D. 19. – 24. september – Endnu en fantastisk Nationalpark.
Lad et være på plads med det samme – Kalbarri NP er fantastisk. Vi fik, i den periode vi var i Kalbarri, solen tilbage og temperaturen op – dejligt. Men vi begynder lige et andet sted…
For pokker da hvor kan man blive træt af fluer. For første gang på vores tur, er der kommet fluer, som vil sidde overalt i ens ansigt – helst i øjnene og næsen. Det er belastende. Vi har gjort vores bedste investering – vi har købt to stk. fluenet á 6$ stykket. Dejligt – så er man fri for konstant at vifte fluer væk fra ansigtet ;o)
Kalbarri NP er delt i to. En del vender ud mod havet og giver voldsomt flotte landskaber, hvor klipper går ned i havet. En del er inde i landet, hvor floden Murchison har dannet fantastiske kløfter, som giver imponerende skuer.
Vi havde planlagt 6 dage i Kalbarri, men da adgangspasset til nationalparken kun gælder 5 dage, brugte vi den første dag med at undersøge kysten ud for Kalbarri by. Vi havde fået udleveret et kort over byen fra campingpladsen, og her var flere steder langs kysten med lookouts eller korte vandreruter. Det var igen en vildt flot kystlinje med kæmpestore bølger, der slog ind mod klipperne. Vi gik blandt andet en tur ved Mushroom Rock, hvilket var en spændende oplevelse. Første del af vandreturen gik fra parkeringspladsen ned til kysten, hvor Mushroom Rock (en kæmpe sten) stod og tronede ude på en klippe. Med lidt god vilje kunne den godt ligne en kæmpe champignon, og bølgerne her var vilde. En masse farverige krabber lå i skjul i alle sprækker i de store klipper, som bølgerne skyllede hen over. De var dog lidt svære at fotografere, da de logisk nok flygtede fra alt bevægelse oppefra – også selv om fotografen ikke var en sulten måge. Herefter gik turen igennem noget, der minder om en blomstrende hede. Når man kommer fra det tørre nordlige Australien, er det helt overvældende at se et blomstrende landskab (blomstringstiden er det tidlige forår fra august til oktober). Samtidig havde vind og vejr præget de mange forskellige jordlag og mineraler, så klipperne stod frem i mange farver og former.
Efter Mushroom Rock fortsatte vi sydpå, hvor en boardwalk ledte os ud til Island Rock, der var en kæmpe klippe, der lå som en lille høj ø ud for kysten. Her slog de turkisblå bølger op rundt om klippen, så det så meget malerisk og dramatisk ud. I den anden ende af boardwalken havde bølgerne eroderet et kæmpe hul ind under en klippe, så det lignede en bro. Med den endeløse række af bølger, der slog ind, er broens dage nok talte, men flot var den i hvert fald.
Til sidst kørte vi nordpå til Eagle Gorge. Her var en fin sti ud til et lookout ud over en lille bugt/strand og den bagvedliggende kløft. Fra lookoutet gik vi ad en lidt vanskeligere nedstigning på omkring 500 meter ned til en lille strand. Her kom vi helt tæt på de imponerende bølger. Ulla havde vovet sig lidt ud på en af klipperne, hvor bølgerne ikke nåede op. Men som alle ved, er alle bølger ikke lige store, så lige mens hun var ved at tage det perfekte billede, fik hun sig pludselig en ordentlig skylle. Heldigvis tørrer alt hurtigt i solen.
Næste dag havde vi adgangspas til Nationalparken. Vi kørte op til nordenden for at se Kalbarri Skywalk. Ud af 117 tons hærdet stål har man kreeret to konstruktioner, der hænger 100 meter oppe ud over en kæmpe kløft. De er formet som to kæmpe liggende A’er, hvor man, når man står i toppen af A’et, er langt ude over kløften. De kan bære en vægt af 1000 kg/m2, så de er solide nok. Vi havde en storslået udsigt ud over kløften fra de to skywalks. Da stedet på ingen måde var overrendt, kunne vi med lidt tålmodighed få en skywalk helt for os selv. På stien mellem de to skywalk var der en udstilling af nogle af områdets dyr. Så et stykke fra stien stod blandt andet en emu med en unge i fuld størrelse lavet i mørk bronze. Der stod også en lille Thorney Devil på en sten blandt nogle buske. En dame havde tilsyneladende ikke opdaget, at det var en statue, for hun listede sig forsigtigt nærmere for at få et godt billede af den lille fyr. Hun har helt sikkert nået at få et godt billede tæt på.
Lidt længere sydpå ledte en sti ud til ”Naturens vindue”. Her har naturen skabt den perfekte instagram-ramme til et billede. Heller ikke dette sted var fyldt med mennesker, så vi havde god tid til at få taget nogle flotte billeder. Dette er også startstedet for en 9 kilometer lang loop-vandretur rundt langs med floden, men da alle skilte advarede om risici for hedeslag og en henstilling til at starte vandringen tidligt på dagen, besluttede vi at tage denne tur næste dag.
Næste dag var vi klar med masser af vand, solhatte, vingummislanger og nyindkøbte fluenet. Den første del af turen gik langs kanten af klippen højt oppe over floden. Igen var vi omgivet af et utal af flotte blomster, der gav en flot forgrund til udsynet ned over floden og klipperne. Her var vildt mange irriterende små fluer, der kravlede overalt, så vi var meget glade for vores fluenet. Pludselig gik stien nedad, og vi endte helt nede ved floden, hvor vi holdt en pause ved det dejlige kølige vand. Herfra gik turen videre på klipperne langs floden. Det var virkelig en tur designet til bjerggeder, og vi spottede da også 3 geder undervejs. På et tidspunkt skulle vi helt ud på yderkanten af klippen og kravle for at komme rundt om et klippeudspring. Det var godt, vi havde taget vandreskoene på, så vi havde et godt greb i underlaget. Vi mødte kun få andre på vores tur, så vi følte os meget alene med naturen. Det var den flotteste og vildeste tur. Den sidste del gik langs med floden, inden vi atter kravlede op til udgangspunktet ved instagram-vinduet.
Kalbarri har en offentlig pelikanfodring hver eneste morgen kl. 8.45. Traditionen begyndte i 1970’erne, hvor en lokal fisker fodrede pelikanerne, når han kom ind med sin fangst om morgenen. Det har udviklet sig til en seværdighed, hvor børn får lov til at kaste fisk til den gruppe af pelikaner, som nu engang møder op. Den morgen, hvor vi så fodringen, var der mødt 6 pelikaner op. Fodringen var en super mulighed for at komme helt tæt på de store fugle, som har et vingefang på op til 2½ m.
Umiddelbart syd for Kalbarri er der et område ude ved kysten, hvor der er ”blue holes”. Dette skulle være snorkelstedet for området. Efter at have været til pelikanfodring og slikket sol på campingpladsen om formiddagen ville vi forsøge os med snorkling midt på dagen. Vi kørte ud til parkeringspladsen ved blue holes’ene. Vejret var flot med skyfri himmel og sol, men på vejen ud til stranden kunne vi se, at der var flere bølger på den yderste del af floden end tidligere, og der var også en del vind. Vel fremme ved stranden parkerede vi med front lige ud til vandet. Det var utrolig flot med brændingen og store bølger et stykke ude og inden for dette var der det klareste vand og variationer i vanddybden, som gav disse blue holes. Det var dog semi-svært at åbne dørene i bilen på grund af blæsten, og vi måtte efter en kort tur hen ad stranden konstatere, at det simpelthen blæste for meget til, at vi ville kaste os ud i snorkling. I stedet kørte vi ud til den yderste del af nationalparken, hvor vi så endnu et par flotte lookouts – det er nationalparken, som bliver ved med at give denne her ;o)
Vel hjemme igen spadserede vi op i byen, hvor vi besøgte byens mikrobryggeri ”Finlay´s”. Bryggeriet er egentlig en restaurant, som i det små begyndte at producere deres engen øl. Det tager de nu lidt mere alvorligt – i det mindste ud fra de tanke de har til produktionen. De sælger også til restauranter i Perth, ligesom man kan købe deres øl på dåse – i det mindste på restauranten. Vi blev mødt af en ung tjener, som spurgte, om vi havde bestilt bord – det havde vi ikke, og han så helt ked ud af det, for nu skulle han så til at afvise kunder (der var givetvis helt udsolgt på pladser) – da vi kunne meddele at vi kun var her ”to have a drink”, lyste han op i et smil – så kunne vi bare gå i baren og bestille, og så måtte vi ellers frit vælge lige det bord, vi havde lyst til. Stedet er sjovt ”pyntet” med alle mulige ting og sager fra gamle stations, så der var nok at kikke på, mens man drak sin øl. Vi fik tre forskellige super velsmagende typer øl og begav os glade tilbage til campingpladsen for selv at kokkerere vores aftensmad.
Sidste hele dag i Kalbarri åbnede med overskyet og vejrudsigten lovede ganske lidt regn i løbet af formiddagen. Vi brugte tiden på at få vasket tøj – ja man tør vel godt satse lidt på tørresnoren, selv om man er omgivet af mørke skyer. Der kom i øvrigt ikke en dråbe regn, selv om det så truende ud ;o) Der blev også kreeret en god morgenmad og lyttet lidt lydbøger/potcast. Da klokken blev 12, pakkede vi bilen – det tager ca. 2 minutter – og drønede ud i nationalparken, hvor vi havde udset os en tur ned i kløften til floden, som så lovende ud. Lidt nede ad stien, som var ret stejl, snublede Ulla desværre og fik en pænt stor hudafskrabning på skinnebenet 🩸😭. Vi valgte derfor at vende om og gå retur til bilen for at få sårene plastret ind 🩹. Heldigvis var det udelukkende overfladeskrammer og ikke noget alvorligt med bevægeapparatet. I stedet for en tur ned i kløften valgte vi derfor at køre til sky walk, hvor vi kunne sige pænt farvel til nationalparken på ordentlig vis.