D. 12. april – Med kajak og mælkeflaske.
I dag var vandet helt stille, da vi stod op. Så vi fik med hjælp fra Jeramiah hentet en 2-personers kajak ud fra garagen. Så satte vi kursen mod nord. Planen var at sejle op til Pauls udlejningshuse, hvor vi boede, da vi var her for 3 år siden. Det er sjovt at se de mange flotte huse fra søsiden. Ude fra vejen ser man kun de høje plankeværker og de store porte. Det var skønt at sejle og blive dejligt afkølet af den lette brise. Husene var lidt svært at kende igen; de fleste huse har en badebro med et lille stråtækt badehus. Pludselig kunne vi dog skimte det første gule hus med en meget karakteristisk bort i mønstre af marmor. Der stod en mand oppe på terrassen (sikkert ham, der passer husene for Paul), så vi vendte kajakken og padlede tilbage igen. På tilbagevejen hørte vi nogle fugle, der skræppede meget højt. Vi sejlede lidt nærmere bredden, og der så vi to grønne papegøjer. De fløj legende rundt efter hinanden, så vi kan da håbe på, at de en dag trækker hen mod vores hus. Vi blev dog ikke snydt, for henne ved vores hus sad der en spætte og hakkede løs i et af træerne lige ude for terrassen. Så forstår man, hvor oplægget til Søren Spætte er fundet henne. Den havde den flotteste røde top og en meget aggressiv hakning.
Sidst på eftermiddagen trak vi atter i vandrestøvlerne og satte kursen mod Bacalar. Det er en meget hyggelig tur, og denne gang var vi heldige at se en leguan, der sad og solede sig i den sidste eftermiddagssol. I Bacalar gik vi ned mod vandet, og fandt vist en af de eneste badebroer, der frit kan benyttes af offentligheden. Herfra kunne man så sidde med fødderne i vand og kigge hen langs søbredden på alle de mange private badebroer, der går ud fra kæmpevillaerne eller de eksotiske hoteller. Lidt længere henne fandt vi en slags badeland, hvor man betalte entre for at komme ind til vandrutsjebaner og karruseller. Vi blev dog udenfor, hvor en mand solgte osterejer, der var samme skrig-orange farve som de mexicanske huse.
Vi gik på jagt efter en bar med happy hour. Vi kom forbi den bar, vi havde hørt livemusik for et par aftner siden. Den var godt nok rimelig tom, men de havde happy hour, så vi gik ind og fik os en Pina Colada hver. Mens vi sad der, begyndte musikerne at stille op til aftenens koncert. ”Kom igen kl. 20.00, så har vi livemusik” smilede bartenderen, da vi gik videre. På vej hen til restauranten blev vi overhalet af adskillige politibiler. En af dem havde åbent lad, hvor på der stod en stor fyr i kampuniform med en maskinpistol. Så blev alle bilister og knallertkørere ellers stoppet for tjek af papirer og kørekort. Så var det nu meget rart at være gående😉Vi havde fået anbefalet en lille restaurant, der hedder ”Bote de Lerche” (mælkeflasken). Vi havde ikke bestilt bord, så det var heldigt, vi kom rimeligt tidligt, for ret hurtigt var der ventetid på bordene. Spisekortet var en stor tavle ved indgangen, som vi blev opfordret til at tage et billede af, som vi så kunne sidde og bestille ud fra. Der var ikke så mange retter på menuen, men alligevel følte man ikke, at der manglede noget. Stemningen var meget hyggelig, og maden var utrolig lækker. Så med fyldte maver, og munden fuld af Hubba Bubba- tyggegummi (kom med regningen 😊), begav vi os tilbage til livemusikken. Nu var stedet helt fyldt op og stemningen var i top. Trods de mange mennesker fik vi et genkendende nik og sil fra bartenderen. Den skingre fusionsjazz-trompet var nu skiftet ud med en salsa-trombone. Da ingen skulle ud at køre, gav vi os i kast med drinkskortet.
Vi havde en lille pandelampe med til turen hjem, men månen lyste alt op, så det var ingen sag at finde vejen hjem – trods drinks.