D. 2.-3. maj -Med havkig og politi.
Så var det dagen, hvor vi skulle forlade Holbox med de skønne strande, fest og farver. Da vi først skulle være ude af vores værelse kl. 12.00, brugte vi formiddagen på stranden med at nyde solen og det klare vand. Så smed vi atter rygsækkene på ryggen og gik ned mod færgelejet. Færgen sejler en gang i timen, så der var hverken lang kø eller lang ventetid, og snart sad vi igen på forreste række på færgens dæk. I Chiquilá fandt vi hurtigt vores bil, der dejligt nok holdt i skyggen, og så gik turen mod Cancun.
Efter lidt gps-problemer fandt vi endelig vores hotel ”Capital O Cancun Ocean View”. Man skal ikke lade sig besnære af navnet, for det lå slet ikke i nærheden af vandet men nærmere i et lettere anløbent kvarter. Vores værelse lå dog på 4. sal, så vi kunne faktisk skimte lidt blåt ude bag de høje hoteller. Det er nok et af de mere spøjse hoteller, vi har boet på. Anmeldelserne på Tripadvisor skød da også i alle retninger. Vi skulle ind ad en meget neutral dør med en ringeklokke. Da døren summede, og vi gik ind, stod vi i en slags kæmpe bar/restaurant, der klart var lukket og slukket, og helt nede i den anden ende, kunne vi skimte en receptionist. Han var helt vild sød og hjælpsom. Vi fik vores værelseskort, kørt bilen ind bag en låst port og da vi kom op på værelset, havde vi balkon med udsigt over byen. Desværre var kvarteret rimeligt forfaldent, men som sagt – vi kunne se havet.
Efter udpakning gik vi lidt på opdagelse på hotellet. Øverst var en lille swimmingpool og et ret okay træningslokale. I kælderen lå et større swimmingpool, men den var naturligvis indendørs, så den fristede ikke så meget. Bedst af alt havde de en gratis vaskemaskine, så vi fik vasket alt tøj og hængt det til tørre på stativ på vores værelse, inden vi gik ud for at finde noget aftensmad.
Vi havde på computeren fundet en lille tarco-biks et par hundrede meter væk, men da vi drejede om hjørnet blev i mødt af blinkende politibiler og kraftigt bevæbnede militærmænd (kampuniform og maskinpistoler) rundt om stedet. De smilede dog venligt og trådte til siden, da vi kom. Militæret holdt åbenbart bare spisepause på den restaurant, som vi også skulle besøge. Så i meget trygge rammer fik vi en fin og lækker aftensmad.
Næste morgen efter lidt effektivitet med træningsmaskinerne og poolen lånte vi et par cykler og kørte en tur ud til hotellerne i første række ud mod havet. Vi kunne naturligvis ikke nærme os stranden – privat, offentligheden ingen adgang – men det var sjovt at køre blandt de helt vilde og flotte hoteller. Vejene/alléerne ud mod hotellerne adskiller sig i øvrigt fra resten af de veje, som vi har været på i Mexico; de er brede, meget velholdte, grønne (der må bruges en del vand til projektet) og imponerende med kokos palmer mv.
Ved middagstid pakkede vi vores bil for sidste gang for at køre de 18 km til lufthavnen. At køre i Mexico kan godt være lidt forvirrende, men det var gået fint – indtil nu. Ved et lyskryds skiftede lyset pludselig til rødt. Da vi havde en bil helt oppe bagi, turde Thomas ikke blokke bremserne men fortsatte over krydset. Det skulle vi ikke have gjort, for lidt bag ved, ved siden af os, kørte en motorcykelbetjent. Så vi blev vinket ind til siden og præsenteret for en bøde på 3000,- pesos. Vi skulle køre til politistationen 20 minutters kørsel væk og betale bøden. Hvis vi dog havde dem i kontanter, kunne han godt (venlig som han var) tage imod betaling. Han kunne tage alt i valuta lige fra dollars til euro, det betød ikke noget; man er vel service minded. Vi fik ham vist og forklaret, at vi kun havde omkring 1600,- peso i kontanter. Det gik han så heldigvis med til, at det var nok – underligt som størrelsen på en ”officiel” bøde kan justeres til den mængde penge, som man har i pungen. Vi kørte meget pænt det sidste stykke vej til lufthavnen.
Vi havde nogle timers ventetid i Cancun lufthavn, og da indtjekningen af vores bagage gik uroligt nemt, satte vi os udenfor på græsset. De penge, vi skulle have købt venteguf for, havde vi jo givet til politiet, så vi måtte nøjedes med lydbøger og lunken vand.
Turen gennem sikkerhedskontrollen gik også hurtigt, så pludselig sad vi i flyet mod USA.