D. 26. oktober – 1. november – Templer, rismarker og vandfald.
Efter 3 fine nætter på Bali Cottage lidt uden for Ubud havde vi fundet et nyt hotel inde i byen. Efter morgenmaden fik vi derfor pakket alt vores habengut sammen og flyttede ind til vores nye hotel Nick´s Hidden Cottage. Dette hotel ligger perfekt et stenkast uden for larmen i Ubud centrum, men med udsigt til skov i en kløft og stadig kun 10 minutters gang fra det allermest centrale Ubud.
Vi fik opbevaret vores bagage i receptionen, indtil vores værelse var klar til indflytning og kastede os ud i rismarkerne tæt på Ubud. Der er et par flotte vandre ruter med udgangspunkt i Ubud og ud i risterrasser tæt på byen. Vi tog den mindste af turene og gemte den lidt længere til lidt senere. Det er flot og specielt at gå ude i rismarkerne og mærke lidt af bondekulturen på Bali.
Herefter blev der powershoppet i nogle af de ting, vi gerne ville have med hjem (tøj, pynte dimser mm). Efter at have købt ind, tog vi retur til hotellet og blev installeret på vores værelse. Vi havde en dejlig pool lige udenfor værelset, som vi fik dyppet vores varme kroppe ned i – skønt med mulighed for afkøling.
Vores indkøbs- og madlavningsvaner blev fuldstændig vent om, efter vi forlod Australien. Fra at vi selv stod for stort set alle måltider i Australien, blev alle måltider spist ude på Bali. Det er super billigt at spise ude på Bali, og det smager fantastisk – selv de mest basale retter Mia Goreng og Nusa Goreng (stegte henholdsvis nudler og ris med kylling) er lækre og kan fås for 15-25 kr. De er perfekte som frokost retter – så kan man undersøge resten af menukortet til aften.
Næste dag ville vi gerne op for at se nogle berømte risterasser nord for Ubud. Egentlig ville vi bare ud på vores vej og finde en billig taxi op til terrasserne og så finde en ny taxi, når vi skulle hjem. Lige udenfor vores hotel stødte vi dog ind i en chauffør, som ville køre os op til risterasserne og et par andre lokaliteter for 250.000 rupiah (125 kr.) – i alt en tur på ca. 4 timer. Vi takkede ja, hoppede ind i bilen og drønede afsted. Nu er drøne måske ikke lige det rigtige ord. Vejene på Bali er meget smalle, og der er voldsom meget trafik. Det betyder, at det går virkelig rask afsted, hvis speedometeret når 60 km/h. Oftest køre man 20-30 km/h – så kan alle nå at stoppe, hvis der pludselig er kø foran.
Vi kom op til vores bestemmelsessted – Tegallalang risterrasser. Et virkelig flot område, hvor man kan vandre rundt i stejle terrasser med rismarker over alt, men også meget turistet, da det er virkelig tæt på Ubud. Vi kastede os ned og op ad skråningerne; det må virkelig kræve god kondition at være balinesisk risbonde ;o) Det var virkelig et flot og fantastisk område. Da vi havde gennemtrasket rismarkerne, skulle Ulla prøve stedets swing – en mega høj gynge, hvor man gynger langt ud over en klippeskråning og ud over rismarkerne. Ulla nød suget i maven i fulde drag, mens Thomas´ højdeskræk tilsagde, at han nøjes med at være fotograf.
Efter rismarkerne stoppede vi ved et kafferisteri/plantage. Her viste en kvinde os rundt og fortalte om, hvordan de dyrkede og producerede kaffe og urtete fra blomster. Til sidst var der smagning af fem typer kaffe (bl.a. avokado, vanilje og ingefær) og fem typer te (bl.a. mango, lemon gras og spicy). Som noget særligt producerede stedet også luwak kaffe, som udmærker sig ved at en luwak (et desmerdyr) spiser kaffebønnerne og skider dem ud igen. Luwak poo bliver så indsamlet, og der bliver produceret kaffe af bønnerne. Formålet for dyret er, at de har et enzym i maven, som tager koffeinen ud af bønnerne. Luwak kaffe er verdens dyreste, den produceres kun på Bali og Sumatra og koster 2.600 kr. pr. kg. Mod betaling kunne denne kaffe prøvesmages – ja tak. Det smagte af … kaffe. Men sjovt at have smagt det.
