D. 13. – 15. oktober – Blandt stalaktitter, køer og havenisser.
Inden vi forlod Augusta, holdt vi lige ind ved byens bager. Det var en god beslutning, for de havde et stort udvalg af meget lækkert udseende kager. Vi udvalgte et par stykker til vores kommende formiddagspause. Så var vi klar til at køre nordpå.
Fra Augusta går en 110 kilometer lang rute langs kysten, der hedder Cave Road. Som navnet antyder er der på denne strækninger opdaget en del huler under jorden. Vi valgte at se den første på ruten – nemlig Jewel Cave. Vi ankom til hulen, netop som de annoncerede, at nu gik den næste guidede tur i gang. Heldigvis var manden ved disken hurtig til at trylle et par billetter frem, så vi nåede med på Sallys tur. Det var en spændende tur ned i de tre sammenhængende huler. Vi gik rundt mellem hulerne på gangbroer, der endte i plateauer, hvor vi samledes for at høre Sally fortælle om hulerne. Hulerne var sindssygt flotte med utallige stalaktitter oppefra og stalagmitter stikkende op nedefra. Vi gik under et hul i loftet. Det var herigennem en fyr en gang havde opdaget hulerne. Efter fundet af hullet i jorden havde han ladet sig fire ned i mørket, inden han efter mange meter endelig ramte bunden – rimeligt modigt. Der gik dog et års tid, inden han fortalte nogen om sin opdagelse, og hele huleområdet blev udforsket. Efter vi havde hørt en del om hulerne stående på det første plateau, var der en del af gruppen, der valgte at gå op igen. De havde ikke lige mod på at forsætte dybere ned. Hulerne var meget flot lyst op på en lidt fortryllende måde, så det var en meget imponerende tur nedad. Da hulerne blev opdaget, var der søer med vand i bunden af hulerne. Men da området blev overtaget af europæiske huleentusiaster, stoppede aboriginerne med at brænde bushen af ovenover hulerne. Som resultat heraf voksede træer og buske sig kæmpestore med en frodig underskov, der sugede al vandet til sig. Dette havde betydet, at grundvandsspejlet nu var sunket ca. 20 m – og vandet i bunden af hulerne dermed var forsvundet. Det blev senere forsøgt at fylde hulesøerne op med vand igen, men det var som at fylde et badekar uden bundprop, så projektet blev skrinlagt. Vi kunne også se nogle af de lange rødder fra træerne, der hang ned fra hulernes loft. Nede på bunden af hulen lå der et skelet af en lille possum. Det hændte nu og da, at smådyr faldt ned gennem hullerne i hulernes loft. Men uden vand og mad holdt de ikke længe. Faktisk var det også i denne hule, at fundet af skellet af det sidste kendte levende tasmansk tiger er gjort. Allerlængst inde i hulernes dyb bad Sally os alle om at gemme mobilerne væk. Derefter slukkede hun alt det kunstige lys i hulerne. Der blev bare MØRKT!! Man kunne virkelig ikke se en hånd for sig – eller noget som helst andet. ”Efter lidt tid i dette mørke”, sagde Sally (og nu troede vi alle sammen, at hun ville sige, at vores øjne ville vænne sig til mørket, og hulens strukturer ville fremstå, men hun fortsatte), ”vil I blive blinde!!! Øjet skal have en minimal mængde lys, for at kunne fungere”. Heldigvis tændte hun herefter lyset igen. Der var mange forskellige slags drypsten i hulerne, og en del havde fået navne efter, hvad de lignede. Så der var både en fe, Peter Pan, en kamel og mange andre sjove formationer. Så gik turen opad igen mellem de flotte drypstensformationer. Oppe ved indgangen var der en lille kiosk, og de solgte blandt meget andet blomsterfrø. Thomas fandt en pose med Kængurupote-frø, som manden bag disken mente nok ville kunne vokse i et dansk drivhus. Så det bliver spændende, om de kan blive til noget.
Vi kørte videre af den smukke Cave Road. Pludselig var vejgrøften og stykket bag helt dækket af store hvide liljer. Det var lidt sjovt at se en hel skovbund dækket af disser flotte blomster, der ville koste en krig i en dansk blomsterbutik. Men vokser de først, er de åbenbart over det hele, for de fortsatte med at pryde vejbreden langt nordpå. Vi fandt en fin lille træbænk, hvor vi nød vores nyindkøbte kager – de smagte også lækkert.
