12.- 18. august – Hvor ørken møder hav.
Shark Bay er World Heritage Area, og vi havde på forhånd booket 7 overnatninger på Denham Seaside Caranvan Park i Denham. Det skulle give os tid nok til at undersøge Shark Bay.
Som så mange andre af de steder, hvor vi har været, er der en del områder, hvor det kræver en 4WD bil at komme frem. Dette er også tilfældet for den største del af Francois Peron National Park, som udgør den nordlige del af en af to landtanger i Shark Bay. Den anden landtange er vanskeligt fremkommeligt og kræver langt hen ad vejen, at man benytter en tur-operatør. Da vi rigtig gerne ville se Francois Peron National Park, bookede vi os ind på en endags 4WD tur. Dette løste udfordringerne med ufremkommelige områder for vores Hiace – mere om turen længere nede. Vi har det fint med ikke at køre i en 4WD (ofte er de med pop-up telt på taget) – vi ville fra start gerne afsted i en campervan, og det er vi kommet. Vi har fint kunnet se skønne og flotte steder. Der er enkelte område/steder, vi ikke har kunnet se/nå frem til, men der har været rigeligt at ”gå efter” i vores campervan. Hvis andre skal afsted på tilsvarende tur, bør I dog fra start gøre jer klart, om det er 4WD med fuld fremkommelighed eller 2WD med de begrænsninger, det giver.
Turen ind i Shark Bay begyndte med køreturen fra hovedvej 1 og ind til Denham ad Shark Bay Rd. Det er en fantastisk flot tur med utrolige stop undervejs. Turen kan vel køres på 1½ time, men med stop ved udvalgte ”herligheder” brugte vi i omegnen af 6 timer. Det er egentlig ikke, fordi der er vildt mange ting at se undervejs sammenlignet med europæiske forhold – men i forhold til Vest Australien, hvor vi glad har kørt op til 500 km mellem vores stop uden egentlige view-points undervejs, så vrimler Shark Bay Rd. med seværdigheder.
Det første stop blev ved Hamelin Pool for at undersøge stromatolitter. Vi havde set stromatolitter i Bacalar – cyanobakterier, der ved hjælp af fotosyntese (husk sangen eller find den på nettet) var med til at skabe klodens atmosfære helt tilbage for 3,5 milliarder år siden. Disse var placeret i saltvands-miljø, og der var kun adgang til at se dem fra en gangbro ud i en bugt. Gangbroen var imidlertid blevet ødelagt af en cyklon for 1½ år side og ikke genopført. Det blev derfor en noget sølle forestilling at se på (hvis vi skal være ærlige) i forvejen lidt kedelige stromatolitter på distancen inde fra land.
De næste stop var der derimod noget mere saft og kraft i. Vi besøgte Nanga Beach, hvor vi havde uendelig meget flot sandstrand (lidt som Vesterhavet) helt for os selv. Men nu er vi danskere jo lidt vanskelige at imponere med sandstrand og klitter – vi skal huske at påskønne, hvor fantastisk Vesterhavet er!
Derefter gik turen videre af den meget lige og øde Shark Bay Rd. Da vi kom over en bakketop lå Shell Beach foran os. Det er en bugt med turkisblåt vand omkranset af en kridhvid strand. Bilen blev parkeret, og vi drønede ind på stranden. Stranden bestod udelukkende af små muslingeskaller – mange muslingeskaller. Det er den ene af to strande i hele verden, der kun består af skaller. Vi fik regnet os frem til, at der på et område på ca. 120×120 m er lige så mange muslingeskaller, som der er mennesker i verden (eller 10×10 meter giver antallet i DK) – til historien hører, at stranden er 60 km lang og et par hundrede meter bred ;o) Vandet i bugten er i øvrigt meget saltholdigt – ca. dobbelt så højt saltindhold som andre strande – noget med hvordan strømforholdene og afdampningen er i bugten. Thomas smagte på vandet uden dog at finde dette meget saltholdigt, men det er nok ikke et troværdigt måleapparat. Vi kunne i hvert tilfælde konstatere, at det virkede som om muslingerne havde specialiseret sig i at leve i vandet, og der ikke var meget andet, der kunne vokse/leve i bugten, hvilket gav vandet den flotte farve.
