D. 19./20. april – Mellem køer og trubadurer
Efter en sidste formiddagsdukkert tog vi afsked med Bacalars turkisblå vand. Vi vinkede farvel til huspasserne Jerimiah og Esther og kørte ud af havens store port. Nu ventede en køretur på omkring 350 km til Yucatans hovedstad Mérida. Det skete ikke meget på turen. Vejen er som tegnet med en lineal gennem den mexicanske regnskov. Vi måtte for det meste køre 100 km i timen, men så pludselig stødte vi på fartbegrænsninger understøttet af seriøse vejbump. Hvis vi havde misset et af dem, er jeg sikker på, at vi havde fået afmonteret det meste af undervognen. På et tidspunkt så vi et advarselsskilt med en ko. Vi havde kørt forbi enkelte indhegninger med græssende køer, så det skete vel, at en af dem en gang imellem slap ud. Pludselig var hele kørebane fyldt med køer. En stor flok gik midt på vejen imod vores kørselsretning. Der var øjensynligt ikke nogen, der styrede dem, men en ung kvinde løb ude i rabatten (dog i den anden side løbende væk fra køerne), så om hun bare var ude at kigge efter en forvildet ko eller hvad, fandt vi aldrig ud af. Køerne var luntet forbi, og vi kunne køre videre mod Mérida.
Turen ind til hotellet gik lige igennem byens centrum, men heldigvis er mexicanske bilister søde til at give plads til hinanden, så vi nåede frem uden problemer. Da vi kom ind i receptionen, blev vi mødt af ikke mindre end 16 unge kvinder og mænd, der stillede op i en eller anden Miss/Mr Mexico- konkurrence. De så alle hamrende godt ud og havde alle det obligatoriske skønhedskonkurrencebånd ned foran brystet. Selv om hotellet var billigt, tænkte vi, at det måske var mere fancy end vi regnede med – lige indtil vi kom ind i vores værelse. Det lå halvt under jorden, der var skimmel/mugpletter på væggene og fra badeværelset kom den karakteristiske kålagtige lugt, der vidner om et ikke fungerende afløbssystem. Der var ingen vinduer ud til, så vi tvivlede på, at Ullas astma ville kunne klare at sove der. Vi gik op i receptionen og bad om et andet værelse på etagen ovenover. Det kunne vi godt få, men først fra næste nat.
Så gik turen ind til Méridas centrum. Det var noget af en omvæltning efter Bacalar stille, tilbagelænede hippietempo. Her var lys, farver og en masse glade mennesker. Efter vi havde fået noget at spise og gået lidt rundt blandt de mange små butikker, satte vi os i parken i centrum med turens første isvaffel og bare kiggede. Der var så mange forskellige typer, men alle var glade og mange hilste, når de gik forbi os.
Natten gik okay bevæbnet med en masse astmaspray.
Tidligt næste morgen ryddede vi værelset og lagde vores ting ud i bilens bagagerum, afleverede nøglen og fik at vide, at vores nye værelse var klar kl. 12.00. Udenfor hotellet holdt 2 sorte, store biler (Lincoln Navigator) klar for at bringe konkurrenterne i Miss/Mr Mexico til deres bestemmelsessted. De havde boet i de samme trælse værelser som os, men bare facaden er i orden😉
Vi styrede mod byens turistinformation, hvorfra der var en guidet bytur. Vores guide var en lidt ældre smilende mexicaner. I begyndelsen var der kun én franskmand og os, men hurtigt kom der flere til gruppen. Guiden jonglerede hurtigt mellem spansk og engelsk, men ret hurtigt fandt han ud af, at alle i gruppen kunne forstå engelsk, så vi slap for den spanske version. Det var en spændende og interessant tur, hvor vi blandt andet hørte en del om den spanske påvirkning af byen.
Herefter gik turen ud til byens arkæologi – og historie museum. Det lå i et nobelt kvarter med imponerende huse. Selve museumsbygningen var også ret flot. Vi havde glædet os til at lære noget mere om mayaernes historie, men alt stod på spansk, intet på engelsk og det var ikke muligt at få en audioguide. Så vi gik igennem museet og forsøgte at få en smule mening ud af plancherne. Selv om museet var på 2 etager, var udstillingerne ikke store, så vi kom relativt hurtigt ud igen. Turen hjem var lige i middagsheden, så vi glædede os til at nå hotellet og få nøglen til vores nye værelse. Døren blev åbnet med en vis spænding … dette værelse var heldigvis lyst og åbent, uden lugt og skimmel.
Efter et par timers afslapning i vores fine værelse drog vi atter ind mod byen. Det tager kun ca. 20 minutter at nå pladsen i byens centrum. Vi slentrede lidt rundt i markedsgaderne for at finde en ny kasket til Thomas og en ny bikini til Ulla, men det bliver nok først i morgen, vi finder det. Vi kom forbi kulturcenteret lige ved siden af byens rådhus. Her så vi udstilling af Chargalls bibelbilleder. Selvom vagterne udenfor så lidt bistre ud, var de meget venlige og hjælpsomme, og udstillingen var ovenikøbet gratis. Vi endte endnu engang på Plaza Grande, hvor vi fandt en skyggefuld bænk, indtil vi tog hen til ”Las Vigas” for at spise aftensmad. ”Las Vigas” ligger lige indenfor porten til et hotel. Vi kunne først ikke finde indgangen til restauranten og kom til at gå for langt, indtil en venlig portier spurgte, om vi ledte efter ”Las Vigas”. Han viste os op ad en trappe i et hjørne, og nu var vi på rette vej. Restauranten var indrettet med mange små båse og (et godt tegn) fyldt med mexicanere. Maden var superlækker og drinksene og øl superbilligt, så alt var godt. Vi rundede lige Plaza Grande på vejen hjem, og blev gode venner med en af byens trubadurer. Så nu har vi ”a mexican brother”, og det er jo ikke så ringe endda.