D. 7. juni – Ørken når det er bedst.
Vi startede dagen, efter at have pakke bilen og taget afsked med vores ”smukke” motel, med atter at køre mod Grand Canyon. Der var lidt flere biler på vejen denne gang, og ganske rigtigt – da vi nåede indgangen var der en noget længere bilkø for at komme ind i parken. Men heldigvis havde vi jo ikke travlt. Det er faktisk en af de rigtig seje ting ved denne tur – vi har sjældent travlt 😊Først parkerede vi ved Visitor Centret for lige at gå hen og nyde udsigten på det flotteste stykke af canyonen en sidste gang. Selvom vi havde brugt hele dagen i går på at beundre klippeformationerne, blev vi alligevel blæste bagover, da vi stod ved rækværket. Det er bare imponerende. Derefter kørte vi videre langs kanten østpå. Naturparken dækker over et meget stort stykke land, så vi stoppede flere gange undervejs ved særlig flotte udsigtspunkter, inden vi til sidst nåede det sidste stop inden parkgrænsen – nemlig ”Desert View Watchtower”. Selve tårnet var desværre lukket, men en krage sad oppe i toppen og skræppede lystigt over den udsigt, vi andre blev snydt for. Heldigvis var udsigten stadig ret fantastisk ved rækværket ved denne del af canyonen. Her kunne vi se en stor del af Coloradofloden, der igennem uendelig mange år har arbejde sig nedad og nedad. Så tog vi afsked med Grand Canyon og kørte vest ud af parken. Selv om vi var kørt ud af naturparken kørte vi i det samme landskab – noget, der mindede om nåletræsskov. Efterhånden ændrede landskabet sig til en slags ørken med store røde klipper. Vi kørte rundt i indianerreservater, så der var en del boder ved vejkanten med alt fra smykker til vævede tæpper og drømmefangere. Vi stoppede et sted, hvor der skulle være en flot udsigt. Vi skulle gå af en sti derned, men inden stod der et stort skilt, der sagde, at vi skulle blive på stien og i øvrigt passe på klapperslanger, edderkopper og skorpioner. Så vi kiggede os godt omkring, for vi ville da vældig gerne se en klapperslange 😊
Resten af turen til vores motel ved Lake Powell var meget flot og langt fra kedelig, selvom det meste var igennem ørkenlandskaber. Landskabet forandrede sig hele tiden fra store grålige kuppelformede klipper til klippevægge i lyserøde og næsten lilla nuancer. Vi havde hele tiden retning mod en lang rød klippeformation, mens vi nød vores airconditionerede bil – udenfor var temperaturen kommet op på 98F (36 C). Da vi nåede den røde væg, begyndte køreturen opad, hvilket fik temperaturen til at falde et par grader. Næsten ved toppen var vejen hugget ind gennem klippen, så vi kørte mellem to høje røde klippevægge. På den anden side var landskabet igen et andet. Her på toppen af klippen var temperaturen lavere, så nu var omgivelserne dækket af mange små træer. Efter lidt kørsel kørte vi atter igennem de røde klippevægge, og så gik turen nedad igen – og temperaturen opad – nu til 100 F (38 celsius) . Vi kørte forbi Horseshoe Bend, som vi skal besøge i morgen, og forsatte til vores motel i byen Page. Det var heldigvis noget mere tjekket, end det sidste. Her var en dejlig kold (meget kold, siger Thomas) swimmingpool, hvilket var en sand lise i det meget varme vejr, samt vores egen lille terrasse med to stole og et lille bord.
Der lå en mexicansk restaurant lige i nærheden, hvor vi ville spise aftensmad. Det var sjovt at se en amerikansk fortolkning af en mexicansk restaurant, men farverne var der i hvert fald for fuldt smadder. Maden smagte helt rigtig, men de kom flødeskum oveni Ullas Strawberry Daiquiri ovenikøbet pyntet med et kirsebær. USA fornægter sig ikke.