D. 23. – 25. oktober – gensyn med Ubud.
Efter en flyvetur med en fantastisk flot solnedgang landede vi på Bali. Vi var så heldige, at vi havde fået pladser helt forrest i maskinen, hvilket jo naturligt betød, at vi var nogle af de første, der kom fra borde. Vi vidste fra sidste gang, at turen gennem diverse kontroller godt kunne tage tid, så vi fortrængte alt der hed tissetrang og lignende og styrede direkte mod det første checkpoint. Her blev vores Corona vacciner tjekket. De papirer har fulgt os hele turen rundt, så det gik rimeligt smertefrit. Næste post var visa-udstedelsesdisken. Hvor det sidst kom bag på os, at man skulle erlægge kontant betaling for visum, var vi denne gang noget bedre forberedt med lige penge i amerikanske dollars. Damen bag disken så venligt på os og efter utrolig kort tid, var vi i besiddelse af to fine visa. Videre gik det i rask trav til indrejsekontrollen – vi var stadig godt med kø-mæssigt, så køen foran os var ikke så lang. Til gengæld var proceduren noget langsommelig, så vi priste og lykkelige for ikke at komme som de sidste i den efterhånden noget lange kø efter os. En fyr lavede lige tricket med at gå udenom køen og hen til skranken for at høre, hvor han skulle til henne. Paskontrolløren pegede bag ham på den uendelig lange kø bag den gule streg. Fyren så meget slukøret ud, hvilket gjorde at kvinden, der stod forrest i køen blev blød i knæene og sagde, at han kunne smutte ind bag hende. Selv i 2. klasse ved man, at baglommer er noget af det mest uretfærdige, da det jo ikke går ud over en selv. I det samme blev to kontrollører ledige, så fyren skyndte sig frem, inden køen begyndte at brokke sig. Vupti, var han igennem og havde ovenikøbet slubbet for en timelang kø. Man kunne godt fristes til at tro, at han ikke var helt nybegynder på det felt. Nå, men vi kom også rimeligt hurtigt igennem. Så kom kontrol af indrejsetilladelser. Her var der vild forvirring. Folk stod i grupper og små køer og prøvede at finde ud af, hvad man skulle gøre for at komme videre. Der var skilte med QR-koden til udfyldelse af et skema, men forvirringen herskede totalt. Thomas havde heldigvis været forudseende og havde udfyldt nogle papirer på nettet i forvejen, så da vi lige fik fundet ud af, at det var dem, vi skulle bruge her, gik vi lige udenom den forvirrede gruppe, igennem en QR-scanning af vores svar fra nettet og videre frem mod bagageudleveringen. Lige bortset fra at vores bagage kom på et andet bånd end det annoncerede, fik vi hurtigt spottet vores to rygsæksposer og smidt dem op på en bagagevogn. Nu skulle vi bare ud. I tolden stod en dame og hev skumle folk til side til ekstra tjek. Vi har nok set så glade ud over, at vi var kommet igennem alt tjek, så hun viftede os bare videre. Endelig kunne vi forlade lufthavnen, og nu skulle vi så lige finde vores chauffør, der forhåbentlig stod med vores navn på et skilt lige udenfor. Vi blev mødt af en hel skilteskov, og pludselig fik vi spottet et Chemnitz helt over bagved. Fyren med skiltet sprang op, da han så, at navnet blev genkendt. Han var vældig glad, for han havde lige forberedt sig på, at han nok skulle vente et par timer på os. Hurtigt fik han hentet sin bil, og snart var vi på vej mod vores værelse i Ubud.
Chaufføren talte vældigt godt engelsk, så vi fik mange spændende ting at vide om Bali på turen. Vi stoppede et stykke udenfor Ubud, hvor vi skulle gå på en mørk smal sti, hvor vi så vidt, vi kunne se, gik med vand på begge sider, for at komme frem til vores hotel. Det viste sig, at der ventede os vores eget lille hus med en dobbeltseng og EGET BADEVÆRELSE😊😊. Vi fik lige pakket det vigtigste ud, inden vi faldt i søvn i en dejlig bred seng.
