D. 11. – 13. november – Blandt pirater og svampe.
Efter vores morgenmand med det ”sædvanlige” lille menukort på Nusa Indah fik vi pakket vores rygsække (og håndbagage tasker). Vi kan nemt være i taskerne, men hvordan vægten er i forhold til fly-krav, tja det må vi finde ud af, når vi når Sanur – sæt der nu kunne være plads til et par ekstra balinesiske bukser, og vi ikke udnyttede muligheden 😯
Vores transport til Gili Meno kom rettidigt kl. 11. Det viste sig at være en lille speedbåd. Da vi havde fået taget afsked med personalet på vores hjem de sidste 10 dage og læsset alt vores pik-pak op i båden konstaterede vores kaptajn: ”You have much and heavy luggage”. Det var stadig relativt lavvande og frihøjden under kølen var stort set ikke til stede. Han valgte derfor at skubbe os de første ca. 100 meter ud, hvorefter det gik for fuld fart over til den anden side af Gili Meno, hvor vi skulle bo på Le Pirate. Vi ankom lidt i 12 – indtjekning var kl. 14. Vi blev mødt af en meget sød receptionist (som senere også viste sig at være tjener og barmand). Heldigvis var vores hytte klar allerede, så vi tjekkede ind, pakkede ud, fik badetøj på og smed os på de hynder, der var på vores veranda og nød livet. Det var i øvrigt en fin lille hytte med udendørs bruser og VARMT vand 😊 Da vi selv havde valgt hytten, havde vi fået den med udsigt ud over poolen, strand og hav, så det var ret hyggeligt at sidde på verandaen og nyde udsigten.
Dagen gik med 100 procent afslapning, en tur i poolen og så lidt mere afslapning. En super feature på dette hotel var, at man kunne gå i baren med sin vandflaske og få tanket vand op gratis – virkelig rart, når der er multi varmt.
Næste dage fik vi en super morgenmand – igen var drikkevarer ikke begrænset men blot en buffet med tag selv kaffe, te, juice og vand. Dejligt at kunne tanke voldsomt op med drikkevarer ;o) Morgenmads tilbuddene på dette hotel var ud over standarden med æg i forskellige afskygninger også en frugt/yoghurt bowle, som var rigtig lækker. Så var der ikke så meget sørgen over, at pandekager med banan manglede som option.
Efter et tip fra en tjener om at komme afsted om formiddagen, hvis vi ville ud at snorkle, fik vi pakket vores udstyr og gik op på nordsiden af øen. Her troede vi, der ville være skildpadder, eftersom der var en lokalitet ude i vandet, som havde fået det fine navn Turtle Paradise. Lokaliteten bød på det mest fantastiske snorkling, som man kunne gå direkte ud i fra stranden. Det var virkeligt som at svømme rundt i et stort akvarium med de flotteste koraller og utrolig mange fantastiske fisk. Skildpadder var der til gengæld ikke nogen af. Vi tror, at de flygter ud på dybere vand, når der kommer mange turistbåde med snorkel-turister. Og dem var der rigtig mange af. Men da området var stort, kunne vi padle rundt rimelig meget for os selv ;o)
Vel tilbage på hotellet blev der hygget ved poolen med lydbøger/podcast – det var lige til at holde ud. Om aftenen (efter Ulla havde gennemtæsket Thomas i 500) var der filmaften. Der blev sat et stort lærred op ud mod vandet, og så blev der vist ”A star is born” med den fineste baggrund, som man kan forestille sig. Vi fik popcorn og derefter pizza (som ikke var specielt fantastisk). Da vi havde vanskeligt med lyden, som ikke var specielt god, fortrak vi lidt bagud i restauranten, hvor Ulla igen bankede Thomas i 500 – det bliver altså ikke ved med at være morsomt.
Lige som Thomas var ved at bryde sammen over resultatet, var der råb og skrig fra baren. En ung pige råbte og skreg, at hun var fanget på denne lorte ø og ville begå selvmord. Det lød jo voldsomt. Hun nåede da også at vælte en del af inventaret i baren. De ansatte (vel en ti personer i alt) trak sig tilbage og stod lidt og kikkede på, men var ellers relativt handlingslammede og passivt smilende. Det viste sig at være en ung irsk pige, som havde taget nogle svampe og så var hoppet ud på en båd, som sejlede fra Gili T til Gili Meno. Det havde hun så åbenbart fortrudt efterfølgende, men nu var hun så ligesom fanget på denne ø. Alt dette vidste vi dog ikke på dette tidspunkt. Et par gæster fra Australien og os fik ”samlet” pigen op og fik hotellet til at bestille en båd til Gili T. Det var ret voldsomt at stå med en pige, som ringede hjem til sin mor og snakkede om, at hun var blevet bortført som en del af et TV show, og at alle os omkring hende havde masker på (hvilket vi jo selv sagt ikke havde) – men sådan var hendes virkelighedsopfattelse åbenbart. Vi fandt ud af, hvor hun boede, og en fra hotellet tog med båden over på Gili T og fik hende fragtet op til hendes hotel. Dagen efter kunne han fortælle, at hun havde det ok efter omstændighederne, men at hun havde taget ca. 4 x ”normal” dosis svampe, og at hendes kæreste i øvrigt havde slået op med hende, lige inden hun kastede sig ud i dette eksperiment med euforiserende stoffer. For os var det en vild oplevelse.
Sidste dag på Gili var varm!!! Vi brugte indtil kl. 15 ved poolen både i solen og i skyggen. Herefter daskede vi 400 m hen ad stranden og spændte vores snorkeludstyr på. Her var et instagram-spot i form af en skulptur-ring på bunden af havet ca. 3 m under overfladen. Vi havde kikket på stedet de sidste par dage og der var stort set altid mellem 25 og 50 personer i overfladen lige over sitet. Dette hang selvfølgelig sammen med, at det var et af de faste stop på den standard snorkel tur, som bådfirmaerne tilbød. Her sidst på eftermiddagen stilnede aktiviteten dog lidt af, så her slog vi til. Det var faktisk en ret flot oplevelse at snorkle på disse skulpturer, og der var vildt mange fisk lige der. Selvfølgelig var lyset ikke lige så flot, som det er midt på dagen, men det var stadig flot.
Aftensmaden blev for anden gang på 3 dage indtaget på Sasak Cafe, som lå tæt ved hotellet. Det viser lidt om et beskedent turisme-tryk, når tjeneren siger ”Welcome back” anden gang, vi troppede op på hans restaurant – men hyggeligt var det. Fra restauranten var det i øvrigt muligt at sidde og spotte skildpadder, der kom op til havoverfladen for at trække vejret i solnedgangen. Nu var alle både og turister væk, så de havde ligesom deres verden helt for dem selv – og det virkede som om, de nød dette. Der var i hvert tilfælde mange af dem, som svømmede rundt lang kysten, hvor vi sad.