D. 13. april – I mayaernes fodspor endnu engang
Cirka en times kørsel fra Bacalar ligger endnu en stor Maya-ruin ”Kohunlich”, og den har vi besøgt i dag. Vi læssede vores lille bil med vandflasker og drog af sted, så vi endnu engang kunne komme før de andre turister. Turen gik fint, indtil vi drejede ned ad vejen, der førte de sidste 15 kilometer ind til ruinbyen. Vejen begyndte i fin stand, men pludselig uden varsel var der huller i vejen. Ikke bare små bump, men sådan nogle huller, der sætter ens hjul alvorligt på prøve. Vi kom hurtigt ned i fart og fortsatte resten ad vejen i et mere adstadigt tempo.
Vi ankom samtidig med et ungt tjekkisk par, men ellers var vi alene. Vi skulle betale 170 pesos for at komme ind, men da de ikke havde byttepenge, fik de 200 😊 Vi kunne betale for at få en guide med rundt, men vi valgte at klare os med skiltene rundt i området. Endnu engang må man imponeres over den flotte byggestil. I forhold til den sidste Maya-by vi besøgte, gav denne en bedre forståelse for, hvordan mayaerne har levet og boet. Der var beboelsesområder for de bedre stillede, hvor en stor del af væggene var bevarede. De fattige boede i træhytter rundt om centeret i bebyggelse – derfor ingen spor tilbage af dem. På den måde ligner det jo historien og de fattige over hele verden. Mayaerne begravede deres familiemedlemmer under gulvet, så jo højere gulvet var, jo ældre var slægten. Mest imponerende var dog ”Templos de los mascarones”. Her kunne man se 5 store velbevarede masker hugget ud i sten. De stod langs den flotte trappe op til pyramidens top, så det var muligt at komme ret tæt på de kæmpe ansigter. På vejen hjem handlede vi ind til aftensmaden på det lille marked i Bacalar. Da vi havde købt tortillas og ananas og var på vej hen mod bilen, mødte vi det tjekkiske par fra maya-byen. Lidt utroligt at vi skulle rende ind i hinanden igen. Ulla var gledet og havde slået håndleddet, så det blev pakket godt ind i is, da vi kom hjem. Det var heldigvis meget bedre allerede næste morgen.