Geraldton

D. 25. -26. september – Med lyserød sø og marshmallows.

Længere mod syd lå vores næste mål, byen Geraldton. På vejen ville vi dog køre omkring Hutt-lagunen ved Port Gregory. Den indeholder nemlig nogle helt specielle alger, der gør, at vandet er helt lyserødt (Dunaliella Salina der danner Beta Caroten). Farven skulle fremstå klarest omkring middagstid, når solen stod lige ned. Desværre var der en del skyer på himlen, da vi stævnede ud fra Kalbarri. Skyerne forsvandt dog heldigvis efterhånden, som vi kom sydpå. Så da vi nåede ”the pink lake”, var det næsten skyfrit. Selvom vi godt vidste på forhånd, at søen var lyserød, var det et meget overvældende syn at se alt det tyggegummifarvede vand. Vi parkerede lidt udenfor den overfyldte parkeringsplads og kravlede ned til vandkanten. Selv helt tæt på havde vandet en umiskendelig lyserød farve. I forhold til andre seværdigheder vi har set på vejen, var denne sø næsten udelukkende besøgt af asiater – mange asiater. Så der blev taget billeder i alle mulige konstellationer foran de pink bølger. Da vi kørte videre, skulle vi over en lille bro med vand på begge sider. Det så sjovt ud, da vandet var lyserødt på den ene side og mørkeblåt på den anden.

Turen gik videre til Geraldton. Vores campingplads lå lidt uden for byen, og vi fik en plads lige op ad en mark med får, heste og kaniner. Køkkenet var ikke det mest lækre, vi har oplevet, så vi nøjedes med at komme nogle vandflasker på frost, og i stedet holde vores egen køletaske kørende. Heldigvis havde vi rester med til aftensmaden, så det var hurtigt med minimalt brug af køkkenet.

Næste dag var det Ullas fødselsdag 🎶. Morgenen begyndte med, at Ulla blev vækket med fødselsdagssang på sengen. Det blev ikke til den mest festlige morgenmad – nemlig yoghurt, da vi prøvede at undgå brug af køkkenet. Ulla havde endda købt nutella, som vi ikke har haft længe, men det lykkedes hende at glemme det til morgenmaden – det må være alderen, der trykker. Det efterfølgende morgenbad blev også en trist fornøjelse. Pladsen var nemlig ramt af en opfattende strømafbrydelse, så der var ingen varmt vand. Så badeseancen blev temmelig kort.

Så gik turen mod byen. Geraldton var en meget hyggelig by – lidt større og mere hyggelig end mange af de andre byer, som vi har været igennem på vores tur rundt i Australien. Vi havde glædet os til endelig at besøge en by med butikker og museer, men her gik det også lidt anderledes. Australien fejrer nemlig den regerende konge eller dronnings fødselsdag d. 26. september med en national helligdag. Faktisk har hverken den forhenværende dronning Elisabeth eller kong Charles fødselsdag denne dag, men de bliver stadig fejret denne septemberdag, hvilket jo meget passende falder sammen med Ullas fødselsdag. Så er man også fri for at skulle flytte helligdage, hver gang England/Australien får en ny regent. Mange af butikkerne i Geraldton var derfor lukkede. Det var heldigvis dejligt vejr (igen Ullas fødselsdag), så vi gik hen og besøgte byens kirke. Vi gik først ind i det tilhørende museum, hvor en meget rar guide fortalte os lidt om kirkens historie og navnlig om kirkens arkitekt, bygmester og præst (tre i en). De var meget stolte af arkitekten, selvom det klart fremgik af hans levnedsbeskrivelser, at han hellere ville være på Bahamas med sin hund end i Geraldton. Da han sidst i sit liv fik chancen, stak han øjeblikkeligt afsted til Bahamas. Han fik dog opført en meget smuk og særpræget kirke i Geraldton, der absolut var et besøg værd. Han havde fået stenene og søjlerne i kirken til at fremstå i flotte mønstre ved hjælp af forskellige farver. Så det var virkelig en fantastisk oplevelse at besøge hans kirke.

Efter kirkebesøg var det tid til nadver – vi fandt en rigtig hyggelig lille cafe, hvor vi fik tiltusket os et godt bord i solen. Her fik vi en kop kakao/kaffe og en scone (det tætteste vi kunne komme på en dansk fødselsdagsbolle). Kakaoen var ovenikøbet med marshmallows, så det kunne ikke være bedre. Efterfølgende blev det til en dejlig gåtur hen ad et par af byens flotte sandstrande, som ligger helt inde i centrum af byen. Vi kom også forbi strandens offentlige toiletter, der var lavet som to store Rubriks terninger. Når toiletterne skal være der, kan man lige så godt designe dem lidt kreativt.

Vi kørte tilbage til campingpladsen og nød solen på vores plads ved siden af alle dyrene. Efter et par solrige timer og et dejligt varmt bad, kørte vi atter ind til byen for at spise. Vi havde bestilt bord på en restaurant nede ved havnen, og vi var så heldige at få et bord med udsigt ud over havnen. Det var meget hyggeligt med den flotte udsigt (både til Thomas og ud over bådene), og maden var rigtig lækker. Så alt i alt – en rigtig dejlig fødselsdag 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *