D. 24. april – Blandt stensøjler og ostepops.
I dag stod den for sidste gang på vores tur på mayaruiner. Vi kørte tidligt mod Chichen Itza, og denne gang viste det sig at være rigtig smart at komme tæt på åbningstiden. Da vi nærmede os området stod nogle fyre med trafikflag og fik os dirigeret ind på en mindre parkeringsplads. Vi blev dog hurtigt enige med hinanden om, at det da vist ikke var det rigtige sted. Så vi kørte ud igen – til mændenes utilfredshed (de gik glip af drikkepenge for at passe på bilen), og ganske rigtigt noget længere fremme nåede vi en kæmpe p-plads lige op ad indgangen. Dette var tydeligvis et større turistmål end de forrige Mayaruiner, vi har besøgt. Overalt var sælgere ved at stille deres boder op, tydeligvis for at gøre klar til det helt store rykind. Prisen var igen knap 500 pesos per mand, dog kun 85 hvis du var statsborger i staten. Det første, der mødte os, da vi gik ind i området, var den kæmpestore El Castillo- pyramide, der er blevet udnævnt til et af verdens nye syv vidundere. Den var også imponerende flot. Igen stod folk foran pyramiden og klappede. Og ganske rigtigt, hvis man fandt den rigtige kadence i klappene, fremkom en sjov lyd, der med meget god vilje måske kunne minde om en frø. Igen var vi foran den massive turiststrøm, så vi kunne stille og roligt gå rundt og beundre de flotte bygningsværker. Især de mange stensøjler var et imponerende syn. En stor mængde sælgere var ved at stille deres boder op inde i ruinområdet, og pludselig var luften fuld af fuglekvidren fra deres lerfløjter og en specielt irriterende høj lyd, der åbenbart skulle lyde som en jaguar (et helligt dyr i Mayakulturen. Lyden fremkom, når sælgerne blæste i en lille lerjaguar. Lige pludselig blev alle priser råbt i amerikanske dollars, og forklaringen kom mod os, da vi heldigvis var på vej ud. Kæmpe grupper af amerikanske turister kom myldrede imod os. Så kom der gang i sælgerne, der indtil nu bare havde nusset stille rundt, mens de indrettede deres boder. Nu råbte de om kap, som det gjaldt livet for at vinde opmærksomheden fra de mange nyankomne turister. Vi fandt vores bil, der jo holdt ganske tæt på indgangen, og mens vi kørte ud af byen, kunne vi vinke tilbage til de mange flagende parkeringsmænd, der nu havde mere held i sprøjten, da alle p-pladser tæt på Mayaruinen nu var fyldt op.
Tilbage i Vallalodid gik vi ind til centrum for at finde noget frokost. Lige ved Plaza Grande fandt vi et streetmarked i en gammel arkade. Vi fandt en lille madbod i hjørnet med flest mexicanere i kø. Her fik vi nogle friturestegte tacos (guf), samt nogle hvide bløde flutes med fyld. Det var rigtig lækkert og mættede godt. Derefter gik vi lidt hjem på hotellet og holdt siesta.
Den sidste aften i Vallalodid brugte vi inde på Plaza Grande, hvor vi kiggede på folk og sjove boder. Vi prøvede også en lille pandekagebod, der konstant havde en meget lang kø. Pandekagerne var meget søde og helt vildt sprøde, trods det at de blev rullet fast om fyldet. Næsten alle deres pandekager var med ost, så Thomas fik fornøjelsen af en nutella og ostepandekage. Der var fyldt med folk på pladsen, og det var hyggeligt bare at sidde og kigge sig omkring. Thomas nåede også lige at smage de mest orange ostepops, vi nogensinde har set – desværre målte smagen sig ikke helt med den flotte farve.