D. 2. – 10. november – Helt ned i gear på en tropeø.
Næste morgen blev vi hentet kl. 7.00 udenfor hotellet af en meget lille bus. Vi havde fået take-away morgenmad med fra hotellet i form af 4 skiver toast m. syltetøj, lidt frugt og 2 hårdkogte æg. Vi læssede vores bagage op bagi den lille bus, hvor det fyldte ret meget, men det viste sig, at vi faktisk skulle have 3 personer mere med. Men vores chauffør fik alligevel det hele til at være der. Da vi nærmede os Padang Bai, hvor vi skulle sejle fra, fik vi instrukser fra chaufføren om, hvordan vi skulle agere, når vi returnerede til Bali. Vi skulle endelig bare styre direkte mod hans firmas billetudsalg. En masse folk ville utvivlsomt prøve at blide os ind, at bussen enten var kørt eller var aflyst, for at få os til at hyre deres taxa. Vi skulle bare direkte til butikken, så ville vi få nærmere besked der og komme med den rigtige chauffør (som vi i øvrigt havde betalt for). Snart blev vi sat af ved havnen, hvor vi fik besked på at vente, til vi kunne komme om bord. Ulla havde især frygtet sejlturen til Gili. Den er nærmest berygtet for at være virkelig søsygeudløsende, og da vi var her sidst, sad Ulla med en brækpose hele vejen. Så det var med bæven, hun gik om bord på skibet. Det viste sig dog at være fuldstændigt unødvendigt. Der var ikke mange bølger, og vi kom til at sidde lige ved et vindue. Endvidere var skibet langt fra fyldt op, så der var god plads.
Første stop var Gili Trawangan, der går for at være den mest festagtige ø. Her steg næsten alle de unge mennesker af. Næste stop var ”vores” ø – Gili Air. Da vi skulle bo på den modsatte side af øen, end der hvor færgen lagde til, fik vi læsset alt vores bagage op bag i en hestevogn (med en meget lille hest), og så gik det ellers over stok og sten ad de små gader og til sidst grusstier. Vi blev sat af ved et lille sted helt ude ved stranden, der hed Nusa Indah. Kusken fik sine 150.000 IRP, og vi blev budt velkommen af vores meget smilende vært. Først fik vi et glas iste som velkomst, inden vi blev indlogeret i en rigtig fin hytte med en lille veranda. Selv om den lå lidt trukket tilbage, kunne vi stadig se havet. Hytten var superfin, men stranden var noget skuffende. Vandet var utroligt lavt, og vi kunne se bunden flere steder, så det var ikke ligefrem indbydende til en dukkert. Her var også utroligt stille efter Ubuds utrolige leben – der er ikke motoriserede køretøjer på øen kun heste og cykler – dog er elscootere lige så stille ved at snige sig ind. Nå, men vi havde også kun lejet hytten for et par dage, så det skulle nu nok gå. Vi tjekkede tidevandstabellerne og fandt ud af, at det ville rykke sig i vores favør, så mere og mere af formiddag og over middag blev højvandstid. Efter en tur hen langs stranden fandt vi en del super hyggelige restauranter, der havde borde helt nede på stranden, så man sidder og spiser 5-10 m fra vandkanten.
