D. 27. – 29. september – Blomsterhav og turkist vand.
Turen gik mod vores sidste overnatningssted inden Perth. Jurien Bay ligger ved den turkise kyst, og selvom vi har set meget flot farvet vand, blev vi alligevel imponerede over, at havet kan have så klar en turkis farve. Undervejs stoppede vi ved nogle af de små havnebyer, som ligger mellem Geraldton og Jurien Bay. De var meget hyggelige med udsigtspunkter med blik ud over det turkise hav – men også MEGET små og vel lidt kedelige, hvis man skal bo der. Vi tog en lille afstikker til Ellendale Pool. På vejen dertil stoppede vi ved en, især for Thomas, stor seværdighed: The Leaning Tree. Det er et eukalyptustræ, der på grund af den stride blæst, har lagt sin krone ned på jorden, mens det stadig vokser. Det så ret sjovt ud, og det dannede det perfekte skyggested for områdets får. Efter Thomas’ udsagn ”kan syvmasteren på Bornholm godt gå hjem og vugge” sammenlignet med dette. Ellendale Pool var omkranset af høje flotte klipper. Der var utrolig mange små fisk i vandet, men desværre rigtig mange fluer oven vande. Så vi blev der ikke så længe, selvom det var et meget smukt område.
Ved indkørslen til Jurien Bay gjorde vi holdt for at tage billeder af byskiltet. Vi har tidligere med held brugt bilen som mobilholder, så vi begge kunne komme med på billedet. Denne gang ville det dog ikke rigtig lykkedes, så mobilen måtte et par gange i gruset, inden billedet var i hus. På campingpladsen fik vi en fin plads i læ ved et højt plankeværk ikke så langt fra campingkøkkenet. Thomas tog sig af at købe ind, så han kom tilbage med blandt andet en flaske bobler til stor glæde for Ulla, som lidt ekstra fødselsdagsfejring 😊
Næste dag kørte vi ud til Lesueur National Park, som er kendt for sine mange flotte arter af vilde blomster og planter. Et stykke af vejen var rød grusvej, og her måtte vi standse bilen og hjælpe en blåtunget bobtail væk fra vejen. Det er virkelig et pudsigt dyr. Det ligner lidt, at den er blevet glemt i evolutionskapløbet, så den er endt som en for kort slange med ben. Vi fik den gennet ud til siden og forsatte mod parken. I parken var der både en køretur og en vandretur, så vi begyndte med at trille turen rundt, hvor vi stoppede op flere steder for at fotografere de flotte blomster. Til sidst endte vi ved en p-plads, hvorfra der gik vandreture ud i blomsterfloret. Så iført vandrestøvler og fluenet gik vi afsted. Vi har på meget af vores australienstur taget billeder af flot natur, klipper og dyr – men ikke så mange blomster – så det var helt sjovt at gå rundt og blive helt opslugt af at fotografere blomster. Der var mange i utrolige farver og former, som man ikke lige finder i den danske natur. Da vi kørte ud af parken, stod der pludselig en kænguru midt på vejen – den største vi endnu har set. Selvom den stod der længe, lykkedes det ikke Ulla at få taget et billede af den 😉, inden den hoppede ind i bushen igen.
På vejen tilbage kørte vi omkring Sandy Cape, der er en af de bedste strande omkring Jurien Bay. Her var sandet helt fint og hvidt, så det var dejligt bare at sidde og se på det store bølger. Der var lovet dejligt varmt vejr næste dag, så vi besluttede at vi ville bruge dagen på stranden. Så da vi kom retur til campingpladsen fra Sandy Cave, gik vi ned til stranden for at se solnedgang. Så kunne vi også lige tjekke stranden ud. Solnedgangen var som altid smuk, men vi blev enige om, at vi hellere ville tilbage til Sandy Cave den næste dag.
Det var dejligt med en stranddag. Vandet var blevet lidt køligere – vi kan godt mærke, vi er kommet længere sydpå, men vejret var utroligt varmt, så det var dejligt at blive kølet ned. Senere på dagen gik vi en tur hen langs kysten. I den sydlige ende af bugten var der en høj sandklit, som børn og unge sjæle havde brugt hele dagen på at køre nedad på små surfboard eller skateboard uden hjul. Det så ret fedt ud, men vi havde ikke rigtig det rette udstyr. Det skulle dog ikke afholde Thomas fra at prøve en tur ned ad bakken -blot på numsen uden noget under bukserne. Efter en stejl opstigning kom der et lille tilløb og et hop ud over kanten – herefter skete der ingenting. Han sad blot fast i sandet og gled ikke nedad. Det blev derfor til en noget amputeret hoppen på numsen ned ad bakken. Vi følte derefter ikke rigtig behov for flere ture ned ad bakken. Lidt længere fremme var der en tange, som adskilte Sandy Cave fra den næste bugt. Yderst ude og oppe på toppen af en stor klit var der opført en gangbro, hvor man kunne se ud over de to bugter. Det var utrolig flot. Samtidig måtte vi igen undres over, at der er få turister på vestkysten af Australien. Selv i en periode, hvor skolerne har forårsferie i to uger, var der meget få mennesker ved den helt fantastiske strand.
Vel hjemme på campingpladsen forsøgte vi os med frossen-færdig-købt-pizza i mikrobølgeovn med frisksnittet salat og frisk flutes til. Det smagte faktisk ok – og så var det super nemt. Endnu engang viste campingkøkkener og australier sig som den perfekte kombination for lidt socialisering. Vi faldt i snak med et sødt midaldrende par, som havde en gård i Swan Valley (umiddelbart øst for Perth), hvor de producerede vindruer til en af de store vinproducenter i området.