På vejen kørte vi også igennem en del skov, der havde været brændt af for nylig. Der findes en del planter i Australien, der først kan blomstre efter en brand. Dette gælder blandt andet Græstræer, der ligner nogle små, tykke, stikkende palmer. Når de har været udsat for ild, skyder de nogle meterlange grønne stængler ud af topper, der efter lidt tid blomstrer med små hvide blomster. Turen bød også på flere lookouts og strande, der lige skulle besøges.
Til slut nåede vi til Margaret River, hvor vi skulle overnatte. Margaret River viste sig at være en meget hyggelig by, og som kronen på værket havde de deres eget destilleri. Det var da lige noget for os. For ikke at skulle trække lod om at være den ædru chauffør spadserede vi ud til destilleriet. Det var en hyggelig tur først igennem hovedgaden og så igennem et stykke skov langs med floden. På destilleriet kunne vi vælge mellem forskellige smagsprøver inden for gin og whisky. Vi blev dog hurtige enige om, at vi mest var til whisky, og vi fik bestilt en række smagsprøver. Det var sjovt og hyggeligt at sidde og smage de forskellige whiskyer op mod hinanden, og ikke mindst diskutere, hvad der skete med smagen ved tilsætning af få dråber vand. De var alle nogle gode whiskyer, men vi fik vist begge en større forståelse for, hvilken slags whisky vi bedst kunne lide. På vejen tilbage gik vi forbi en italiensk restaurant, der reklamerede med stenovnsbagte pizzaer. Der lød godt, så vi gik ind for at høre til at bord. Desværre var alt optaget, men vi kunne få et bord et par timer senere. Det sagde vi ja tak til, og gik derefter gennem byen og hjem til campingpladsen. Vi var godt sultne, da vi senere tog plads i den meget hyggelige restaurant. Men da menukortet kom, viste det sig, at de slet ikke lavede pizzaer. Pizzeriaet var inde i nabohuset. Nåh, men nu havde vi jo fået tilkæmpet os et bord, så vi studerede menukortet – pizza kunne vi jo altid få. Det viste sig at være en klog beslutning, der også forklarede, hvorfor det var svært at få et bord. Maden var helt utrolig lækker – italiensk, og med en afsluttende perfekt lavet tiramisu kunne dagen ikke afsluttes bedre.
Næste dages ”etape” var fra Margaret River til Brusselton. Som en rigtig cykelrytter skulle vi lige tankes op, og hvad er mere korrekt til dette end en fransk croissant? Tja lidt søgt måske og så specielt i Australien. Ulla havde imidlertid fundet et fransk bageri, som var meget velanmeldt i den lille by Cowaramup lige nord for Margaret River. Bageriet skulle ligge på hovedgaden lige ud for en plastik ko i naturlig størrelse. Det var jo en god beskrivelse – men hvad nu, hvis COW-aramup er en hovedstad for mælkeproduktion, og hele byen er præget/pyntet af plastikkøer i naturlig størrelse? Vi traskede lidt forvirrede rundt blandt de mange plastikkøer, og til sidst fandt vi endelig bageriet. Det var helt korrekt: deres croissanter og kaffe/kakao var virkelig guf.
Dagen begyndte med lidt overskyet og småregn. Heldigvis var vi i vinlandet, så vi kunne fornøje os som gourmet turister med besøg på diverse vingårde (wineries), en chokoladefabrik mm. Vi har tidligere i både Frankrig og Italien haft lidt vanskeligt ved at komme ind og se vinbønder. Sådan er det bestemt ikke i Australien – i hvert tilfælde i Margaret River og Swan River områderne. Her falder de forskellige vinproducenter nærmest over hinanden for at få dig ind på besøg til deres restauranter og cellerdoor. Vi faldt for en vinproducent, som mente, at de havde verdens bedste rosé – den havde vundet denne pris i en eller anden konkurrence. Vi købte en flaske til at tage med – ”den var go´”. Endvidere havde de alt indenfor marmelade, honning, kaffe, pasta (og sauce) mm – der var gang i gourmetbegrebet. Bare ting kommer i flotte glas, så får det et vidunderligt kvalitetsmæssigt præg ;o) Man kunne ovenikøbet købe et helt samlesæt til en slags dadelkugler. Alle ingredienser (for eksempel hele dadler og u-smuttede hele mandler) var hver for sig smart emballeret og til sidst stilfuldt pakket sammen med en opskrift. Hele herligheden kunne erhverves for priser, der nok lå i samme ende som en stor æske Anton Berg. På samme ejendom lå også en chokoladefabrik. Vi kikkede og prøvesmagte, men følte os ikke fristet til at købe noget.