Vi kørte videre. Pludselig var der et vejskilt til et look-out, hvor der var markeret på skiltet, at der var værd at fotografere. I sig selv lidt pudsigt, når man kører rundt i flotte og fotoegnede omgivelser hele tiden. Men vi skulle da selvfølgelig undersøge, hvad det var, som var ekstra fotoværdig. Whale Bone var et flot udkikspunkt ud over kysten, men det virkelig spektakulære var, at når man gik lidt frem til klippekanten, kunne man se en masser af hajer i vandet nedenunder – ved hurtig optælling var der over 100. Shark Bay levede så sandelig op til navnet. En far var med sin søn gået ud i vandet for at få et godt billede af hajerne, men så fotohungrende var vi dog alligevel ikke – trods skiltet.
Sidste stop før Denham var Eagle Bluff Lookout. Det var et udsigtspunkt med en fantastisk gangbro højt over en utrolig flot bugt. Her skulle være hajer, skildpadder og endda søkøer (Donggong som er en lille version af dem, vi kender fra syd/nord Amerika). Ud over dette skulle der være alverdens fugle mm. Da vi kom, var der desværre ingen marine dyr ud over en enkelt shuffel nose ray.
Vel fremme i Denham fandt vi campingpladsen. Den lå superflot lige ud til havet. Vi fik en plads i første række. Vi skulle således gå 15 meter, så stod vi på stranden. Det var flot, men mange dage blæste det kraftigt – og mere og mere i løbet af dagen. Det betød, at vi meget af tiden gik med trøje/jakke på – og til tider også sokker. Når solen gik ned kl. 18.30, blev der ret koldt – vi lavede mad i fælleskøkkenet (hvor vi som vanligt fik snakket med søde folk fra hele Australien og alle andre steder i verden) og søgte derefter ind i camperen for at holde varmen. Her fik Ulla som vanligt læsterlige bank i 500, hvilket jo er nemt, når nogen sørger for at få alle jokerne ;(
Denham var – efter Australske forhold – en hyggelig lille turistby, som samtidig fungerer som center for udforskning af Shark Bay. Det er herfra mange af turene ud i området udgår. Der er også et museum over området samt spisesteder, cafeer, et par barer, supermarkeder og lidt turist shops. Der var skiltet med, at der gik vilde emuer rundt inde i byen – og ganske rigtigt; vi stødte ind i disse kæmpefugle flere gange. Men alt-i-alt er det nok ikke en by, hvor vi kunne bruge mange dage på at hænge ud og udforske, hvad Denham kunne tilbyde. Så var det jo godt, at området havde så rigelig med natur og dyreliv at byde på.
Lidt syd for Denham ligger et akvarium – Ocean Planet. Stedet er meget lille men har forbløffende meget at byde på. Der ”kører” konstant guidede ture på ca. 1 time, hvor en guide leder de besøgende gennem de fisk, der er i akvariet. På turen får man en kort introduktion til de forskellige fisk, samt hvad der er specielt ved disse. Som så mange andre dyr i Australien har også en del af de vandlevede dyr en stor ”giftigheds-side”. Hvor vi i Danmark har ”rørebassinnet”, hvor man kan klappe en fisk, hang der her store skilte med påbud om ikke at røre fiskene eller vandet. Ved indgangen til bassinerne var der også et skilt, hvoraf det fremgik: ”Mindre børn uden følge med voksen vil blive brugt som haj-foder” – så er det da ligesom på plads! Vi så blandt andet Australiens giftigste dyr – en havslange. Guiden fortalte, at slangen en gang imellem skulle op og trække vejret, og hvis den gjorde det, skulle vi alle træde et skridt tilbage fra bassinkanten. Lige efter kom der faktisk gang i slangen, der stilede mod vandoverfladen, og alle skyndte sig at træde behørigt baglæns. Vi så de utrolig grimme men meget giftige Stonefish, og der var også en fisk, der kunne sprøjte med en så kraftig gift, at alle fisk omkring den døde. Desværre kunne den heller ikke selv tåle giften (den er jo selv en fisk 😂), men nok en fisk man skal undgå, hvis den har en virkelig dårlig dag. Så havde de selvfølgelig også et haj-bassin med hajer, som de forsøgte at fodre. Men hajer spiser faktisk ikke ret meget, og der er mange rundvisninger, så der var ikke rigtig ”bid” i de hajer.
En gråvejrsdag blev benyttet til at få styr på ruten den sidste tid, vi er i Australien, en lidt længere gåtur langs vandet og Thomas havde en snak med sin chef Louise, angående jobsituationen, når vi vender tilbage til DK.
Så kom solen igen, og det blev til en dag på stranden i læ for vinden – godt at blive varmet godt igennem.
