29. maj – Raketter og rumfærger.
Dagen begyndte som normalt – vågne, checke nyheder, gå i bad. I dag skulle vi besøge Huston Space Center. Vi gik ind på hjemmeside for lige at få en up-date på åbningstider mv. Deres råd var – kom tidligt, du kan godt bruge hele dagen på museet. Vi købte billetter på hjemmesiden, kl. 10:00 var allerede udsolgt, så vi fik kl. 10:30. En gang hurtig morgenmand og så ned i bilen for at drøne de 30 minutter ud til museet.
Der var lang kø for at komme ind, men den blev heldigvis afviklet hurtigt. Umiddelbart virkede det som om kombinationen af søndag og mini-Memoraial-day-ferie havde trukket en del gæster til museet. Pudsigt nok var der utrolig mange indere/pakistanere, men de to nationer er vist også varme på at deltage i rumkapløbet?
Vel indenfor kunne man bestille pladser på 3 forskellige ture i løbet af dagen – der var kun én tilbage, så valget var nemt – det blev en tur ud af se museets raketsamling – den blev booket til ”om 2½ timer”. Det gav os god mulighed for at turnere rundt i museets udstillinger. Vi begyndte dog lige med en film om rumfartens udvikling fra slut 50’erne til nu. Derefter så vi en rumdragt, som har været på månen og gå rundt – altså ikke selv – der var en astronaut inden i, da den var på månen. Det var lidt vildt at tænke på, at det støv, vi kunne se på benene af dragten, var støv fra månen. Vi så også et modul fra en af raketterne på en Apollo mission, som altså har svævet rundt om månen og fragtet mandskabet både derop og tilbage til jorden og mere af den slags vilde space-dimser. Et af de helt store trækplastre i udstillingen er en Boeing 747 med en rumfærge oven på (altså sådan som de fragtede rumfærgerne rundt mellem landing og fornyet opsendelse). Vi var inde i både lastrum – kæft hvor var det egentligt stort – cockpittet og ”opholdsrummet”, hvor der kunne udføres forsøg og klargøres til rumvandringer udenfor rumfærgen. Det var ret vildt at se, hvordan det hele har virket.
Nå, men klokken nærmede sig tur tid, så vi afbrød vores fascination af rumfærgen og gik mod afgangsstedet for raket-turen. Da vores tur (rød tur 13) blev kaldt frem, gik vi i en lang række ud til et lille tog. Herfra blev vi kørt et lille stykke ud til museets raketområde. På turen fortalte en guide lidt om, hvad vi skulle se, men det hørte vi ikke meget af, da en lille dreng foran mente, at han skulle sige en meget høj lyd hele tiden, mens vi kørte. Hans forældre syntes åbenbart, at det da var det mest charmerende påfund; de sagde i hvert fald ingenting. Nej, det passer faktisk ikke helt. Faren gik selv med på drengens høje lyd lige i starten, men han stoppede dog hurtigt igen. Så da toget stoppede, skyndte vi os en anden vej end den lille familie. Vi blev sat af ved en høj raket samt nogle forskellige raketmotorer. De var meget imponerende. Lige indtil vi kom ind i hangaren lige ved siden af. Så falmede alt andet, vi før havde fundet stort og imponerende. Her lå en Apollo raket (Saturn 5), samlet fra de 3 sidste Apolloraketter, der aldrig blev sendt afsted. Den var kæmpe, gigantisk megastor. Fem enorme motorer, hver med en diameter på over 3 meter, dækkede bunden af raketten. Den lange raket var delt op i sektioner, og på plancher blev de mange stadier i en raketopsendelse forklaret. Her gik det også op for os, hvor stor del af raketten, der kun bliver brugt til opbevaring af brændstof, for at blive skudt af når den er opbrugt. Efter at have sagt ”WOW” og ”NØJ” en masse gange, tog vi det lille tog tilbage til museet. På en væg i museet hang der billeder af alle de teams, der har været på rummissioner for NASA. Vi skyndte os hen for at finde ”billedet”. Ikke af de første mænd på månen, men af Andreas Mogensen se’fø’li’. Men æv bæv, han var der slet ikke. Måske var hans rumtur for kort til, at den tæller med. Så mon ikke han hænger der næste gang, vi kommer forbi😉
Alt i alt et super cool museum, hvis man er til rumfartshistorie.