7. – 10. oktober – Med naturbro og høje klipper.
Efter en fin overnatning i hønsegården kørte vi nu sydpå til kystbyen Hopetoun, hvor vi håbede på at få en plads på en campingplads, der lå lige ved indkørslen til Fitzgerald National Park. Det kunne vi sagtens – faktisk var campingpladsen så godt som tom, skønt selve pladsen var okay. Vi kunne dog godt mærke, at vi var kommet længere sydpå. Især nætterne var blevet ret kølige.
Efter indtjekningen kørte vi en tur rundt i Hopetoun. Selve byen var ikke stor, så vi endte nede ved den lokale fiskermole. Her var en fænomenal udsigt ud over havet med kæmpestore bølger. Det var også sjovt at kigge ud over havet og tænkte på, at den vej er det næste, man møder, Antarktis. Vi fandt et godt sted på de store molesten, hvor der var læ og sol, så vi kunne blive varmet godt igennem. Lidt længere henne kunne vi se en lang sandstrand, så den var vi også lige henne og se på. Her kunne man holde/campere gratis, hvis man var kørende i en selvforsynet camper (dvs. en med toilet og vand). Stranden var lang, flot og helt øde. Vandtemperaturen var heller ikke helt så høj endnu hernede. Bagefter gik turen til købmanden og tilbage til campingpladsen. Her stod den på madlavning i campingkøkkenet. Parallelt med os var der to amerikanere på vel 60-70 år, som var i gang med madlavningen. De havde sejlet fra New York for 10 år siden. Herefter havde de sejlet gennem Panama-kanalen og rundt i Stillehavet i 7 år. De sidste 3 år (under Corona) havde de været i Australien. De skulle hjem til USA i november. Det satte da i det mindste vores tur lidt på plads, som en lille smuttur ;o)
Fitzgerald National Park skulle være et rent blomsterflor på denne tid af året. Vi satte kursen mod parken efter en god gang yoghurt til morgenmad. Der var ikke langt – efter ca. 10 minutter var vi ved indgangen til parken. Vi besluttede at købe 14 dages parkpass (40$), så har vi til resten af turen og skal ikke ”klat-købe” når/hvis vi rammer flere parker (1 dag = 15$, 5 dage 25$).
Nationalparken viste sig at have de flotteste kyststrækninger – der var virkelig stor wow faktor på klippe ud i vandet med indslag af bugter med det fineste hvide sand. Vi tog en sti ned til standen ved Hamersely Inlet. Nede på stranden var det mest fantastiske hvide sand, blåt klart vand og lidt klipper, som bølgerne kunne brydes på. Mens vi var på stranden så vi 4 andre mennesker – sjovt, som Vest Australien er øde og utrolig flot. Thomas mente, at hvis der skulle bades på sydkysten, så var det nok nu – vejret var godt. Da vi var helt alene, blev tøjet smidt og det blev til en kort badetur i Sydpolarhavet med efterfølgende tørring i solen på stranden.
Der var flotte udsigter i nationalparken, men blomsterhavet var vi nok kommet lidt sent til – det virkede i hvert tilfælde lidt mere afblomstret end blomstrende. Til gengæld fik vi fornøjelsen af at se to kænguruer og deres store unge komme hoppende hen over de lave buske. De var sjovt at opleve vilde kænguruer så tæt på.
Tilbage på campingpladsen fandt vi en løsning på den noget kolde aften – vi gik i restauranten på campingpladsen og fik aftensmad. Bagefter hang vi over en øl og spillede 500. Da klokken blev 21.30 var oprydningen i restauranten så fremskreden (da havde de smidt samtlige stole op på bordene og vasket gulvet), at vi luskede ”hjem”, børstede tænder og gik på hovedet i seng – under de 2 soveposer, som vi hver især har.
Vi havde egentlig 3 overnatninger i Hopetoun (betal for 2 og få 3). Men efter 2 nætter mente vi, at vi havde set, hvad der var for os at se i området, så vi løsnede håndbremsen på Hiacen og kørte mod Albany. Efter 2 dage med sol var der også blevet lidt køligt og overskyet i Hopetoun – specielt om natten.
