D. 8 – 11. september – Hvor vand møder land, og hvaler boltrer sig.
På vej ud af Carnarvon kørte vi ad byens fruit-loop, som er vejen langs floden. Vandet fra floden giver byen en masse muligheder for at dyrke jorden. Floden, som vi krydsede, var dog fuldstændig udtørret, men trods det så vi marker med vin, mangotræer, forskellige grøntsager og ikke mindst bananpalmer. Carnarvon har simpelthen fremavlet en lille sød banan, de kalder for en madkassebanan. Det var sjovt at se bananpalme-plantager, og vi skal hilse og sige, at de små bananer er virkelig lækre. Efter et stop ved en af de mange ”landevejsboder” med friske grøntsager gik turen lidt nordpå igen, denne gang til Quobba, som er placeret ude ved kysten nord for Carnarvon.
Quobba Station er en fungerende fårefarm med 10.000 får, der samtidig har plads til campister. Det viste sig, at stationen har et samlet areal lidt større end Djursland, så der var rigeligt plads til alle. Vi var lidt spændte på, om vores ikke helt nye campervan kunne klare turen derud, men det havde de på Quobba forsikret os om, var helt problemfrit.
På vejen ville vi se de berømte ”Blowholes”, der ligger helt ude ved kysten. Her har havet dannet huler ind i klippen. Når så de store bølger slår ind mod klippen, presses vandet op af huller nede fra hulerne. Det giver en gejseragtig effekt samtidig med lyden af en høj buldren. Vi nåede kysten, men vi var lidt i tvivl om, hvor vi lige fandt disse blowholes. Pludselig stod en høj vandsøjle op fra klipperne, og vi var ikke længere i tvivl 😊 Det var meget fascinerende, at se vandet blive presset op igennem hullerne. Ulla fandt dog pludselig ud af, at man skal tage sig i agt for vindretningen. Lige da hun var kommet tæt på for at tage det helt rigtige billede, blev hun gennemblødt af vandet fra vandsøjlen, der jo ligesom skulle ned igen. I øvrigt var det en lidt sjov oplevelse at hoppe ud af bilen og kikke de 100 meter hen mod det område, hvor blowholesene befinder sig. Man kom til at tænke ”Hvorfor har de dog pløjet området, når der nu kommer turister. Skal man så gå hen over en pløjemark?”. Det viste sig ved første skridt ud i ”pløjemarken”, at det var klipperne, som havde en form og farve, så det kunne ligne pløjet rødt ler – det var dog hård og kantet klippe ;o)
Vi fortsatte langs kysten mod Quobba Station. Her var vejen en grusvej, men med stille kørsel gik det fint. Da vi kom frem, blev vi mødt af en sød kvinde, der drev station stay’et. Da hun fandt ud af, at vi kom fra Danmark, kunne hun kækt meddele, at vi jo så næsten var hjemme. Hun var fra Flensburg, men var havnet i Australien, hvor hun havde boet de sidste 40 år – ”love, men vi er ikke sammen mere; men nu har jeg fundet en ny love ;o)”. Hun gav os den bedste plads i den ene ende af området helt ude ved kysten. Her havde vi en lille indhegning helt for os selv med et fantastisk vy ud over hele kyststrækningen. Hurtigt fandt vi ud af, at det også var et fantastisk sted til at spotte pukkelhvaler. Næsten hele tiden kunne vi se hvaler et sted ude på havet. Nogle kom rimeligt tæt ind mod kysten, så Thomas fik taget nogle flotte billeder af de springende og halebaskende kæmper.
Området nord for Quobba er forbeholdt 4WD, så vi afholdt os fra at ”lufte” bilen i løbet af de tre overnatninger, vi havde på Quobba station. Vi gik nogle rigtig flotte vandrerute en dag mod syd og en dag mod nord. Det var muligt at gå igennem bush-landskabet lidt inde i landet og så retur langs stranden. Kysten ved Quobba er vild – ud over hvalerne, så er der kæmpe bølger, der slår ind mod fantastisk klipper. Dette har ud over at have skabt utrolig smukke lodrette klippevægge lige ned i vandet også givet de klipper, man går på, et takket og til tider helt goldt præg. Man får nærmest fornemmelsen af, at man går rundt i et månelandskab – mega fedt.
Quobba station var – som de stations stays vi har været på – rigtig fedt. Det var holdt i en god landlig stil (dog var det prissat noget dyrt for overnatning – faktisk noget af den dyreste camping, vi har boet på). Køkkenet var stort og velfungerende. Da vi var i gang med madlavning den anden aften kom der 2 australiere på vores alder – Peter & Brad. Vi havde åbenbart samme døgnrytme, så vi kom til at være i køkkenet sammen morgen og aften resten af vores tid på Quobba. De var et sjovt par. Peter snakkede og pjattede, mens Brad havde noget mere bundtræk. Peter var fra Sydney med hele sin sjæl. Han var ikke helt tilfreds, da vi måtte fortælle ham, at da Australien skulle bygge noget fantastisk – Operahuset i Sydney – blev de jo nødt til at få en dansker fløjet ind. Han lyste dog op, da han kom i tanke om sit besøg i København (han havde boet 2 år i Sverige) og kunne med forargelse vurdere, at den lille havfrue nok egentlig var for lille til at hedde den lille havfrue.
Efter nogle super gode dage i det vilde landskab mellem hav og bush på Quobba station var tiden kommet til at drage videre – målet var Denham ved Shark Bay. Vi havde dog en køredag, hvor vi skulle ende op lige udenfor Shark Bay Rd. Denne vej er en 160 km vej ind til Denham, som er utrolig flot, og vi ville gerne tage denne fra morgenstunden. Derfor havde vi den 11. september 300 km at køre fra Quobba station til Ampol Overlander Roadhouse ved Hemelin Pool, hvor vi havde tænkt os at overnatte. Men en hel eftermiddag på en ”parkeringsplads” bag et dødssygt roadhouse – nej tak. Vi havde snydt lidt og havde en plan.
Først ville vi genbesøge blowhols – vi havde set dem i gråvejr men med rimelig smæk på vinden og tæt på lavvande. I dag var det solskin, så der kunne tages flotte billeder. Det blev således første stop. Det viste sig dog, at højvande og kun små bølger ikke gav blowholes men snarere lidt ”om lidt koger kaffen” bobler. Vi vidste dog, at vi kunne komme tilbage lidt senere på dagen så pyt. Vi kørte 2 km længere mod syd, hvor der var den flotteste bugt ved Quobba Point. Her var en smuk sandstrand, som omkransede en lavvandet krystalklar bugt – og grunden til vi var kommet, i den ene ende af bugten var ”akvariet”. Det var et lidt dybere område i bugten, hvor der var utrolig mange koraller og fisk at snorkle hen over. Det var utroligt flot. Vi kom på land og valgte at bruge et par timer på stranden i den varme sol. Da tiden var ved at være ”nu skal vi afsted, hvis vi skal nå Overlander Roadhouse inden solnedgang” pakkede vi Hiacen og drønede sydpå. Eller det gjorde vi næste, for vi stoppede lige ved blowholes, som nu var kommet i gang (lavvande og lidt flere bølger). Det blev til en samling flotte fotos. En pukkelhval ville også lige sige farvel, så den hoppede rundt i vandet lige udenfor – smukt.
Turen til roadhouset blev kun afbrudt af et besøg i Woolworths i Carnarvon for optankning af basisvarer og benzin.