Los Rapidos

D. 18. april – “Vi traver op ad åen, vi svømmer nedad igen🎶”

Vores sidste hele dag i Bacalar brugte vi på at besøge Los Rapidos. Paul havde flere gange understreget, at vi endelig ikke måtte gå glip af denne oplevelse. Så vi pakkede håndklæder og badetøj, og kørte syd for byen til et stort skilt, der viste os ind til stedet. Vi blev ledt ned af en lang bumlet grusvej, men til sidst nåede vi frem. De åbnede kl. 10.00 og vi var der næsten på slaget – nordeuropæisk punktlighed. Til gengæld var vi blandt de første. Los Rapidos er egentlig en restaurant, men den ligger lige op ad den sydligste del af lagunen, hvor den er snævret helt ind til en smal kanal med mangroveskov på hver side. Strømmen er fra baglandet ind mod lagunen er derfor kraftigere på dette stykke. Så når du har placeret dig ved et bord ved restauranten (de bedste borde kræver, du køber noget), går du på bredden op mod strømmen. Et stykke oppe hopper du så i vandet og bliver ført med strømmen hele vejen tilbage igen.

Fordelen ved at komme så tidligt var, at vi kunne opleve turen nedstrøms helt alene i vandet. Det var fantastisk bare at lade sig føre af sted af strømmen. Op ad formiddagen kom der flere besøgende – så early birds får en god oplevelse.

Pludselig blev vandet helt lyserødt. Mindst 40 store lyserøde gummiringe kom flydende ned gennem Los Rapidos. Det var et amerikansk rejseselskab, der var blevet sluppet løs i hver deres gummiring i toppen af kanalen og nu kom flydende gennem Los Rapidos.  

Los Rapidos er en god og hyggelig oplevelse – mega flot – kan varmt anbefales, hvis du er i Bacalar. Vi brugte 3½ time uden problemer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *