17. – 18. maj – Fra country til blues.
Denne formiddag kørte vi lidt udenfor Nashville centrum til en stor park – Centennial Park. Her er der opført en tro kopi af Athens Parthenon, men da marmor-delen nok var lidt omkostningstung, har man valgt at opføre det ikoniske tempel i brun cement. Til gengæld har det både friser og tag. Så det var stadig et imponerende bygningsværk, hvor det var sjovt at lege med kameraet. Der var også en lille sø i parken, så her smed vi os i græsset med lydbøger.
Senere tog vi atter ind til Nashvilles centrum. Vi gik en anden vej ind til byen denne gang, så vi kom forbi Nissan Stadium, hvor Tennessee Titan (amerikansk fodbold) holder til. Det var et kæmpe stadion at stå udenfor. Vi gik videre over floden via en fodgængerbro. Herfra kunne vi ses Nashvilles flotte skyline fra en anden side. Der er simpelthen ufattelig mange bygninger med facader af glas. I ”the district” var festen stadig i gang med boots, øl og countrymusik. Vi var oppe i toppen af en af de mange flere-etages-barer, der havde rooftop med udsigt ud over festgaden. Efter at have hørt et par bands blev vi enige om, at vi nok ikke var det mest entusiastiske C&W-publikum, så vi styrede hjemad. På vejen kom vi forbi byens baseball stadion, hvor der var en kamp i gang. Vi talte lidt med dørmændene og fik lov til at få et kig ind på banen. I det samme slog det rigtige hold en god bold, så publikum satte i en vild jubel. Vi prøvede at følge med på det kæmpestore board, som i øvrigt havde facon som en gigant guitar – man er vel i Nashville. På vejen hjem til hotellet så vi et murmeldyr, der boede under en bro. Vi nåede at liste os ret tæt på den, inden den forsvandt under broen.
Næste morgen kørte vi vestpå mod Memphis. Helt tilfældig var vi kommet til at snakke om Tina Turner, så vi tjekkede lige, hvor Nutbush lå. Det viste sig kun at være en mindre omvej at køre igennem Nutbush på vejen til Memphis, så det skulle vi da opleve. Hvis jeg boede i en lille by, der havde opfostret ”the queen of rock’n’roll”, ville jeg nok tænke, at det var værd at promovere byen på; måske med en statue eller lignende, men det gælder åbenbart ikke i Nutbush. Bortset fra et forkølet skilt på et meget forfaldent hus, der bekendtgjorde, at Tina Turner var født der, var der intet gjort ud af noget. I det hele taget var Nutbush nok på kanten af, hvad man kan kalde en by. Men vi var der; så kan man da føje det på cv’et 😊
I Memphis fandt vi vores hotel, der desværre lå noget længere end gå-afstand fra centrum, så vi kørte ind mod en central p-plads, forberedt på at vi nok skulle snørkle os igennem en travl bymidte. Lidt ligesom Nashville var selve centrum koncentreret om et meget lille område, så selvom vi kom helt tæt på midten af byen, var det utroligt nemt at køre derind. Vi fandt hurtigt Beale Street, som er gaden, hvor alle blues-barerne ligger side om side. Det var dog også onsdag, hvor alle bikere åbenbart kører til Memphis for at vise deres motorcykler frem. Der var nok omkring 400 motorcykler i alle størrelser og farver. Nogle med flerfarvet lys og andre med 3 hjul, så de næsten blev på størrelse af en lille bil. Fælles for dem alle var dog, at meget lyd er godt. Så luften var fuld af drøn fra motorer, så det var lidt svært at høre musikken. Heldigvis havde vi jo endnu en dag i Memphis. Vi fandt et lille spisested, der serverede det lækreste kylling, og bagefter gik vi ned til Mississippi-floden og så solnedgang.