D. 18. – 23. oktober – En dejlig afslutning.
Vi havde en lille uge i Fremantle/Perth, inden turen gik videre til Bali. Indtil den 22. havde vi stadig Hiacen, så vi var mobile. Vi havde booket plads på campingpladsen i Fremantle og brugte dette som base.
Mette Frederiksen havde været så fræk at udskrive folketingsvalg den 1. november – altså mens vi stadig er afsted på rejsen. Det måtte vi jo arbejde med. Ulla havde fået en aftale med Henning på det Danske konsulat, så vi kunne brevstemme den 18. oktober. Vi stod op og kørte ”over på den anden side” af Perth til det danske konsulat. Det viste sig at være konsul Hennings private hus – men med et flot konsulat skilt stillet ud foran hoveddøren, når der kom ”gæster”. Ulla kom til at stemme i baren – for første og nok også sidste gang nogensinde. Thomas fik glæden af at stemme på terrassen.
Efter at have stemt drog vi til Trigg Beach, som konsul Henning havde anbefalet, som den bedste strand i nærheden. Det blev en skøn eftermiddag på stranden i solen og varmen.
Stranddagen ved Trigg Beach havde været så god, at vi blev nødt til at gentage succesen dagen efter. Vi valgte dog en nærtliggende strand – Fremantle syd. I stedet for at gå derhen, valgte vi at trille hen til parkeringspladsen med Hiacen. Vi er blevet så meget camping gubber, at ved at tage bilen med kommer alle bekvemmeligheder som stole, parasol ol også med. Desværre var parkeringspladsen prop-fuld. Det var første dag med sådan rigtig sommer i Perth og omegn (30 grader og skyfrit). Øv da også, det lignede en tur tilbage til campingpladsen og så en gåtur hen til stranden. På vej ud af parkeringspladsen skimtede vi en anden parkeringsplads lidt længere fremme – den prøvede vi lige. Vupti her var hele 5 frie pladser at vælge imellem. Og som en bonus var der ikke tidsbegrænsning – det var der på den første plads. Forskellen på de to pladser var, om man gik ned på stranden i den nordlige eller sydlige ende. Det var en dejlig dag på stranden, men til sidst måtte vi sande, at vores kroppe ikke kunne tage mere sol.
Nu har vi jo ikke set mange dyr på vores vej ;o) Derfor tog vi en dag i Perth Zoo. Vi kørte ind midt i Perth (hvor zoo ligger) og svingede ind på en parkeringsplads, hvor vi straks fik en plads. Til Thomas´ forbavselse havde vi parkeret ca. 50 m fra havens indgang – det kan være svært at nå at få alle detaljer med, når der skal styres rundt i en storby i den forkerte side af vejen. Vi har længe forsøgt at forklare australierne, at vi i Europa kører i right – altså i den rigtige side af vejen.
I Perth zoo var der gensyn med mange af de dyr, som vi har set vildt på vores tur ned gennem Australien. Det var virkelig hyggeligt. Haven har flotte anlæg med relativt få dyr i hvert anlæg. På den måde kommer det til at virke, som om der ikke er så mange dyr i alt – men alle arter er der og med relativt gode vilkår. I parken så vi blandt andet – for første gang i vores liv – en Galapagosskildpadde. Den var på størrelse med en mindre kummefryser og luntede andægtigt rundt i sin indhegning.
Nu var der kun en dag til bilen skulle retur til den rigtige ejer – selv om man jo godt kan få ejerfornemmelser i løbet af tre måneder. Vi brugte formiddagen på at rydde ud i bilen, pakke vores rygsække (py-ha vi kunne stadig have det hele). Vi havde selvfølgelig fået samlet lidt udstyr, som ikke skulle med videre på vores rejse. Første skridt var at køre til frelsens hær, som havde en genbrugsbutik tæt på. De fik lov til at tage det, som gav mening for dem at sælge videre – køletaske, bord, vores super gode og kun lidt brugte telt. Vi samlede det, der var tilbage på et bord ved vores plads – fluenet, stole, parasol, viskestykker, gaffatape, strips mm. Her tilbød vi vores naboer at tage, hvad de kunne bruge – de var ved at indrette en nyindkøbt hiace. Heldigvis kunne de bruge noget. Resten blev stillet i campingkøkkenet; så håber vi, at nogle kan bruge det. Hovedpuder, service ol. fik Travellers Autobarn med som en lille bonus, da vi afleverede bilen. Samtidig fik Ulla rengjort bilen både ud- og indvendig.
