D. 14. – 17. november – Med sol, regn og indonesisk mad.
Næste morgen havde vi atter pakket vores rygsække, som nu var blevet noget lettere, da vi havde fået sorteret ud i de ting, vi ikke skulle have med hjem. Trods at det var næsten lavvande, blev vi hentet på stranden neden for vores hotel af en lille motorbåd. Den stakkels bådskaptajn var nødt til at trække båden ind til bredden, læsse os om bord og atter trække båden ud på den anden side af revlen. Vi blev sat af på bådebroen på Gili T, hvor rutebåden mellem Gili-øerne også lægger til. Nu skulle vi bare lige have stemplet vores billet. Det samme skulle de 300 andre rejsende på broen desværre også. Vi var dog heldige, at der slet ikke var kø ved vores selskab, så vi fik hurtigt vores billet stemplet og undgik den meterlange kø. Efter noget ventetid på bådebroen blev vi endelig kaldt frem; nu var vores ”færge” klar til afgang. Da vi skulle vise vores billet, viste det sig dog, at vi manglede den billet, der viste, at vi havde betalt havneskat (det var den lange kø, vi lige havde frydet os over, at vi havde undgået). Så Ulla stillede sig ved vores bagage, mens Thomas skyndte sig tilbage for at få den famøse billet. Fyren, der tjekkede billetter, stod og lavede sjov med folk i køen lige ved siden af der, hvor Ulla stod og ventede. Det var ret underholdende, for alle kunder var stressede, fordi det var ret umuligt at gennemskue deres systemer, så der var ingen, der fattede hans jokes.
Endelig kom Thomas med de korrekte billetter, så vi fik lov til at stige ombord. Igen var vi heldige med en nådig overfart uden store bølger eller megen søgang. Tilbage på Bali fik vi snoet os rundt om de mange taxitilbud og fandt ”vores” chauffør, der kørte os og 3 andre til Sanur. Egentlig kørte han kun til et bestemt stoppested, men han ville dog godt (for en beskeden sum) køre os videre til vores hotel. Hotel Sudamala var lidt mere luksus, end vi har været vant til, og det var bare skønt.
Vi brugte resten af dagen på at pakke vores habengut ud (for sidste gang), hvorefter vi gik på opdagelse i byen omkring hotellet. Der var ikke så hektisk og kaotisk som i Ubud, bortset fra at stilheden indimellem blev brudt af politibiler med sirener, der eskorterede sorte biler med tonede ruder til eller fra G20-topmødet, der skulle begynde dagen efter knap 20 kilometer væk. Området var fyldt med små butikker med tøj. Der var stadigvæk kvinder, der lokkede for at få os til at kigge ind i netop deres lille butik. Vi var dog i første omgang på jagt efter en vægt, så vi kunne finde ud af, hvor langt vi var fra den tilladte mængde flybagage. Folk var rigtig søde til at hjælpe, og en fyr kom da også løbende, efter at han havde gennemsøgt sit lager med en vægt – sådan en, som kan hænge i en krog med bagagen under vægten. Den virkede dog ikke helt pålidelig, så vi turde ikke løbe an på den. Da vi kom tilbage til hotellet, viste det sig dog, at de havde en vægt i kælderen, som vi naturligvis gerne måtte benytte.
Vi gik ned ad hovedgaden for at finde noget aftensmad. Der var rimeligt tomt mange steder, men vi blev til sidst lokket af et sted med gratis dessert – hvem siger nej til det? De ville gerne have, at vi ikke satte os alt for langt tilbage i restauranten, da der ikke er noget, der lokker gæster til, som andre gæster. Det var rigtig lækker mad, og da vi forlod restauranten, var der dog også kommet en del flere gæster. Stedets trubadur havde også lige stillet sit grej op og var begyndt på sit repertoire, da vi gik. Lige da vi gik ud, begyndte han at spille ”Sweet Caroline”, hvilket var ret sjovt, da den sang har fulgt os på hele vores tur, lige fra vi første gang hørte den i Mexico. Vi har aldrig haft en ”vores sang”, men nu har vi i hvert fald en rejsesang 😊 Da vi kom tilbage til hotellet, havde personalet beredt vores værelse for natten. Dvs. at tæppet var fjernet fra sengen, hjemmeskoene var stillet frem og på sengen stod en fin æske med to kiks og en lille papirsrulle med en lille moralsk godnathistorie. Så kan man da ikke andet end sove godt.