Næste morgen kiggede vi ud ad vores dør på den fineste lille swimmingpool omgivet af en overvældende frodighed. Vi gik på stenfliser lagt spredt i græsset over til morgenmadsområdet på den anden side af poolen. Det var en lille overdækket terrasse med 5 borde. Det var dejligt bare at kunne sætte sig hen til et morgenmadsbord og lade sig opvarte. Vi kunne vælge mellem æg tilberedt på 4 forskellige måder, frugt og te/kaffe. Foreløbig var vi kun os, men de to i køkkenet var vældig optaget af at tilberede maden. Men et dansk effektiviseringssyn ville en leankonsulent hurtigt kunne påpege en del indsatsområder, men Bali har lidt ligesom Fiji deres egen tid. ”Vi når nok det hele”. Efter morgenmaden besluttede vi at gå de knap 3 kilometer ind til Ubud centrum, men først skulle vi lige forhøre os om simkort. Thomas spurgte en af fyrene på stedet, og han kendte da lige en, der kunne give os et godt tilbud. Vi skulle bare lige vente lidt. Ganske rigtigt – efter en opringning og lidt tid troppede en fyr op ved hytten med simkort, som han hurtigt installerede. ”Genstart om en halv time, så virker den!”, og så var han afsted igen. Vi gik igen ad den smalle sti op til vejen. Det viste sig i dagslyset, at den ikke var så smal, som det virkede til aftenen før. Til gengæld kunne vi tydeligere se, at der var vand på begge sider. Utilplantede rismarker lå på hver side af stien. Det virkede knap så romantisk, som de billeder man ser af lysegrønne ris-terrasser, men de er jo naturligvis nødt til at høste en gang imellem😉
Vandreturen til byen gik langs vejen, der var godt fyldt af scootere og biler. Heldigvis er der ingen på Bali, der kører ret hurtigt. Måske hænger det sammen med, at de fleste kører rundt i nogle ret store biler – og tydeligvis holder dem flot. Så selvom der ikke var meget plads, føltes det okay at gå der. Ulempen var så lige, at der lå en kløft mellem os og byen, så turen gik noget op og ned. Pludselig stod vi ved den store statue af Dewa Indra inde i Ubud. Her var en hektisk følelse af kaos med smalle gader med store biler og VILDT mange scootere. Begge sider af vejen var fyldt med farvestrålende småbutikker, hvor indehaverne hele tiden falbød deres varer og forsøgte at lokke en ind i butikkens 8 m2. Det var noget at et skift efter det rimeligt øde WA. Det var vist godt, at vi lige havde haft et par dage i Perth som en behagelig overgang. Men efter lidt tid gik byens stemning og nerve helt ind i sjælen på en, og vi sugede den skønne by til os. Vi fandt en hæveautomat, så vi kunne få lokal valuta. Det er lidt sjovt at gå ind i en automat og hæve 3.000.000 rupiah (10.000 rupiah = 5 DKK). Nu med penge på lommen gik vi mod Ubuds berømte marked. Efter at vi havde vandret et stykke, tjekket google maps, kigget rundt og tjekket google maps igen, måtte vi konstatere, at Ubud marked nu var en kæmpestor byggeplads. Vi fandt senere ud af, at markedet blev helt jævnet med jorden i marts, for at give plads til en ny markedsbygning. Boderne er der dog stadigvæk – nu flyttet hen til nogle smalle gader lige i nærheden. Stemningen er der heller ikke noget i vejen med. I alle de små farvestrålende boder med sarong og bukser i alle mulige mønstre og farver, kommer ejerne straks farende, hvis bare du kigger mere en 2 sekunder på en af deres varer. ”Come inside, madame, and have a look”. Når vi spurgte til en pris, kom den hver gang med en bemærkning om, at prisen absolut var til forhandling. Det var vildt hyggeligt at gå rundt i de små gader og se på de stort set samme varer i alle butikkerne. Det gjorde jo også ens forhandlings-udgangspunkt ret godt, da vi vidste, at vi kunne finde de samme par bukser et par meter længere hen ad gaden. Efter noget tid blev vi også ret skrappe til at prutte priserne ned. Vores forhandlings-taktik blev ret simpel; hør hvad de mener prisen er, byd pænt langt under gerne 1/3 eller lignende. Stå fast også selv om deres syge mand og sultne børn ikke kan modstå livet med så lav en pris. Gå når de ikke vil være med. Herefter er scenariet i 90% af tilfældene, at du bliver råbt tilbage og får varen til din pris ;o)
Efterhånden begyndte sorte skyer dog at trække sig sammen over vores hoveder. På Bali begynder regntiden i oktober/november, så vejret er så omskifteligt, at alle bare tager det, som det kommer. Men nu kom regnen altså. Overalt var der som med et trylleslag dukket et utal af sælgere op med regnslag og paraplyer – hvor havde de gemt sig indtil nu??? Med erfaringen fra sidst vi var på Bali, havde vi dog vores regnslag med i tasken. Da vi var pakket godt ind, begyndte vi vores tur hjemad. Med regnen var alle mændene med taxiskiltene, der ellers stod på alle gadehjørner, pist forsvundet, og de, der var tilbage, havde en fast dobbelt pris. Trods regnen var det dejligt lunt, så vi besluttede os for at gå hjem. Turen hjem gik rimeligt hurtigt. Det er sjovt, som en gåtur pludselig virker meget kortere, fordi du nu kender den.
