10. – 14. maj – Byen, hvor alt foregår udenfor byen.
Tallahassee er jo som bekendt Florida hovedstad, men den har et indbyggertal på kun knap 200.000. Den første dag gik vi en tur for bare at se byen, men alle folk var væk. Der var selvfølgelig enkelte mennesker og biler rundt omkring men ikke ret mange. Det var lidt ligesom at gå rundt udenfor, mens der bliver vist den afgørende landskamp i fjernsynet. Først gik vi igennem Campusområdet for Florida State Universitet (FSU). Universitetet lå ikke ret langt væk fra, hvor vi boede. Det var et meget hyggeligt område med flotte universitetsbygninger. Der stod et stort to masters cirkustelt lige ved siden af campus, og på plakaterne kunne vi se, at det tilhørte FSU-Cirkus. Om de ligefrem har en gøglerskole, fandt vi ikke ud af, men eget cirkus havde de i hvert fald. Vi forsatte ned til stationen, hvor der er et område lidt a la Godsbanen i Aarhus. En del af Railroad Square Art District var vist kun lukket op i weekenden, men der var et lille madområde, og så den sejeste genbrugsbutik, vi nogensinde har været i. Der var de vildeste outfits i kjoler, hatte, sko og smykker. Det var som taget ud af en teatergarderobe.
Tallahassee har ikke et decideret centrum med små hyggelige butikker. Når man søger på aktiviteter i Tallahassee ligger meget af det der sker i udkanten af byen. Dog ligger museet Mission San Luis inde i byen. Det er et lille ”Hjerl Hede”, der er dateret til 1702, hvor Apalachee indianerne og nybyggerne fra Spanien levede side om side. De havde rekonstrueret bygningerne, lige fra indianernes imponerende rådssal til de spanske soldaters fort. I bygningerne kunne man så tale med forskellige folk – f.eks. smeden, en spansk kone i sit hus og en af soldaterne på fortet. Det var flot lavet, og det var spændende at høre om den tid.
En dag snørede vi vandrestøvlerne og gik ud til en sø Lake Ella Park, der er brugt som rekreativt område for byen. Turen derud gik noget op ad bakke, men til sidst nåede vi søen. Der var en masse forskellige andefugle, egern og skildpadder. Det var meget hyggeligt at sidde og se ud over søen, men igen – mange mennesker var der ikke. Vi gik søen rundt, inden vi gik hjemad.
Den bedst bedømte aktivitet i Tallahassee ligger igen ikke i byen, men næsten 40 kilometer syd for byen. Det er en nationalpark/dyrereservat (St. Marks Natural Wildlife Refuge). Vi standsede ved visitor-centeret, hvor damen der fortalte, at de kun havde haft åbent i 2 uger efter 2 års Corona nedlukning. Så de var meget glade for at se os. Først kørte vi faktisk igennem reservatet ud til et fyrtårn. Det lå malerisk flot. Der var en del fugle ved vandet. Blandt andet en flok pelikaner, der sad på hver sin bundgarnspæl og så flotte ud. Vi gik på en vandrerute rundt om en af søerne. Det er fascinerende at gå rundt i en skov med palmer og røde fugle. På tilbagevejen kørte vi ganske langsomt, og standsede bilen og var ude at kigge, hver gang noget så spændende ud. Vi nåede da også at se et par alligatorer, en skildpadde og en vaskebjørn.
Fredag startede Tallahassees biker-festival. Da vi sad og spiste morgenmad, ankom en ny gæst, der skulle overnatte. En kvinde på vores alder i sort og rødt læderoutfit. Hun lignede klart en festivalgæst. Og ganske rigtigt – udenfor holdt en flot rød motorcykel. Vi gik en tur forbi festivalsområdet. Det var ikke så stort, men der var mange flotte bikes. Der var en del boder, hvor man kunne købe alt fra en sej saddel til den bedste biker-burger. Der var også en scene. Her slog vi os ned lidt, mens vi hørte lidt bluesrock fra nogle gamle mænd med hvidt hår og langt skæg.
Om aftenen havde vi booket billetter til “Beautiful Bobby Blackmon and his B3 Blues Band”. Da vi skulle af sted, begyndte den værste styrtende regnvejrsbyge, vi har mødt på hele turen. Det var ligesom at gå ud i et brusebad. Heldigvis var det stadig varmt, så vi tørrede hurtigt igen. Vi kørte igen udenfor byen (hvor alt i Tallahassee jo foregår), og denne gang var vi virkelig kommet udenfor alt og endte i en lille skov. Her lå Bradfordville Blues Club. Det var et helt lille sted med plads til max 120 mennesker. Stemningen var helt rigtig for en blueskoncert. Folk sad ved små borde tæt på en meget lille scene. Alle folk var utrolig søde, og de var meget glade for, at vi havde fundet ud til dem helt fra Danmark. Alle lod til at kende alle, så der blev givet mange knus. Men vi blev også budt meget indenfor, så jeg er sikker på, at hvis vi var kommet næste dag, var vi også blevet modtaget med knus og gensynsglæde. Det var en virkelig god koncert med en ret fænomenal bassist. I pausen gik vi udenfor, hvor der var tændt et kæmpe bål. Vi stod og talte med et par kvinder, der var kommet der alle de weekender, det kunne lade sig gøre gennem de sidste 20 år. De var begge meget berejste, og den ene havde endda været i Danmark, syd for Aarhus, men hun kunne ikke huske navnet på byen. De gav os lidt gode tip til vores videre rejse, inden vi gik ind igen til anden halvdel af koncerten. Der stod i programmet at stedet lukkede kl. 22.00, men blues tager jo sin tid, så vi kørte hjemad lidt før midnat, totalt blues-beruset.