Stranden lå ikke langt væk, og med adgang til strandstole og parasoller på hotellets eget lille område skulle den naturligvis besøges næste formiddag. Efter en lille omvej, fordi vi missede, at en sti faktisk var vejen til stranden, fandt vi derhen. Stranden var dejlig sandstrand, og vandet var klart og hurtigt dybt, så det var skønt at smide sig på en liggestol og nyde solen. Samtidig havde vi udsigt til ikke mindre end 15 krigsskibe i forskellig størrelse, der lå længere ude og vogtede over verdens ledere ved G20. Da skyerne senere trak sig sammen over os, gik vi tilbage til hotellet. Her pakkede vi alt vores bagage sammen igen, og fik det hele bugseret ned i hotellets kælder til deres vægt. Den så noget mere pålidelig ud. Og HURRA vi havde faktisk plads til adskillige kilo mere bagage, så det måtte jo udnyttes. Samtidig fandt vi desværre ud af, at turen fra Gili ikke havde været særlig blid ved den ene af vores tasker. Vores termokande havde fået en stor bule i siden, og mest træls af alt, så var alle de fine kokosnøds-lysestager, som vi havde købt i Ubud, slået helt i stykker trods grundig indpakning. Heldigvis havde hverken Rasmus’ skakspil eller Jonathans djembe lidt overlast 😊
Da regnen stilnede af, gik vi en tur langs strandpromenaden. Her lå alle de store luxushoteller side om side med kæmpe swimmingpools og stranden lige nedenfor. Vi fandt et fint sted med happy hour, hvor vi kunne sidde med udsigt over vandet. Vi havde også udsigt til to lokale elinstallations-fyre, der var ved at skifte en stikprop på en af barens lysguirlander. Man skal virkelig passe på ikke at sammenligne med, hvor hurtigt det ville have været effektueret i Danmark. Timeløn er ikke noget, der tæller særligt højt, så effektiviteten er derfor også ofte derefter. Så mens den ene holdt ledningen, klippede og skruede den anden løs. Det tog så lang tid, så vi sad og blev helt spændte på, om det ville lykkedes til sidst. Heldigvis nåede de at få kæden sat i stikket (med lys 😊), lige inden vi var færdige med vores drinks. Vi fortsatte henad promenaden, hvor vi blev kontaktet af en dame, der havde en noget anden salgsteknik, end vi havde oplevet før. Hun kontaktede potentielle kunder 50 meter før, vi nåede hendes butik. Så fulgte hun lige i hælene på os, mens hun lovpriste alle de gode ting, hun solgte, så vi da var nødt til at se butikken – mente hun – da vi endelig nåede til den. Vi fandt en lille bitte restaurant mellem alle de store hoteller, hvor vi med udsigt over strand og vand fik en lækker portion Mie og Nasi Goreng.
Næste dag gik vi atter til stranden og nød de sidste dages sol, inden vi skulle hjem til vinteren. Pludselig trak skyerne sig faretruende sammen, så vi pakkede vores ting og styrede mod et lille spisested tæt ved. Da vi havde bestilt vores mad, begyndte det så småt at dryppe. Så vi skyndte os at flytte hen under en parasol. Heldigvis for det. For snart åbnede himlen virkelig for sluserne, så regnen styrtede ned – og det blev ved. Så vi rykkede os godt sammen under parasollen, mens vi spiste vores frokost. Thomas havde klogelig bestilt soto ayam (kyllingesuppe) = godt i regnvejr. Ulla var gået med en pizza = ikke regnvejrsmad ;o) Da regnen stoppede, næsten lige så brat som den begyndte, gik vi gennem de store vandpytter tilbage mod byen. Det er virkelig rart, at det aldrig bliver koldt trods regnbygerne.