På vej retur til byen blev det til flere stop langs vejen, hvor der var mange gode og spændende forretninger. Blandt andet fandt vi en gave til Jonathan, som han skal have, når vi kommer hjem – gad vide hvad det er?
Vi sluttede dagen af med at aftale med vores chauffør, at vi tog afsted igen to dage senere til vandfald og tempel. Det gav os en dag i Ubud inden næste udflugt.
På dagen i Ubud ville vi en tur ud i rismarkerne, som vi havde taget, sidst vi var på Bali. Turen begynder ved et tempel. Det var dette tempel, som optoget den forrige aften havde haft som mål. Der var i disse dage en helligholdelse af netop dette tempel, så da vi gik forbi templet, var der masser af aktivitet derinde. Vi fik fundet vores saronger frem fra rygsækken (man har vel altid udstyr til et tempelbesøg med i oppakningen) og kom indenfor i templet. Det er fascinerende at se en messe for hinduister, hvor de deltagende kommer med offergaver, som de placerer på ”alteret”, før de får en kort messe og bliver renset i et vievand ritual. Det blev også til mange gode fotos, før vi vandrede videre ud af byen. Turen går på en bjergkam mellem to dale. Sidst vi gik her (for 8 år siden) gik man stort set direkte fra templet og ud i rismarkerne. Nu var der bygget huse langs ruten, som også var gået fra at være en smal grussti til en lidt brede flisebelagt mini-vej. Never mind det var en hyggelig tur. Et pænt stykke ude af ruten kom vi til et lille hus, hvor der endnu sad en ældre mand og malede træ æg. Han var der også for 8 år siden – faktisk har vi et af hans æg stående hjemme i stuen. Vi hilste pænt på og fortalte, at vi var rigtig glade for vores souvenir fra sidst. Vi fik en øl og en drink på en restaurant i rismarkerne og vendte snuden hjemad. Tilbage i Ubud fik vi shoppet de sidste ting, som vi gerne ville have med til DK. Til aften fandt vi endnu en god restaurant. Det er ufatteligt, så godt man spiser på Bali. Der er dog en enkelt lille detalje. Langt de fleste restauranter mener, at balinesisk beroligende ”yoga-musik” er det helt rigtige at spise til. Personligt må vi nok konstatere, at vi er væsentlig mere til Fijis playlister end Bali pling-plang musik.
Næste morgen var vi ”tidligt” oppe til morgenmad klokken 7.30, da vi havde en aftale med vores chauffør klokken otte. Vi stod klar ude ved vejen, men klokken blev både kvart og tyve minutter over otte. Der holdt en anden taxamand derude. Han meldte sig klar til at tage over, hvis vores bookede taxamand skulle udeblive. Han spurgte os, hvor vi skulle hen, og vi fortalte ham planen, og at vi havde lavet en aftale om 350.000 rupiah (det var i virkeligheden 500.000 rupiah, men det er godt at have et godt forhandlingsudgangspunkt, hvis vi blev brændt af). Han nåede lige at sige, at han ville gøre det for 400.000 rupiah, da vores chauffør svingede ind. Han beklagende meget, men han skulle til en religiøs ceremoni, så hans onkel ville køre os i stedet. Onklen var ham, vi lige havde forhandlet med, så vi kom afsted for 400.000 rupiah. Vi aftalte, at vi skulle se 3 vandfald samt et vandtempel.
