4. April – Remember the mexican time
Efter en knap 12 timers flyvetur over Atlanten landede vi i Cancun midt på eftermiddagen. Inden vi kunne komme ud til vores bagage, skulle vi igennem tjek af pas og papirer. Vi kom ind i et kæmpe lokale med ubeskriveligt mange og lange køer. Vi valgte samme kø, som de der gik foran os, og satte vores lid til at de vidste, hvor vi skulle være. Der var en konstant effektiv lyd af stempler, der blev smækket ned de korrekte steder, mens vi i et faktisk okay tempo gled fremad i køen. Det blev vores tur, og mens vi bad til at have udfyldt indrejsepapiret korrekt i flyet, blev pas, papirer og os tjekket af en ung mexicaner. Hun var åbenbart tilfreds, for efter 6 effektive klonk med stemplet fik vi lov til at slippe igennem.
Bagageudleveringen gik glat, så læsset med vores rygsække gik vi i gang med eftersøgningen af et skilt med Eurocar. Vi fandt hurtigt deres lille butik, blev fundet i kartoteket og efter en meget grundig rutebeskrivelse gik vi mod shuttlebussen. Her fandt vi en sød ung mand, der fortalte at bussen kom her lige om lidt, og vi var de første i køen. Lidt efter kom manden inde fra butikken løbende hen. ”Ja, I står helt korrekt. Bare vent der”, råbte han, inden han susede videre. Den unge mand rystede bare på hovedet. ”Han er ny”, sagde han forklarende, ”De har for travlt og drikker for meget Cola med aspartan”. Kort efter kom bussen.
Belært fra forrige gang i Mexico, vidste vi, at man skal være udstyret med en mere end almindelig stor portion tålmodighed, når man skal have sin bookede bil udleveret. Dengang forklarede en sød tysker med 2 små børn os alt om mexican-time, og at det ikke nyttede noget at hidse sig op. Selv samme mand stod dog over en time senere og råbte på engelsk i blandet de stærkeste tyske eder med to grædende og trætte børn. Så Thomas tog en dyb indånding og gik ind til receptionen. ”Yes”, tænkte jeg, da han kom til med det samme, men man skal ikke glæde sig for hurtigt. Først mente ekspedienten, at vi skulle tilkøbe en forsikring, selvom vi kunne vise, at vi havde købt en hjemmefra ved bookningen. Så da vi ikke ville tilkøbe en ekstra blev hun meget fornærmet. Så mente hun, at Thomas visakort ikke virkede (han havde lige benyttet det i flyet), så vi var nødt til at bruge mit kort. For at kunne gøre det, måtte vi tilkøbe en ekstra chauffør, for jeg kunne jo ikke betale, hvis jeg ikke kørte ??? Mit kort gik fint igennem, men bagefter opdagede vi, at hun havde brugt en anden maskine til mit kort. Om det var en fejl eller en måde at score en højere provision på, ved vi ikke, men vi endte dog op med en billet til en bil. Da vi kom ud til parkeringspladsen, skulle vi blot finde plads 42 – der var tom. Vi fik fat i en mand, der hurtigt ville finde vores bil. Heldigvis skinnede solen og vi havde jo ikke travlt – remember the mexican time 😊 Lidt efter kom han med bilen, bakkede den hen og åbnede bagagerummet. Det var åbenbart smuttet uset igennem rengøringen, så han smækkede det i igen og kørte bilen tilbage til rengøring. Heldigvis kom den hurtigt tilbage, og med rygsækkene i det nyrengjorte bagagerum kørte vi mod vore første stop: Playa del Carmen.
Køreturen gik fint, og da vi nåede Playa del Carmen ledte GPS’en os helt ind midt i turistmidten. Her fandt vi vores Air B&B-værelse, som lå i et lille gult hotel. Efter indlogering gik vi ud for at finde noget aftensmad. Playa del Carmen er noget af en oplevelse. Det kan bedst beskrives som en blanding af Jomfru Ane gade og det mexicanske område i Djurs Sommerland – tilsat speed. Der var fest, lys og farver tilsat vildt højt tecnomusik – og alle var glade.
Vi fandt en restaurant lidt væk fra det højeste musik, og fik bestil mad. Tjeneren kom med vores drikkevarer med ordene: ”It’s not the woman first, when there is alkohol. Then it’s alkohol first” Så Thomas fik sin øl, hvorefter jeg fik min cola med et stort smil.
Da vi kom tilbage til hotellet, fandt vi ud af, at det lå tæt på en af de højst spillende discoteker. Vi spurgte vores søde receptionist, hvornår de lukkede for musikken. ”At 3 o’clock”, sagde hun med det største smil – ”and good sleep”.