D. 23. april – 3 x cenoter.
Så var det tid at sige farvel til dejlige Mérida. Vi skulle østpå til Valladolid – Yucatans 3. største by. På vejen ville vi gøre et stop ved ”Cenotes de Cuzamá ”, hvor man kan se 3 forskellige cenoter. Det er muligt at bade i dem, så vi startede med badetøj under tøjet. Snart kørte vi på små, hullede veje og der, midt i ingenting, var det et skilt med cenoterne. Vi parkerede ved siden af få andre biler, greb posen med håndklæder og begav os hen til den lille pavillon – det eneste sted med mennesker. Her købte vi billet til vores egen hestevogn for 600 pesos. I modsætning til de to personer i pavillonen kunne vores chauffør lidt engelsk. Vi fik os placeret i en lille skinnevogn, mens han spændte hesten for. Faktisk gav han den bare seletøj på, og så holdt han godt fat i tømmen, mens vognen kørte afsted. Eller rettere skramlede afsted. Vi blev godt og grundigt rystede, mens vi kørte ad det smalle jernbanespor. Efter en halv times tid kom vi til den første cenote. Vi gik et lille stykke af en sti, hvor vi kom vi til et hul i jorden med en trappe nedad. Lyden dernede fra lød som i en svømmehal. Langsomt kravlede vi ned ad den stejle stige og – wow, for et syn, der mødte os. Vi var i en stor grotte med det klareste blå/turkise vand. Hurtigt fik vi tøjet af (altså ikke badetøjet – der var jo et par mexicanere til stede) og hoppede ned i det klare kølige vand. Der var en stor familie dernede sammen med os, men grotten var stor, så vi havde masser af plads. Solen ramte vandet gennem huller i loftet, og det fik vandet til at funkle i mange blå nuancer. Oppe igen ventede vores kusk, og vi rystede videre til den næste cenote. Her var vi så heldige, at der kun holdt én anden vogn, da vi kom. Da vi kom hen til trappen, var de andre på vej op. Så vi kom til at opleve at have cenoten helt for os selv. Igen blev vandet og bunden lyst op af solen, og vandet var så klart, at vi nemt kunne se bunden. Oppe fra grottens tag hang en mængde stalaktitter i rødlige farver. Når man lå og flød i vandet og kiggede op mod loftet, var det nemt at forestille sig, at man faktisk kiggede ned på en havbund. Der boede både svaler og flagermus i grotten, der fløj frem og tilbage under loftet. Efterhånden kom der andre folk til, og vi kravlede at op ad den stejle stige (lidt af en udfordring med en taske på ryggen) og fandt vores kusk og vogn. Så gik turen tilbage ad sporet igen, inden vi stoppede ved en tredje cenote. Her var vi igen helt alene (godt planlagt af vores kusk). Denne cenote var helt anderledes. Her kom man ned i en smal gang i en grotte, hvor vi gik mellem de mange stalaktitter, inden vi nåede vandet i cenoten. Vi svømmede i en smal kanal med flotte stenformationer i begge sider. Det var ikke meget plads, men da vi kun var os, blev stemningen helt magisk. Da vi ville til at kravle op igen, kom den store familie kravlende ned, så timingen var perfekt. Vi kørte det sidste lille stykke tilbage og sagde farvel til vores flinke kusk. Nu var vi klar til endnu lidt køretid mod Valladolid. Det første stykke var dog fyldt med seriøse huller i vejen, men vi fik os bumpet igennem. Nu fulgte 40 km på motorvej – jup, jup. Her var de så ved at udvide motorvejen, så det meste af turen foregik langs vejarbejde. Heldigvis havde vi både cola, kiks og chips i bilen.
I Valladolid fandt vi nemt ind til vores hotel. Alle veje i de byer vi har besøgt i Mexico er nummererede med lige tal den ene retning og ulige den anden – og mange af gaderne er ensrettede. Når man lige finder ud af systemet, er det ret nemt at finde rundt. Vi var lidt spændte på hotellet, da det var en blanding af et hostel og lejligheder, og ret billigt. Vi fik dog den fineste lejlighed med eget køkken og spisebord. I den anden ende af huset lå der hostelværelser med fælles køkken og bad. Det så også fint og meget hyggeligt ud. Så ”Gayser Apartamentos” kan bestemt anbefales, også selv om man er på et lidt strammere budget. Hotellet ligger tæt på centrum, så efter udpakningen gik vi ind til bymidten.
Valladolid har som Mérida en fin lille plads som byens centrum. Det var ved at blive mørk, hvilket betød at en mængde fugle var ved at finde en god gren for natten i pladsens mange træer. Der var en skræppen og kvidren, mens de ledte efter den bedste plads. Vi gik lidt rundt og så på pladsens mange små boder. Vi havde læst nogle gode anbefalinger på en restaurant nær pladsen, så den gik vi på jagt efter. På vejen mødte vi to lidt ældre mænd, der var godt i gang med at fejre lørdagen. Pludselig snublede den ene, da der kom en lidt for høj kantsten (burde forbydes på en lørdag). Kammeraten kunne ikke selv få ham på højkant, så vi gav dem lige en hjælpende hånd, hvorefter de sejlede videre ind mod pladsen. Efter noget tid kom vi til vores bestemmelsessted ”Casa Conato Cultural 1910”. Da vi jo ikke havde reserveret bord, blev vi placeret i baren, indtil der blev et ledigt bord. Først lånte vi dog lige badeværelset. Det var tiltrængt med en håndvask efter at have standret den væltede mexicaner 😉. Vi fik dog hurtigt et bord. Der sad vi så under palmer og nød rødbedecarpaccio, laks, fyldt kyllingebryst og dejlige kolde øl og det bedste af det hele: vi var ikke ret langt hjemmefra 😊