Lørdag havde vi sat vækkeuret til – vi skulle på tur til Francois Peron NP og skulle jo nødigt sove over os. Thomas var dog faldet om i sengen så tidligt aftenen før, at der ikke rigtig blev behov for morgen-vækning. Kl. 8.45 blev vi samlet op af Luke i hans 4WD Toyota Landcruser. Ud over os var der 3 andre ”gæster” – det viste sig heldigvis, at vi alle 5 var interesserede i dyreliv og natur-view, så alt var i skønneste orden. Luke havde tidligere boet i Perth, hvor han havde været murer/entreprenør, men var for 9 år siden flyttet til Denham og arbejdet de sidste 8½ år som guide på disse ture til nationalparken. Han havde en indstilling til turen, som gjorde det til en fantastisk dag. Han var utrolig begejstret over dyrelivet og muligheden for at kunne vise os dette. Samtidig var han fyldt med historier og viden om alt, hvad vi så.
Turen gik nordover til nationalparken, som vi nåede efter få km. Ret hurtigt blev vi klar over, hvorfor vi havde valgt en 4WD tur og ikke kørte selv. Vores hiace havde vel klaret 1 km, så var den kørt fast, men inden det var vores køkken helt sikkert blevet grundigt ommøbleret.
Hurtigt inde i parken blokerede Luke bremsen – foran bilen gik 2 fugle. De så ikke ud af meget (et par store høns/små kalkuner), men de var åbenbart så specielle, at Luke kun havde set dem få gange i løbet af de 8½ år, hvor han havde kørt ture. Det var da en lovende start ;o)
Vi begyndte stille ud med en utrolig flot strand, hvor vi var ude at gå i lavt vand. Her så vi Shuffelnose-ray og mangroveskov. Mens vi hørte om mangroven fik vi ”fodbehandling” af små fisk og rejer i det lave vand. Her var også dages første spisested – efter Lukes vurdering en af de bedste cafeer i verden = hans udskænkning af kaffe/te/kage fra bagklappen af hans bil.
På vej videre mod næste stop blev bremsen igen hugget i (faktisk tre gange). To gange så vi Thorny devil og en enkelt gang blev der spottet en blåtunget lizard. Thorny devil ligner en af de små drageunder fra en Harry Potter film. Den er imponerende, pigget og flot – og så stillede den gladelig op til fotografering. Den blåtungede lizard var Luke lidt mere nervøs for (han var blevet bidt af en som dreng). Den var flot men mere aggressiv og listede efter lidt tid ud i bushen og forsvandt.
Vi kom til en fantastisk flot strand, hvor parkens slogan (hvor ørken møder vandet) kom til sin fulde ret. Der var røde klipper, der gik direkte ned i den smukkeste bugt med kridhvidt sand og turkisblåt vand – Wow. Vi hoppede ud af bilen, fik snorkeludstyr på og kastede os rundt i vandet i ½-times tid. Der var flotte fisk, men vi er nok blevet noget forvendt med koralrev og fisk. Som noget nyt så vi en havslange, der som sagt er et af de giftigste dyr i verden. Heldigvis havde den andre planer end at bade sammen med os, så den stak af; py-ha.
Nationalparken bød på flere utrolig flotte bugter og klippeformationer, som vi nåede frem til ad en helt utrolig bumpet vej. Her var blandt andet et godt sted at spotte delfiner, men desværre var de ikke lige oplagte til at blive spottet i dag. Nu var det blevet tid til at besøge parkens berømte restaurant. Sjovt nok kom maden til denne restaurant også ud af bagagerummet på Lukes bil ;o)
Det næstsidste stop på ruten bød på udsigt over havet, hvor vi så en dugong (søko), hajer og store rokker. Luke markerede, at han så delfiner, meeennn det var vist kun ham der kunne se dem ;o)
Efter en helt utrolig og absolut fantastisk dag i parken, sluttede vi af med at hoppe i en hot-spa på områdets tidligere station. Her var der tilbage i tiden blevet etableret en 500 m dyb boring, som skulle forsyne dyrene med vand. Vandet var vel 40 grade varmt (alles første kommentar, når de stak fødderne i vandet var: ”Det er godt nok varmt”) og det blev nu brugt til et ”badebassin”, hvor vi kunne slappe af og nyde det varme og mineralholdige vand. Jf. Luke, skulle vandet være godt for stort set alt – og gøre en yngre (nu må vi se om det lykkedes).