Vi havde lidt af en udfordring med hensyn til aftensmaden, da personalet, hvor vi boede, gik hjem sidst på eftermiddagen og kun efterlod et akuttelefonnummer. Vi boede så langt udenfor byen, at restauranterne glimrer ved deres fravær. Til alt held var der en lille Warung (en lille restaurant) ude på vejen lige ved stien ned til vores hotel. De havde åbent helt til klokken otte, så vi smuttede hjem i et dejligt varmt bad, fik noget tørt tøj på, og så begav vi os tilbage på stien. Samtidig var det ovenikøbet holdt op med at regne, så alt var godt.
Næste morgen gik vi atter ind til byen, dog med en aftale om, at vi ville tage en taxa, når vi skulle hjem. Igen startede dagen med sol. På vejen ind til byen var der pludselig en, der råbte ”Ulla!”. Det var vores ”mobilmand”, der sad sammen med nogle andre. Han skulle lige høre om telefonen virkede, så han fik et smil og en tumbs up tilbage.
Vi havde dagen før fået at vide, at der ville være et stort ceremonioptog gennem Ubud denne dag klokken 17, så dagen lå åben indtil da. Vi besluttede at besøge Ubuds berømte Monkey Forest. Vi besøgte den ikke sidste gang, da der var utrolig mange aber uden for ”skoven”, så der var ikke den store grundt til at gå indenfor. Først fik vi os dog lige en hyggelig frokost lige udenfor. Abeskoven er lavet i et gammelt tempel, hvilket giver en helt speciel stemning. Her løber alle aberne frit rundt mellem de besøgende. Der står dog en del ”regelskilte” rundt omkring, hvor der blandt andet står, at man ikke må kigge en abe direkte i øjnene, da det kan provokere aberne. Det gælder åbenbart ikke den anden vej, så man skulle tage sig lidt i agt for ikke at kigge direkte tilbage. På vejen ud igen fik vi taget et abe-selfie; en sjov lille ting, der foregår helt på abernes præmisser. En dyrepasser lokker en abe hen med lidt mad. Her fik Thomas lidt majsguf i hånden, så aben sprang op på hans skød. Så holder dyrepasseren mobilen og tager et billede, mens aben rækker ud efter mere mad. Vores abe sad åbenbart godt og veltilfreds, for mens den spiste majs, tissede den også lige på Thomas’ bukser – men billederne blev fine og sjove.
Da vi kom ud af skoven, var skyerne igen begyndt at trække sig sammen. Da de første tunge dråber faldt, skyndte vi os hen til en hyggelig restaurant og bestilte et par kopper varm te. Regnen blev mere og mere kraftig, og rundt omkring os dækkede servitricerne udendørsbordene til med presenninger. Efter yderligere et par kopper te, var regnen stilnet af, så vi begav os hen til det store tempel for at finde ud af, hvor vi kunne se optoget. Her var der intet, der tydede på et forestående optog; til gengæld begyndte det at styrtregne igen. Så vi krøb i ly under et af tempelhusenes tage sammen med en masse andre våde både balinesere og turister. Efter noget ventetid var klokken blevet 17.30, og der var stadig ikke tegn på noget optog. Vi valgte derfor at søge til en restaurant, som skulle servere god mad. Det var virkelig udsøgt mad – midt under måltidet kunne vi høre støj ude fra gaden. Pludselig stod alle de spisende gæster ude foran restauranten – optoget var kommet i gang og ”rullede” gennem gaden i øs-plask-regnvejr, men flot var det. Efter maden forsøgte vi at fine en taxi. Det var lidt vanskeligere end forventet – måske gider chaufførerne ikke stå ude i regnen for at sjakre kunder? Til sidst lykkedes det dog. Vi formåede dog ikke rigtig at få handlet prisen ned – regnvejr var ikke rigtig på vores side rent forhandlingsmæssigt ;o)