D. 6. juni – Med vingummibamser og WOW-faktor.
Duuuuuuttt!!!! Hvem behøver et vækkeur, når toget kører lige forbi. Vi sov ellers ganske glimrende på det mest klassiske motel, vi længe har set. Motellet har absolut set bedre dage, men det har alt, hvad vi skal bruge. Alle møbler er mørkebrune, væggene er beige og bordeaux, gardinerne er stribede i lilla og døren er blå. Oveni det er motellets maler ikke gået synderlig meget op i, hvad der blev malet, så stikkontakt og selve stikket, skærmen på sengelampen og kanten af sengen har også lige fået et touch af bordeaux. Men som sagt – fint til os.
Efter en hurtig morgenmad og pakning af køletasken med rigeligt vand, cola og madpakker, kørte vi den lille times tid til Grand Canyon. Selv om der kun er få veje ind i parken, kørte vi meget alene næsten hele vejen. Vi havde læst, at det kunne tage meget lang tid at komme ind i parken, men vi havde jo heldigvis vores ”Beautiful America Pass”, der giver adgang til alle nationalparkerne, så vi regnede med at køre lige igennem. Men nix, der var ingen speciel indkørsel for folk med pas, så vi måtte pænt holde i kø, som alle andre. Heldigvis var der ikke så mange biler, så det gik okay hurtigt.
Vi var i USA i 2011, hvor vi også besøgte Grand Canyon, så vi vidste godt, hvad vi kom til. Men alligevel – WOW, hvor er det dog et imponerende flot hul i jorden. Det kan simpelthen ikke andet end at imponere. Tænk at en stille uskyldig flod, som vi ovenikøbet har badet i ved Austin, kan ændre så meget på landskabet. Da vi lige havde sundet os ovenpå det flotte syn, tog vi en shuttlebus ud til starten på en vandrerute ned i canyonen. Det var en vandretur på cirka 10 kilometer for at komme ned til Coloradofloden, men vi nøjedes med den første etape på 2,4 kilometer ned og 2,4 km op. Vi skulle jo også gerne kunne klare at gå op igen 😉 Vi havde 3 liter vand og en pose vingummi, så vi var så klar. Så gik det ellers nedad i hårnålesving langs klippevæggen. Det var med at holde godt øje med fødderne, da der lå mange sten på de ujævne trin. Men humøret var højt, udsigten uovertruffen, så alt gik fint. På vejen mødte vi to på hesteryg, der var på vej op med 6 æsler. Stien var ikke særlig bred i forvejen og fra yderkanten gik det lodret ned, så det var med at trygge sig op ad klippen og trække maven ind, til de var kommet forbi. Det var en meget flot tur med den ene flotte udsigt efter den anden, så vi fik taget mange billeder. Selvom det var ret varmt, holdt vi et pænt tempo nedad – synes vi selv, lige indtil vi blev overhalet af et par, der tog turen nedad i løb. Det blev da også kommenteret af de mange, der højrøde i hovederne var på vej op igen. I øvrigt hilste de fleste, når vi passerede hinanden, og mange havde også lige en sjov kommentar med på vejen, så det var ret hyggeligt, at vi var flere på samme mission. Vel nede ved Cedar Ridge fandt vi en plads under et skyggefuldt træ. Nu havde vi da fortjent nogle vingummibamser. Men ikke så snart vi havde raslet lidt med papiret sad et lille egern parat til at smage. Vi vidste fra sidste gang, at man ikke skal fodre egernerne, da de kan bide ret voldsomt fra sig. Så vi fik jaget den lille fyr på afstand, inden vi nød vores belønning. Den havde dog opdaget, at vores naboer også havde mad, og der havde en mere held. Efter en god pause i skyggen gik turen opad igen. Den havde vi gruet lidt for, da det jo er noget hårdere at gå opad, men det gik faktisk ret fint. Dog havde vi nok undervurderet, hvor meget vand, vi egentlig havde brug for, så da vi kom op, fik vi genfyldt vores vandflasker og maver med koldt vand. I bilen fandt vi vores madpakker og fik således også lidt energi indenbords.
Vi genpakkede rygsækken og gik en tur langs kløften oppe på kanten – der er en fin tur hele vejen langs den del af syd kanten, som er omfattet af naturparkens område (ca. 20 km). Vi havde taget ”hørebøffer” med og fandt et sted, hvor vi kunne sidde, lytte lydbog/podcast og kikke på det utrolige sceneri som Grand Canyon er.
Tiden nærmedes sig solnedgang. Thomas fik hentet camera i bilen og vi fik installeret os på et lille ”udhæng” som havde lodrette klippevægge ca. 300 m ned – bare rolig der var rækværk. Vi delte pladsen sammen med en bunke folk med alle mulige typer cameraer. Her så vi den flotte solnedgang, mens alle knipsede lystigt løs. Stemningen var superhyggelig, og der blev snakket på kryds og tværs mellem de mange nationaliteter, som var tilsted på vores lille afsats.
Da solen var forsvundet bag klipperne og lyset forsvundet, fandt vi bilen og kørte retur til Williams i mørket.