Da vi blev smidt af ved campingpladsen 8 timer efter, vi var taget afsted, var vi enige om, at vi netop havde haft en af de dage, som vi kommer til at huske i lang tid.
Dagen efter gik turen til Monkey Mia – en ”by” på den anden side af tangen. Byen, der bestod af en campingplads og to bygninger med turistbureau, soveniershop, supermarked og restaurant. Monkey Mia er blevet kendt, fordi en kvinde i 1960’erne begyndte at fodre stedets delfiner. Nu om dage bliver delfinerne fodret 3 gange hver formiddag foran en kødrand af turister. Vi havde læst, at det var bedst at komme til den første fodring, men Luke havde dagen før fortalt os, at der var meget bedre plads ved 2. eller 3. fodring (hans kone arbejder med at fodre delfinerne, så han burde vide det).
Ved ankomsten til Monkey Mias p-plads skulle vi betale entré, underordnet om man ville se delfiner eller ej. Vi ankom på stranden ved halvnitiden, hvor den første fodring var gået i gang. Ganske rigtig stod der en masse mennesker langs strandkanten. Vi fandt dog et sted på den nærliggende bådebro, hvor vi sagtens kunne se de 4 – 5 delfiner, der svømmede rundt helt inde ved bredden. To piger var blevet udvalgt som delfinfodrere, så de gik rundt med hver sin metalspand og hev fisk op til de ventende delfiner. Noget tydede dog på, at de fremmødte delfiner var i ualmindelig god foderstand. De skulle lokkes en del, før de spiste de fremstrakte fisk. Vi havde regnet med, at vi kunne nå at se den næste fodring, inden vi skulle ud på en sejltur, men fodringerne kørte vist efter et noget løst tidsskema.
Vi havde booket os ind på en marinetur med en katamaran – Aristocats 2. Her ville vi, hvis vi var heldige, se både søkøer, delfiner og havskildpadder, så det lovede jo godt. Båden, vi skulle med, lagde til ved bådebroen, inden den næste delfinfodring gik i gang, så den gik vi glip af. Til gengæld kom vi ombord på en båd, styret af to friske piger, der viste en masse om havdyrelivet i Shark Bay. På vej ud fra kysten så vi en del delfiner, der sikkert lå og ventede på den næste servering ved stranden. Shark Bay har verdens største sammenhængende areal med søgræs, hvilket resulterer i et fantastisk dyreliv blandt andet med verdens største bestand af dugongs, der er en art af søkøer. På vej ud mod søgræssletten så vi en gigantisk havskildpadde, der lige var oppe og få luft. Herefter kunne den være neddykket i et par timer, så den så vi desværre ikke mere til. Til gengæld så vi dugongs – masser af dugongs. Dugongs er i familie med elefanten, så ligesom en elefant ikke hoppede, så springer de 500 kg tunge søkøer ikke ud af vandet. Men de var en del oppe i havoverfladen, hvor vi kunne se dem puste vand op. Det var sjovt at se de store dyr i vandet. På vej tilbage fik vi selskab af delfiner, der tumlede rundt i strømmene under og langs med katamaranen.
Tilbage på land gik vi en tur langs stranden. Selvom dagens delfinfodringer var ovre for længst, var der stadig nogle stykker, der svømmede rundt helt inde ved bredden. En af dem fulgte tæt efter en af strandens mange pelikaner. Den cirklede rundt om pelikanen og sprøjtede vand på den med den ene luffe. Pelikanen synes åbenbart, det var sjovt, for den fulgte troligt efter, når delfinen kom lidt for langt væk. Det var ret sjovt at se på.
Efter en tur op og ned langs vandet kørte vi tilbage mod Denham. På vejen spottede Thomas en Thorny Devil midt på vejen, så den måtte vi lige hjælpe i sikkerhed igen inde i rabatten (det er noget nemmere, når man ved, at den ikke er giftig). Vi stoppede ved Little Lagoon, hvor Luke havde fortalt, at der skulle være mange stonefish. Vi nærmede os forsigtig vandkanten, og der lå sørme en lige foran os. Thomas fandt en pind, og mens Ulla filmede, ville han lige prikke lidt til den, for at se om der var liv i den. Den reagerede ikke sønderligt, og da Thomas satte pinden under den, væltede den rundt, så vi kunne se, at det bare var en almindelig sten. Så meget for vilde stonefish. Hjemme igen lavede vi aftensmad, og herefter talte vi med familien, der fejrede fødselsdag i Asferg. Det var meget hyggeligt lige at se alle ansigterne og snakke lidt.