D. 14. – 15. maj – Martin Luther King og Marie.
Så var tiden kommet til at køre nordpå ud af staten Florida. Vi kørte nordpå ind i staten Georgia og videre ind i Alabama. Hovedstaden i Alabama hedder Montgomery, og der skulle vi have en enkelt overnatning. Google Maps havde lidt svært ved at finde den rigtige adresse, men heldigvis havde vi et billede af huset. Grunden til Maps-udfordringerne viste at være fordi, det var et lille rødt hus – max 6 meter bredt, men med 3 hoveddøre, hver med sit husnummer. Vi skulle selv låse os ind, da indehaveren arbejdede som hjemmehjælper og nogle gange blev akut-udkaldt. Indenfor bag den midterste dør var en smal, mørk gang og en tæppebelagt trappe op til 1. sal. Heroppe fandt vi en lavloftet stue, køkken og bad samt 2 værelser, hvor vi skulle overnatte i det mørkeste af dem. Lyset i loftet virkede ikke og der var kvælende varmt. Men vi fik tændt en sengelampe og startet AC, og det hjalp lidt på det hele. Den ene skråvæg var dækket af stjerner, måner og planeter i alle størrelser. Vi snakkede lidt med det unge par, der boede i det andet værelse. De havde heller ikke set noget til husets beboer.
Efter udpakning kørte vi ind og så på Montgomery by. Ligesom i Tallahassee var der ret mennesketomt overalt. Vi startede med at køre hen til en stor kirkegård, hvor Hank Williams ligger begravet. Det er nu ikke fordi, vi hører specielt meget country-musik, men denne del er jo en slags musik-dannelsesrejse, så Hank Williams hører med. Det var en stor kirkegård, men der var simpelthen anlagt en ”Hank Williams Memorial Drive”, en asfalteret vej, der løb i en stor cirkel op forbi familiegravstedet og ud på vejen igen. Vi stoppede ved de store gravsten og hørte lidt af en Hank Williams sang, inden vi kørte ud igen. Bagefter kørte vi hen til det hus Martin Luther King boede i, da han førte an i den flere dage lange demonstrationsmarch fra Selma til Montgomery. Desværre var huset lukket for besøgende p.gr.a. Corona, men det var følelsesmæssigt ret overvældende at sidde i en hængesofa på en veranda, der har været M.L. Kings. Vi fortsatte hen til den kirke, hvor han var præst, mens han boede der, og endte inde midt i centrum ved byen fontæne. Det var på denne plads, der blev handlet tusindvis af slaver i 1800- tallet. Det var også fra denne plads Rosa Parks stod på bussen og blev siddende. Der var også en fin lille statue af hende stående og vente på bussen i den ene enden af pladsen.
Vores værelse var blevet mere tåleligt at være i efter en gang aircondition, og da vi slukkede lyset for at sove, lyste alle stjerne og planeter op fra skråvæggen.
Næste morgen mødte vi endelig Marie, der havde huset. Hun boede selv i huset bag døren til venstre. Hun tilbød os at køre os ind til byen og få noget morgenmad, hvilket vi naturligvis sagde ja tak til. Marie var simpelthen en fantastisk dame. Hun var 62 år, og havde arvet huset efter sin mor. Hun var i gang med at sætte det i stand, og hun havde store planer med en morgenmadscafé i højre side af huset og billard og dart i kælderen. Hun kørte os rundt på sightseeing i Montgomery i sin bil, mens hun fortalte en masse ting. Vi endte på en rigtig hyggelig morgenmadscafé, hvor hun købte morgenmad til os. Der sad vi og snakkede i ret lang tid. Det var simpelthen så spændende at høre hende fortælle om familien, hendes husplaner og om raceurolighederne. Hendes mor havde for eksempel været med til at køre folk rundt under den store busstrejke efter Rosa Parks arrestation. Alt hvad vi havde haft af lidt kritisk holdning til overnatningen blev simpelthen blæst væk af Maries vindende væsen. Så efter store farvelknus pakkede vi bilen, vinkede farvel til Marie og kørte afsted mod Birmingham. På vejen så vi (på Maries opfordring) en ny monumentpark, The National Memorial for Peace and Justice, over de mange sorte, der blev hængt på grund af bagateller – ofte uden retssag eller dom. En ung sort fyr blev for eksempel henrettet, fordi han gik forbi et vindue, hvor der inde bag vinduet var en hvid kvinde i bad. Det var meget hjerteskærende at gå at læse om. Bagefter tog vi en shuttlebus ind til The Legacy Museum, et museum over slavehandlen op igennem tiden i specielt det sydlige USA. Da vi kom ud igen holdt shuttlebussen lige klar til at køre os tilbage, og snart efter sad vi i bilen på vej nordpå.