Næste morgen fik vi serveret morgenmaden i en lille overdækket terrasse på vores hotel. Terrassen havde to madrasser og et lavt bord og var placeret på stranden helt nede ved vandet. Vi fik lov til at vælge fra en lille menu, og vores værtsfolk var virkelig søde. Det kneb nogle gange lidt med det engelske, men så kom de bare og spurgte igen. Så var det vist tid til at komme ud og afprøve vores snorkeludstyr. Nu hvor det var blevet højvande, så vandet meget mere indbydende ud. Vi skulle dog heller ikke ret langt ud, før vi blev blæst bagover af flotte syn. Det var ligesom at svømme i et akvarium. Overalt var der mange og flotte fisk. Korallerne var også utrolig flotte med mange forskellige former og farver. Senere fandt vi også ud af, at snorkeltursbådede blandt andet ankrede op lige ud for vores strand som et af deres standard stop for snorkling på de flotteste koraller ;o)
De næste dage gik vi øen rundt – først den ene side og så den anden. Planen var, at vi så kunne finde et sted, hvor vi kunne bo resten af tiden på Gili Air. Men jo længere vi kom rundt, desto mere blev det klart for os, hvor vilde vi var blevet med det sted, vi boede. Så vi gik hjem og fik forlænget vores ophold til en uge i stedet for de to nætter, som vi var startet med. Prisen var i øvrigt rørende 300.000 IRP/nat (150 DKK) for egen hytte og morgenmad. Vi havde købt en billet tilbage til Bali med open return, så kunne vi tage retur, når det passede i forhold til vores hjemrejse til Danmark.
Ellers gik dagene med hygge. Vi startede hver morgen med morgenmad ved stranden serveret af vores utrolig søde værter. En ung fyr var afgjort ny under oplæring, så vi skulle være lidt mere omstændige, når han tog imod ordren – men på en utrolig hyggelig måde. Tidevandet ramte ret perfekt sammen med solen til en gang formiddagssnorkling. Under vores daglige snorkling så vi utrolig mange flotte fisk. Koralerne var i sig selv absolut værd at snorkle på. De var meget flotte og farverige. En dag lykkedes det Thomas at spotte en skildpadde, som han fik svømmet lidt rundt med – desværre var Ulla svømmet i land – vi må forsøge at finde en skildpadde senere til hende. Om eftermiddagen kom der lidt flere skyer, og derfor gik turen nogle dage over øen til den anden side, hvor der var hyggelige handelsgader og lidt mere liv. Det var hyggeligt bare at gå på opdagelse, og alle vi mødte var bare smilende og søde. Vi var så heldige, at der lå en del små hyggelige restauranter lige rundt om vores hotel. Ovenikøbet en del med happy hour. Det var så dejligt efter en gåtur langs stranden, bare at slå sig ned i en strandsækkestol med en kølig drink og en kold øl. Vi bor heldigvis på den rigtige side til nogle ret flotte solnedgange. Efter at have betragtet den vildeste himmel kunne vi slentre lidt til den ene eller anden side for at finde vores aftensmadssted. Selvom der absolut ikke var travlt (der var faktisk meget stille) på restauranterne, var der ingen sure miner, når vi valgte at gå forbi til et andet sted. Alle ønskede os bare en god aften med et stort smil. Nogle dage trak skyerne sig meget sammen i løbet af eftermiddagen og hen under aften – men vi fik stort set ingen regn. Til gengæld blev himlen hen over Bali oplyst af flotte lyn med efterfølgende fjern buldren. En aften kom lynene dog rimeligt tæt på med meget høje brag, så vi udvekslede lidt bekymrede blikke med de andre gæster på restauranten, hvor vi alle havde slået os ned ved vandkanten. Personalet virkede dog rimelig upåvirkede – og der kom da heller ikke en dråbe regn.
En dag synes børnehavepædagogen, at vi skulle ”på tur”, ingeniøren var med på en lille ekskursion, og så var planlægningen ligesom på plads. Vi gik over øen (20 minutter) til færgeterminalen, hvor vi tog den offentlige båd, som går mellem de tre Gili øer. Vores mål var Gili Meno – som vi kunne kikke direkte over på fra vores strand/hotel. Der er to afgange pr. dag – for os passede med ud kl. 8.30 og hjem kl. 16.20. Turen fra Gili Air til Gili Meno tager 15 minutter og koster 40.000 IPR/person/vej. Gili Meno skulle være den af de tre øer, som har de flotteste strande – men også den ø, hvor der sker absolut mindst (og er mindst udviklet i forhold til turisme). Vi begyndte med at gå øen rundt. Der er absolut mindre turistvirksomhed end på Gili Air. Endvidere virker det som om Gili Meno er væsentlig hårdere ramt af Corona end Air. Der er virkelig mange tidligere hoteller, som står øde og forfaldne hen. Der blev dog hamret og banket mange steder, så mon ikke de nok skal komme efter det.
