D. 26.april – 2. maj – Hvide strande og blåt, blåt vand.
Der er nogle håndværkere i gang bag ved vores hotel, så vi var lidt spændte på, hvor tidligt de gik i gang om morgenen. Vi får heldigvis lov til at sove længe. Dagene starter ellers typisk med, at vi går en tur til stranden, inden solen bliver alt for hård. Efter et par timer med sol og skønt vand, går turen tilbage til vores dejlige veranda, hvor vi spiser brunch (toast, yoghurt, juice og kaffe/te) og hygger med lydbøger og lignende i den værste middagshede. Der er også mange små sjove butikker rundt i Holbox, som vi har slentret rundt og kigget i. Ved 3-tiden går turen så atter til stranden – så det er lige til at holde ud. Stranden er fyldt med sælgere; blandt andet nogle, der laver de flotteste blomster ud af en mangofrugt. Heldigvis er de ikke særlig påtrængende, så man får lov til at ligge i fred. Dog med et beroligende lydtæppe af bølgernes skvulpen i blandet et ”Mango, pina, kokååååsss”.
En af dagene havde vi lagt os længere ud ad stranden, end vi plejer. Der lagde vi mærke til, at der var en jævn strøm af folk, der gik fra stranden ud i vandet, ud på den første revle og fortsatte øst ud langs stranden (formodentlig) mod en strand længere væk. Vi besluttede os for, at det ville vi da også prøve næste dag. Næste morgen pakkede vi rygsækken med håndklæder og vand og styrede mod stranden. Det var tidligt på dagen, så der var ikke så mange mennesker på vej ud til revlen, men nok til at vi kunne følge retningen. Det var lidt sjovt at gå i vand til knæene mod noget, vi ikke rigtig vidste, hvad endte i. Vi følte os lidt som et par lemminger, der bare fulgte efter de andre. Der var ikke helt lavvande, så der havde nok været et bedre tidspunkt at tage turen på, men det blev aldrig dybere end korte passager, hvor vandet gik os til lårene. Der var masser af fisk, der lå i små stimer og som svømmede væk, når vi kom vadende. Turen var måske noget længere, end vi havde forestillet os. Indimellem stod fortroppen på en 10 mennesker pludselig stille, som om de ikke var sikre på vejen – vi skulle jo helst gå på revlen hele vejen. Med så fortsatte de igen, og især en fyr i orange badeshorts virkede meget determineret i sin gang, så vi satte vores lid til, at han kendte vejen. Efterhånden som vi gik længere og længere, var der nogle, der fortrød og gik tilbage mod byen igen. Selvom det var en lang tur, var det vildt at gå med det turkisblå vand rundt om sig. Endelig kunne vi spotte det sted, som vi tilsyneladende styrede imod. Den yderste del af Holbox ø er et naturreservat med blandt andet flamingoer, krokodiller og rokker. Lige ved kanten af reservatet lå en lille sandtange, som var den, vi stilede imod. Vi havde på vejen overhalet nogle stykker, så vi kom i land som nummer 5 & 6 efter en gåtur på ca. 1 time. Jeg ved ikke helt, hvad vi havde forestillet os, men vi stod på spidsen af en sandtange, der var afspærret et stykke inde – mod naturreservatet. Der stod store skilte med adgang forbudt og piktogrammer af alligatorer og rokker med spidse brodde. Men det stykke, vi stod på, var fint hvidt pulversand med den flotteste blå/turkise udsigt. Da vi ikke var ret mange, kunne man føle sig uendelig lille i alt det blå. Tæt ved stranden lå et par pelikaner, som vi kunne komme helt tæt på. Det er ret store dyr, når man er tæt på.
Efter at have taget en masse billeder af det flotte vand og pelikanerne, fandt vi et fint sted, bredte vores håndklæder ud, satte lydbøger i ørerne og lå og nød solen. Hvor længe vi lå der, ved jeg ikke men pludselig kom vi til at kigge rundt. Væk var Robinson Crusoe-fornemmelsen. Mindst 10 både fyldt med turister, der nok ikke havde kunne klaret gåturen gennem vandet, havde langt til, og vand og strand var pludselig invaderet af amerikanere. Heldigvis gik der ikke så lang tid, før de atter entrede deres både og sejlede videre. Efter et par timer i solen begav vi os også på vej tilbage. Nu var vandet nærmere ebbe, så det var lettere at gå turen tilbage. Efterhånden som vi nærmede os byen trak store sorte skyer sig sammen over os. Vi kunne se, hvordan regnen styrtede ned ude over havet, så vi satte det lange ben foran og skyndte os mod vores værelse. Vi nåede lige at sætte foden på vores veranda, da de første tunge dråber ramte vejen. Så vi sad og nød vores brunch på verandaen, mens regnen styrtede ned. Regnen på Holbox er for det meste kraftig men kortvarig, og da der er ret varmt, gør det ikke så meget.