Da alt dette var fixet, tog vi ind til Fremantle, hvor markedet var åbnet (fredag, lørdag og søndag). Det var et rigtigt hyggeligt marked med både mad og ting/sager. Men vi havde jo lige skilt os af med vores ”dødvægt”, så vi skulle holde hænderne i lommerne og ikke købe noget.
Lørdag oprandt, og vi fik spist vores sidste morgenmåltid som campere i denne omgang. Det lykkedes Thomas at slutte af med at løbe direkte ind i bagklappen med panden i et flot samarbejde, hvor Ulla lukkede klappen, og Thomas ville nå noget inde bag i bilen. Nå men efter at have fået pustet og plastret Thomas satte vi næsen mod Travellers Autobarn i den østlige ende af Perth. På vejen var vi lige omkring vores hotel i Perth centrum for at smide vores rygsække af, så vi ikke skulle mase rundt med dem efter at have afleveret bilen. Afleveringen gik fint, der var kun glade miner. Vi besluttede at tage toget tilbage til Perth centrum – det fungerede ualmindeligt fint med offentlig transport i byen.
Vel tilbage i centrum var der to timer, til vi kunne checke ind på hotellet. Vi satte kursen mod Northbridge bryggeri, hvor vi fik et ”smagsbræt” i solen – lækkert. Vi slentrede tilbage gennem centrum af Perth. Det er en mega hyggelig by. Thomas fik samtidig lige slutshoppet et par t-shirt; dem har vi nemlig kun købt rigtig mange af i forvejen.
Efter en time på en rigtig seng på hotelværelset – skønt – gik vi ned til floden. Her så vi Elisabeth Quay området og Bell Tower. Et enkelt brudepar kom forbi for at få taget bryllupsbilleder foran haveanlægget. Endnu et fantastisk område i byen. Vi blev enige om, at hvis ikke Perth lå på den forkerte side af joden, så kunne vi faktisk godt tænke os at bo her. Klokken var blevet 17, og det vrimlede med folk, som skulle i byen. Pludselig begyndte vi at lægge mærke til, at de alle sammen havde mega flot tøj på, men utrolig praktiske sko. Det viste sig, at der henne langs floden var en event, som de alle søgte hen imod. Vi tror det var en en-dags festival eller en koncertaften.
Vi fandt en god italiensk restaurant, hvor vi fik en pizza og var relativt tidligt tilbage på hotelværelset. Vi skulle ligesom nå at udnytte, at vi havde plads, eget toilet, tv og varme ;0)
Søndag skulle vi flyve kl. 16, hvilket betød, at vi skulle forlade midtbyen lige efter kl. 12. Vi lagde hårdt ud med at slutpakke vores gear ned i vores rygsække, som blev mistænkelig tunge. Vi måtte have 20 kg bagage med i flyet. I lufthavnen viste Ullas rygsæk 19 kg. Thomas havde 22 kg. Efter en hurtig ompakning, hvor noget tøj blev flyttet over i håndbagage, kom vægten på begge rygsække ned på 19 kg. Nå men på hotellet kom rygsækkene endnu engang i bagageopbevaringsrummet.
Vi drønede ud i byen og fandt hurtigt en lille cafe, hvor de serverede en fin morgenmad. Herefter slentrede vi hen ad gågaden, hvor vi stødte ind i et lille marked, som vi futtede lidt rundt på. Længere nede ad gaden var der en masse hurlumhej. Det viste sig at være familiefestival, der var en del af en national indsamling til noget sygdomsbekæmpelse – sådan lidt ligesom knæk cancer. Festivalen bød på masser af gode indslag med udklædte voksne som alfer og feer, mulighed for at træne hula-hop trix, boder og alt muligt godt. De var også en lille scene med live musik. Her så vi den vildeste tegnsprogstolk. Hun dansede sig gennem tolkning af diverse musiknumre. Lidt i 12 trak skyerne sammen – vi hentede vores bagage og gik mod banegården for at tage et tog ud til lufthavnen. På turen mod banegården begyndte det at regne – det kan man da kalde perfekt timing af de sidste dage i Perth.
I lufthavnen gik alting glat, og vi kom ind i en lufthavn efter check-in, som var stort set tom. Meget mystisk men måske er australierne ikke for alvor begyndt at rejse udenrigs endnu.