Gili Meno havde virkelig flotte strande. Det er også på denne ø, at skildpadde-garantien skulle være størst. På den østlige side af øen ligger Gili Meno Turtle Sanctuary. Først lykkedes det os at gå forbi stedet, hvilket giver et praj om størrelsen. Vi fik vendt fusserne og fundet skildpadde ”bevarings” stedet. Det viste sig at være et temmelig sølle sted, hvor der var fire lavt vandede bassiner på 3×3 meter, hvori der svømmede en mindre mænge små skildpadder. Vi formoder, at de bliver udsat i havet herfra. Det er ikke til at vide, om der netop er udsat skildpadder, så vi så ”lavsæsonen”, eller om der er et større setup længere inde på øen? Det, der umiddelbart er offentligt tilgængeligt, var hverken dyrevelfærds eller besøgsmæssigt noget at råbe høje hurra for. Never mind, så måtte vi jo bare ud for at finde skildpadderne i deres naturlige habitat. Der er to steder på nordkysten, hvor der skulle være særlig gode muligheder for at se skildpadder. Vi stoppede op ved den ene lokalitet og slog os ned på en strand restaurant, hvor vi i øvrigt fik en fantastisk pizza. Der var flot dykning på koralrevet – men vi spottede ikke nogen skildpadde. Den anden lokalitet har vi i baghånden og kommer tilbage til senere.
Vi havde lidt fået den ide, at vi gerne ville have et par dage på Meno, inden vi tog væk fra Gili øerne – så vores tur rundt på øen brugte vi også på at se, om vi kunne spotte et godt sted at bo for nogle overnatninger. Det måtte gerne være lidt mere lux end Nusa Indah – men beliggenheden gerne i samme særklasse. F.eks. kunne en pool være fantastisk. På vores vej rundt kom vi til den fineste hvide strand og et super lækkert bungalow hotel med ikke én men to pools. Her fik vi en kop kaffe/juice og så stedet lidt an. Vi fik manageren til at vise os rundt og åbne en hytte for os, så vi kunne se dem – noget der i øvrigt klart kan anbefales, hvis man er på en lokalitet og skal finde et nyt hotel; og hotellerne vil jo gerne vise sig frem ;o) Vi fik booket 3 overnatninger på Le Pirate.
Med et par ekstra dage på Nusa Indah, tre nætter på Gili Meno manglede vi bare tre overnatninger i Sanur på Bali, før vi flyver hjem til Danmark – det bliver dejligt at kramme børn og familie, men også lidt underligt, at turen nærmer sig sin afslutning. Med intens søgning på nettet fik vi udvalgt og booket et hotel i Sanur. Vi ved således nu, hvor vi skal bo indtil vi flyver hjem.
Tidevandet var virkelig med os, så vi fik taget nogle virkelig flotte snorkelture mens vi boede på Nusa Indah. Den sidste dag havde ebbe dog været så lavt, at selvom det var blevet mere højvande, var vandet virkelig varmt langt ude. Det gjorde, at mange af fiskene var trukket længere ude i det køligere vand. Til gengæld så vi en skildpadde – begge to. Og det var endda en meget stor en af slagsen. Den var dog ikke videre interesseret i at svømme, hvor vi var, men vi nåede dog også at se, at den var oppe i vandoverfladen efter luft – de er nu bare nuttede dyr.
Vi havde nu boet godt en uge i vores hyggelige hytte. Det var sjovt at se, hvordan vi blev genkendt, når vi gik langs stranden – ”Nice, you are still here”. Det vidner nok også om, at turiststrømmen for tiden er noget begrænset på denne fantastiske ø. Mange af vores nabo-restauranter var enten helt tomme eller med et eller to besatte borde men stadig med 3 – 4 tjenere. Vi har i hvert faldt gjort vores ved at besøge dem alle sammen enter til en cocktail eller middag 😊