Holbox har et lille torv i midten af byen, hvor der om aftenen bliver fyldt med forskellige foodtrucks. Det kan klart anbefales at prøve at spise der. Vi spiste aftensmad der en del gange. Vi var ikke helt sikre på, hvad vi bestilte og prøvede bare noget forskelligt, vi blev ikke skuffet på noget tidspunkt. Vi har også fundet et lille spisested lidt længere nede af vores vej ”Antojitos La Sirenita”. Det er ikke specielt hyggeligt indrettet (typisk for Mexico i øvrigt) med røde havestole og voksdug på bordene, men stemningen er meget hjertelig. Stedet er fyldt næsten udelukkende med mexicanere og oveni det kommer der en lind strøm af Holboxianere og henter take-away-mad på stedet. Det mindet lidt om gadens fællesspisning, hvor alle kender hinanden, snakker og er glade. Menuen er ret overskuelig. Der er billeder af samtlige retter ovenover en tavle med priserne (som er lave), så det er en god måde lige at få styr på de forskellige basis mexicanske retter. Mange af retterne er med kylling – virkelig meget kylling kan stables op på en lille taco.
Lørdag aften var det meste af Holbox by samlet på byens torv. Der var sat store skilte op med Miss Holbox, og pladsen på torvet var fyldt med røde havestole. I den ene ende hang en kæmpestor, stjerneformet, blå pinata. Den var pyntet med massevis af glitrende strimler i blå, rød og sølv. Tidligere, da vi kom forbi, var en ung pige ved at fylde den med slik. Det er ikke småting, der må kunne være i sådan en. Så nu stod børnene i kø, for at blive den, der slog hul på den store stjerne. Hvor man i Danmark kun får lov til at slå én gang på fastelavnstønden, fik børnene lov til at slå en masse gange, før det var den næstes tur. Pludselig gik der hul på pinataen, og samtidig med at en voksen hjalp med at få slikket ud af pinataen, stod der andre voksne oppe på en trappe og smed yderligere slik ud. Og her er man som voksen dansker vel ikke for fin til at kaste sig ud i dødskampen med små og store mexicanske børn for at få fat i godterne. Resultatet var, at vi fik smagt lidt forskelligt mexicansk slik. En del var med smag af chili, så det var en noget anderledes oplevelse. Så startede showet på scenen – eller det vil sige, at det nok er det langsomst afviklede program, vi længe har set. Først var der en præsentation af et eller andet, måske sponsorer mv., det tog laang tid. Så kom nogle voksne og dansede. Laaang pause. Så kom nogle andre og dansede. Laaang pause. Da vi var lidt spændte på, hvad Miss Holbox gik ud på (specielt med Miss Mexico i dommerpanelet), gav vi det lige et kvarter mere. Den første deltager blev endelig præsenteret og gik hen langs scenen – en pige på max 10 år, med vrikkende hofter og flirtende skuldervrid. Så gik vi hjem og fik en øl og en tequiladrink.
Søndag morgen gik vi ud til den vestlige del af øen. Det var dejligt at komme ud at gå. Herude lå ”all inclusive”-hotellerne lidt væk fra byens larm. Vi fortsatte helt ud til spidsen af øen. Der er her helt ude ved enden, man kan se selvlysende alger (i juni/juli fandt vi ud af senere). Vi satte os lidt i sandet og nød udsigten. Pludselig opdagede Thomas noget i vandkanten. Vi troede først, det var to skildpadder, men det viste sig at være dolkhaler. Dolkhalen er den ældste levende dyreart på jorden; meget ældre end dinosaurerne. Disse to var åbenbart i gang med at føre slægten videre, så der er håb for dolkhalens videre overlevelse.