D. 16. – 17. oktober – Strandtur og pingviner.
Efter en enkelt overnatning på en campingplads i udkanten af Bunbury, kørte vi ind til byens hyggelige centrum og parkerede Hiacen. Vi skulle ikke gå langt hen ad gaden, før vi kom forbi en meget hyggelig café, der serverede morgenmad. Da vi ovenikøbet kunne få et bord i solen ude foran, var det helt perfekt. Det var dejligt at sidde der i solen med en lækker morgenmadsplatte og en lille kop kaffe. Mætte og veltilpasse gik vi en tur op og ned ad gaden, inden vi kørte et lille stykke ned til kysten. Her parkerede vi lige ved siden af byens ikoniske fyrtårn. Det lignede lidt Tintins måneraket; bare i sort/hvid. Man kunne ikke komme op i fyrtårnet, men det kunne vi til gengæld i byens udsigtstårn tæt ved. Så vi vandrede gennem et flot kvarter, hvor alle huse havde udsigt ud over havet – og ud fra størrelsen og kvaliteten af husene også pengepungen i orden. Oppe ved udsigtstårnet besteg de mange trin op til toppen. Vi var dog ikke de eneste deroppe. Det var åbenbart her byens ungdom holdt til (lidt sjovt sted, da der faktisk var både blæsende og lidt småkoldt). En 7-8 unge mennesker sad i læ bag rækværket, men vi kunne sagtens komme rundt og kigge ud. Vi gik langs stranden tilbage til bilen. Store klipper lå i vandkanten, og nogle steder havde bølgerne lavet en hel kanal blandt stenene, så bølgerne løb ind i kanalerne og blev slået langt op på stranden. Det er så imponerende at se, de vilde kræfter bølgerne kommer med, når de slår lige ind fra det Indiske Ocean.
Vi kørte videre nordpå til vores næste stop i Mandurah. Klokken var ikke så meget, så vi gik en tur ned til den nærliggende strand. Det er så skønt at have bevæget sig væk fra regnen, og nu skinnede solen også dejligt varmt, så vi brugte resten af dagen i sandet. Tilbage på campingpladsen fik vi lavet mad i campingkøkkenet, hvor der også lige var plads til at vi kunne sidde og spise.
Næste morgen kørte vi mod Rockingham. Her skulle vi ud at besøge Penguin Island. Vi havde været der før; dengang vi besluttede at se sydvest-Australien i modsat rækkefølge end den planlagte. Det viste sig at være en rigtig god ide. Sidst vi var her, var der kold og blæsende, og øen uden om observatoriet var lukket af for gæster af hensyn til de rugende pingviner. Nu skinnede solen over et stille hav, og hele øen var genåbnet. Og så var vi ovenikøbet heldige at få en plads på den næste båd til øen. Der er faktisk mulighed for at gå over til øen på en sandrevle. Men både en del skilte og damen i visitorcenteret advarede kraftig mod, at man gjorde forsøget. Strømmen skulle være meget kraftigt og flere havde mistet livet i forsøget. Så vi hoppede lydigt om bord på den lille båd, og blev sikkert sejlet den lille tur på 5 minutter over til Pingvin-øen. Kort tid efter ankomst var det tid for en af dagens pingvinfodringer i observatoriet. Så vi kom som nogle af de første ind i et lille hus med et fint pingvinbassin i midten omgivet af sand med rede/sovekasser, så vi fik en fin plads. Efterhånden som der dukkede flere folk op, blev pingvinerne klar over, at fordringstiden nok nærmede sig. Så de stillede sig op på kanten, hvor de med høje lyde gjorde opmærksom på, at de faktisk var ret sultne. Fra en af kasserne på jorden kom en lille søvndrukken pingvin ud. Den havde vist sovet rigtig godt, for den gabte og strakte både krop og luffer, så det var en fryd. Lidt efter kom fodringsdamen med en spand med småsild. Mens hun fodrede de sultne pingviner, fortalte hun lidt om pingviner. Disse, vi så, var små, blå pingviner (den mindste pingvinart i verden). De var meget søde, og det var ikke svært at se inspirationen til Madagaskar-pingvinerne.
Efter fodringen gik vi rundt på øen. Til vores store overraskelse var der vildt mange pelikaner på øen. To bakker midt på øen var spærret af for publikum, og her lå massevis af pelikaner enter på æg eller med de mest nuttede unger. De er altså nogle store fugle, når de kommer tæt på. Øen var også rugeplads for ufattelig mange måger, der skældte alle ud, der kom lidt for tæt på rederne. Pingvinerne gemte sig derimod eminent godt. Man kunne måske godt mistænke observatoriet for at afspærre de områder af øen, hvor der var rugende pingviner – og helt fair. Så det var godt, at vi fik set pingvinerne inde i huset. Vi gik over på den anden side af øen, hvor vi fandt nogle vildt flotte klippeformationer. Bølgerne havde både skabt huler og mange flotte former i de store klipper langs stranden. På vejen tilbage over øen fik Thomas taget nogle flotte billeder både af flyvende pelikaner og de små pelikanunger, inden vi atter gik om bord på båden og blev sejlet tilbage til fastlandet.
Så skulle vi bare køre det sidste lille stykke til Perth, så havde vi nået hele vores planlagte køretur. Det er lidt mærkeligt efter så lang tid, at vi nu kun skal bo på campingpladsen i Fremantle, inden vi skal aflevere bilen.