Det første vandfald var Tegenungan. Vores virkelig søde chauffør sagde, at vi endelig skulle tage badetøj med ned til vandfaldet, da vi kunne bade dernede. Så gik turen ellers ned ad en masse trapper mod vandfaldet. På vejen var der forskellige små plateauer, hvorfra vi kunne se det flotte fald. Der var også hjerter og cirkler lavet i noget, der lignede pileflet, som man kunne sidde i, mens man blev fotograferet foran vandfaldet. Meget på Balis turistattraktioner er lavet med tanke på Instagram. Der lå et ret flot hotel lige ved vandfaldet fod, der med et stort skilt bekendtgjorde, at de skulle modtage gæster ved det kommende G20-topmøde. Det var også et ret blæret sted at bo. Endelig nåede vi til trappernes sidste trin. Det viste sig dog at der var lukket for badning, da vi kom, så man kunne kun bade i et lille bassin lidt væk fra vandfaldet. Lidt senere fik livredderen spærret af lige der, hvor vandfaldet faldt, så badningen åbnede op, men vi besluttede at vente til næste vandfald. Til gengæld fik vi taget nogle flotte billeder. Lige ved bredden sad en gammel kone omgivet af alle mulige skilte, man kunne låne mod en donation på 5 kroner. Så kunne du tage et billede foran vandfaldet med et skilt, hvor der for eksempel stod ”Happy birthday”, ”Will you marry me ?” eller ”I quit !!”. Turen tilbage til bilen gik jo i sagens natur op af alle de trin, vi var gået nedad. Balineserne er ikke bange for at lave ret høje trin, så vi havde absolut varmen, da vi satte os ind i den dejligt a/c-afkølede bil. Næste vandfald på turen var Kanto Lampo Waterfall. Atter gik turen til vandfaldet ned af en masse trapper. Forenden af trappen stod en masse unge fyre, som vi først senere fandt ud af, hvad kunne. Vi gik efter omklædningskiltet og endte i en gammel lille bygning, der var opdelt i en lille herre og dameafdeling med et enkelt forhæng for. De fleste andre gik længere op på nogle toiletter og skiftede, men da der ikke var andre ved huset, brugte vi det. Da vi kom tilbage til vandfaldet, viste det sig, at det var godt vi var i badetøj, for man skulle faktisk ud i vandet for at kunne se vandfaldet ordentligt. Vi fandt også ud af de unge fyres funktion. De kunne simpelthen lejes som instagramfotograf. Ikke nok med at de tog billedet, de guidede også i, hvordan man skulle stå eller ligge i vandfaldet for at få det bedste billede. Vi klarede da vores fotografering selv – måske var vi også lidt over aldersgrænsen for, hvor man smider sig på ryggen, mens vandet rammer ens hår på den rigtige måde. Det var lidt fascinerende men også lidt skræmmende at se, hvordan det er blevet meget vigtigere at få taget det rigtige billede, end egentlig at se vandfaldet. Vandfaldet var i øvrigt enormt flot. Det var meget bredt og ramte en masse klipper på vejen ned. Forneden var der en lillebitte sø, hvor vi kunne bade, hvis vi bare passede på ikke at svømme ind i alle fotograferne 😉 Derpå gik turen videre til dagens sidste vandfald: Tibumana Waterfall. Turen ned til dette vandfald var utrolig flot, da vi skulle krydse nogle vandløb via bambus-hængebroer. Dette var nok det mest lige vandfald, vi nogensinde har set. Vandet faldt utrolig ens ned, som over en helt lige kant. Her var ikke ret mange mennesker, så vi fik endelig badet ordentligt. En mand sad med et lille flag inde på bredden og viftede hver gang, nogen kom for tæt på vandfaldet, men da der ikke var så mange gæster, havde vi masser af badeplads. Det var dejligt at bade bare omgivet af skov og klipper. På en kæmpesten stod der en kæmpe blomsteropsætning med hvide roser, der lignede bordpynt til et større bryllup. Det var dog blot en offergave, men det så lidt vildt ud i alt naturen. På vejen tilbage valgte vi at gå endnu længere ned til et sted, hvor vandfaldsvandet løb videre ned over en masse klippesten. Her lå også et lille tempel med fine statuer. Da vi så skulle op til bilen igen, stod vi så pludselig forenden af uendelig mange trapper, hvilket fik Thomas til at udbryde, at turen op til Montmartre var det rene vand i forhold til dette her. Vi nåede da begge op til vores ventende chauffør – at Ulla så var ved at stige ind i den forkerte bil, er der jo ingen grund til at nævne (men vores chauffør syntes, det var vildt morsomt).