Lidt længere fremme ad ruten havde Ulla spottet en lavendelcafe. Her var alt som udgangspunkt lilla – og helst koblet til lavendel. Det var alt lige fra den lilla ”guldregn” ude foran til den lilla vin og lavendel-hundeshampoo. Det var virkelig gennemført, megahyggeligt og meget puttenuttet. Man forventede næsten at møde tante Lilla bag disken. Da vi jo havde tanket op på den franske café, nøjes vi med at kikke og dufte.
Dagen var nu ved at være omkring middag, og vejret lyste op, så vi kastede os fra mad og cafeer til naturoplevelser. Ved Canal Rock var der naturlige kanaler skabt i forunderlige klippeformationer. Havet piskede bølger ind i kanalerne til et fantastisk skue. Selvom vi ser meget kyst og mange bølger, er det hver gang overvældende at se de kæmpemæssige turkise bølgers enorme kræfter.
På nordvest spidsen af Margaret River regionen ligger Cape Naturaliste. Vi skulle selvfølgelig så langt ud, som man kan komme. Her ligger et lille tykt fyr og troner ud mod vandet. Vi valgte at følge en vandrerute i naturen rundt om fyret i stedet for at gå op i dette. Helt ude/nede ved vandet var en udsigtsplatform ud over vandet. Her så vi igen pukkelhvaler, som både sprang ud af vandet og klaprede med deres finner i vandet. Det er fantastiske dyr og et dejligt farvel til de store dyr – vi kommer ikke rigtig i nærheden af deres træk rute mere, mens vi er i Australien. Men vi har fulgtes hele vejen ned langs vestkysten.
Mens vi kikkede på hvaler, kunne vi godt se, at der var en bette-kende gråt ude over havet. Det fik vi at mærke, da vi gik den sidste del af ruten tilbage til bilen. Vi kom for første gang i meget lang tid til at gå i regnvejr. Nå, men der er vel ikke noget, der hedder dårligt vejr – blot noget der hedder forkert beklædning. Heldigvis har vi jo hele vores ”hus” med os, så vel tilbage ved bilen var det bare at finde tørt tøj og en varm kop te, og så tøffe videre. Regnen forsvandt også stort set samtidig med, at vi nåede bilen.
På vej mod dagens overnatning ved Brusselton kørte vi forbi Eagles bay, som var en super flot strand. Da vi var lidt på bagkanten med campingpladsens lukketid (kl. 17), var vi her dog kun for et kort kik.
Med ankomsten til Brusselton var det som om turen skiftede karakter. Herfra og frem til Perth var strækningen mere som præget af strandturisme – ikke nødvendigvis dårligere bare noget andet. Det skyldes helt sikker, at man fra Perth kun har ca. 2½ times kørsel til Brusselton, som har fantastiske strande.
Brusseltons største seværdighed er knyttet til en endog meget lang mole/jetty. Molen er 1,8 km lang. På denne mole kører et tog, som man kan tage inde fra land og hele vejen ud til yderspidsen af molen. Som de frivillige glade fortalte, så var det det hurtigste tog i Brusselton (men også det eneste). Toget tøffer afsted med 5-6 km/h. Ude for enden af molen ligger et undervandsobservatorium. Her er det muligt at gå ned under vandet i en kæmpe cylinderformet bygning og se ud på de fisk og koraler, der er den ”naturlige” fauna, som er på stedet på grund af molen. Det hele er opbygget i niveauer, så man kan kikke ud helt oppe fra vandoverfladen og ned til havbunden ca. 10 m under havoverfladen. Der var heldigvis flot solskin, den dag vi var på besøg, så vi fik et perfekt kik ud på alle de flotte farver i korallerne, og der var også masser af fisk at kikke på.
Brusselton har også en ret hyggelig handelsgade, som vi lige fik en tur op og ned ad.
På vej frem mod dagens overnatning – Bunbury – lagde vi ruten lidt ind i landet til Gnomesville. Ud over at turen var helt ufattelig flot, så ventede der os en anderledes oplevelse i Gnomesville. Stedet er ikke en by, som vi troede, men et område, hvor der er helt ufatteligt mange havenisser. Det virker som om, nogle har begyndt med at stille nogle få havenisser ved en rundkørsel, og herfra er det så gået helt amok. Forskellige – gårde, cykelklubber, skoleklasser mm – har deres eget lille område, hvor de læsser havenisser op og det i rå mængder. Der er simpelthen havenisser så langt øjet rækker. Mega sjovt at se.