Ulla havde lovet sig selv en gang ansigtsbehandling. Og da vi gik forbi nogle virkelig søde massagedamer på vejen, gik hun med dem, mens Thomas gik hen for at finde en øl. Han fandt et meget hyggeligt sted lige over for vores hotel. Da Ulla senere sluttede sig til ham, blev vi enige om at komme tilbage og spise aftensmad der. Personalet var alle supersøde og lovede, at der ville være livemusik, når vi kom igen. Så gik der ellers slutspurt i indkøb i den. Desværre var der ingen, der havde de flotte kokoslysestager, men vi fandt lidt flere bukser, skjorter og saronger. Vi fik også hyret en taxi til lufthavnsturen næste dag til en tredjedel af hotellets pris. Receptionisten på hotellet virkede da heller ikke specielt overrasket, da vi sagde, vi selv fandt transport, efter hun havde oplyst hotellets pris.
Det var blevet tid til aftensmad. Desværre havde alt handelen tørlagt os for kontanter. Aftalen blev derfor, at Ulla stoppede ved restauranten, mens Thomas gik til den nærmeste ATM for at hæve noget cash. Fyrene på restauranten var helt skræmte, da Ulla kom ind alene – havde de nu mistet en kunde?: ”Where is your husband??”. Da Ulla kunne fortælle, at Thomas blot var sprunget efter flere kontanter, bredte smilene sig i deres ansigter, og Ulla blev straks præsenteret for drinkskortet. Der var rigtig nok live musik – og det var rigtig, rigtig hyggeligt. Restauranten formåede på en eller anden måde at få en til at føle sig velkommen, som var man på besøg hjemme i de ansattes egen stue. Alle gæster var glade og sang lystigt med på musikken – også en australier, som i øvrigt formåede ikke at kunne holde takten, når han klappede (altså at han gled i forhold til taktslagene); men han var glad og synes, at musikken var mega fed. Vi fik igen Mie og Nasi Goreng samt en soto yam (til deling) samt dessert. Vi forsøgte at få dækket vores goreng (stegte nudler eller ris) lyst, inden vi forlod Indonesien. Glade og mætte rullede vi over på den anden side af gaden til vores hotel til en gang 500 og hoppede derefter på hovedet i seng.
Tiden var kommet til den sidste dag på vores jordomrejse – det var godt nok underligt, at det var ved at være slut. Det føltes både kort og alligevel som længe siden, at vi sad i Bacalar. Vi skulle køre mod lufthavnen kl. 16, så vi havde en god dag at slå ihjel. Efter at have pakket taskerne færdige, nappede vi et par timer i solen ved hotellets pool – vi var helt alene, i øvrigt virkede hotellet kun meget let belagt. Herefter tjekkede vi ud og stillede taskerne i lobbyen.
Efter en is i en superlækker isbutik midt i byen måtte vi konstatere, at der var ulideligt varmt i de smalle gade kl. 12:30. Vi tog derfor en lille slentretur ned til stranden, hvor det luftede lidt mere. På vej væk fra stranden passerede vi igen ”massagedamerne”, som Ulla tidligere havde været inde ved. Da Thomas havde ondt i den ene skulder, hoppede han på ½ times massage for at se, om det kunne hjælpe. Kæft hvor tager sådan en lille balinesisk kvinde godt fat – av. Det viste sig efterfølgende, at det faktisk kun gjorde, at skulden blev mere øm…
Sidste måltid i Indonesien – ja gæt engang: Mie og Nasi Goreng ;0). Herefter fandt vi hotellet og vores transport til lufthavnen; vores hjemtur var begyndt.
Vi fløj:
Bali -> Singapore med Singapore Airlines. Super.
Singapore -> Frankfurt med Singapore Airlines. Super – men 13 timer – godt der var gode film. Airbus A380 ;o). Thomas forsøgte med en øl og en stor whisky, inden vi skulle sove – det blev dog ikke til meget søvn alligevel.
Frankfurt -> Billund med Lufthansa. Noget lavere serviceniveau.
I Billund blev vi stoppet i tolden – vores bagage skulle lige gennemlyses. Der var heldigvis ikke noget ansvarspådragende ;o)
Ude i ankomsthallen stod Jonathan med flag og et fint skilt
”Thomas og Ulla
Catfnitz”
Det var så fantastisk igen at kunne kramme sin søn. Rasmus og Louise kom dagen efter, så der fik vi krammetid med dem ;o)
Vi har nu været jorden rundt på 7½ måned – det har været fantastisk, vildt, flot og utroligt. Vi har set fantastiske landskaber og fascinerende dyr og mødt mange super søde mennesker. Vi har kun et råd til alle…
PRØV DET!!!