Vi aftalte, at han ville finde et godt spisested til os, inden vandtemplet. Han kendte et godt sted lige ved siden af templet, så vi var der lige om lidt. Det kom så ikke helt til at holde, for da vi ifølge Googles Maps næsten var ved templet, mødte vi et skilt, der bekendtgjorde, at vejen var spærret. Vores chauffør talte med et par mænd, der åbenbart fortalte, at den eneste vej til templet var helt ned omkring Ubud, og så nordpå igen. ”It’s broken in the road”, forklarede han med en beklagende mine, inden han vendte vognen, så vi kom sydpå igen. Naturligvis var det træls for vores chauffør, at han skulle køre en omvej, men bagi vognen nød vi, at vi fik set endnu mere af det skønne Bali. Vi kom forbi flotte rismarker og igennem noget der mindede om regnskov, inden vi holdt ind ved en lille hyggelig restaurant, der lå lige bag ved templet. Her fik vi plads på nogle puder ved et lille lavt bord og nød en lækker frokost. Så gik det mod vandtemplet. Vi havde selv medbragt saronger, som vores chauffør insisterede på at binde, så de sad på den korrekte måde. Han havde også sagt, at vi endelig måtte tage en svømmetur inde i templet. Det afstod vi dog fra, da det viste sig at være en rituel handling, som man skulle være inde i, inden man begav sig hen til en af de små ”vandhaner” med vand fra den hellige kilde. Men som altid var det spændende at se, andre foretage de hellige handlinger. Tre er åbenbart et vigtigt tal i hinduismen, da alt blev gentaget 3 gange. Templet var flot og stort med en stor indmuret sø i midten, hvor man kunne se vandet fra den hellige kilde boble op. En anden stor sø var helt fyldt op med kæmpekarper, der kæmpede om det foder, gæsterne kastede ned til dem. Vi gik stille rundt og fik set en masse spændende ting og taget utrolig mange billeder. Til sidst blev vi enige om, at nu skulle vi vist bare ud til vores chauffør igen. Det viste sig at være lettere sagt end gjort. For at komme ud skulle vi nemlig igennem en længere handelsgade. Hvis vi havde syntes, at handlerne i Ubud var anmassende, var det intet imod disse damer. De blev simpelthen aggressive, når vi ikke ville købe deres ting. Enkelte begyndte endog at skælde os ud, fordi vi ikke ville gå ind i deres butik. At svine folk til, inden de overvejer at købe, er helt sikkert et vinderkneb, der giver flere kunder! Vi fandt dog en ting til Rasmus, som vi simpelthen måtte købe der 😊? ??😊 Vi slap heldigvis levende ud, og blev kørt sikkert hjem til vores hotel.
Næste morgen besluttede vi efter morgenmaden, at vi ville gå rundt i Ubud hver for sig. Det var helt sjovt, da vi næsten ikke har været væk fra hinanden på vores tur. Det var hyggeligt bare at slentre rundt alene. Ulla var dog glad for sin Google Maps, da Ubud kræver et rimelig stærkt navigeringsgen – noget Ulla ikke har meget af. Til gengæld var det lidt sjovt at opdage, at man ikke bliver presset så meget til at købe ting, når man går rundt alene. Til gengæld er det nemmere at få prisen pruttet langt ned.
Da vi havde fundet hinanden igen, fik vi bestilt transport og færgebilletter til Gili. Det viste sig at være væsentlig billigere at købe gennem de lokale turistinformationer, som findes overalt, end direkte på færgeselskabernes hjemmeside. Da vi spurgte om prisen, var svaret nogenlunde sådan her: ”Det koster 600.000 rupiah/person pr. vej … [tavshed] … men jeg kan gøre det for 300.000 rupiah/person pr. vej”. Fint med os ;o) Efter lidt søgning på nettet fandt vi også det hotel, som vi begynder med at bo på, når vi kommer til Gili Air – vi bookede to nætter, så må vi se, hvad der byder sig derfra.
Vores sidste dag i Ubud bruget vi formiddagen ved poolen, indtil vi var ved at blive smeltet af solen. Eftermiddagen blev brugt på at finde de sidste par ting, som vi gerne ville have med hjem. Før vi gik ud for at spise, pakkede vi vores bagage. Det var med spænding, at alt vores pik-pak og nye indkøb skulle pakkes sammen. Dette var ligesom generalprøven på, om vi kan have det hele på hjemturen. Desværre havde hotellet ikke en vægt, så vi ved ikke, om rygsækkene vejer for meget (de er i hvert tilfælde tunge), men det lykkedes at pakke sammen i én rygsæk og én håndbagage pr. person, så det skal nok gå. Således lettede genbesøgte vi Casa Luna, en restaurant som varmt kan anbefales, hvis man kommer til Ubud.