Turen til Albany var på ca. 300 km. Da der var en del fluer, da vi skulle afsted fra campingpladsen (det havde der ellers ikke været de tidligere dage), valgte vi at springe morgenmaden over – vi ville i stedet finde noget på vejen. Det viste sig imidlertid at være mere vanskeligt end forventet. Faktisk kom vi helt frem til Stirlig Range National park 80 km inden Albany, før der rigtig var gevinst. Ved et roadhouse fik vi en lækker toast med æg & bacon. Vi vidste ikke rigtig, hvad og hvordan vi skulle se denne naturpark. Den søde mand bag disken hjalp med at guide os op ad den rette vej til det bedste lookout. Det viste sig, at vi skulle dreje af vejen ca. 80 m fra cafeen – og ejeren var helt ude på cafeens parkeringspladsen for at vise vej. Det kan altid godt betale sig at spørge de lokale om, hvad der er at se i deres område ;o)
Lookoutet/parkeringspladsen var et imponerende skue ud over klippetoppene i Stirlig Range National Park. Det viste sig også at være udgangspunkt for turister, som vandrede i bjergene. De var utrolig forberedte og velpåklædte til vandreturene, mens vi mere var i den afslappede stil med sandaler/badetøfler. Vi nøjes med at kikke og tage billeder fra rastepladsen – vi ville spare krudtet til den næste park vi kom til – Porongurup National Park.
Denne park kom ca. 40 km længere inden mod Albany. Parken er en blanding af flot natur, bjerge og vingårde. Vi stoppende ved parkeringen til Granite Skywalk Castle Rock. Egentlig havde vi – ligesom i Stirlig Range National Park – ikke rigtig forberedt os på, hvad vi gerne ville se i denne national park. Vi listede lidt rundt og så på de vandreture, som var vist på informationstavlerne. Ret hurtigt blev vi enige om at turen op til Granite Skywalk Castle Rock var det bedste bud, en tur på 2,4 km hver vej. Vi fik skiftet sandalerne ud med vandrestøvlerne og drønede afsted. Ret hurtigt blev tempoet dog mere jævnt, da det gik opad hele vejen op til bestemmelsesstedet. Vel fremme blev vi belønnet af fantastiske høje og runde klipper, der ”var blevet placeret” øverst oppe på en plateau-top. Vi har fundet ud af, at australiere er vilde med gangbroer ud over høje skråninger. Vi klatrede op ad/over en del af klipperne, videre op ad en 7 m lodret stige og ud på en gangbro, som førte en rundt om den højeste af klippeformationer. Her var et fantastisk udsyn udover dalen nedenunder – men også 35 m lodret fald, som kunne studeres gennem gulvet i gangbroen. Turen ned var let – det var bare at sætte benene i frigear og så følge med ;o)
Vel nede kørte vi til Albany, hvor vi havde en enkelt overnatning på en fin campingplads inde i byen. Sydkysten byder også på flere, kraftige og pludselige regnbyger. Så morgenmaden blev indtaget i campingkøkkenet efter vi havde pakket bilen, og kørt den hen og parkeret lige op ad køkkenet. Bygerne er dog lige så hurtigt væk igen, så solen nåede at komme frem, inden vi kørte afsted. Det næste stykke vej var som at komme hjem, da vi både skulle til Bornholm og Denmark. Vi kørte langs den smukke kyst, men først tog vi en afstikker af en tange syd for Albany, hvor vi så ”The Gap” og ”The Naturel Bridge”. The Gap er en imponerende granitkanal, der er udskåret af kæmpebølgerne, med et fald på næsten 25 meter. Det var en vild oplevelse at stå oppe på kanten (hurra for et sikkert rækværk) og kigge ned i et inferno af bølger og skum. Det blæste så meget, at man blev helt nervøs for, om ens briller blev siddende på plads. Igen havde australierne bygget en sikker gangsti op til og ud over kanten, så alle kunne beundre de kraftige bølger. Det var lidt mere stille ved Natural Bridge. Her havde bølgerne gnavet et aflangt hul ind under klippen, så det havde efterladt en bro, hvor bølgerne slog ind under. Når de største bølger slog ind, dannede de en tynd sky af støvregn, hvor solstrålerne dannede en regnbue. Naturen er virkelig forunderlig og vildt flot.
Lidt længere ude af tangen stoppede vi ved Cable Beach. Her gik en lang trætrappe ned til stranden, og på vejen ned ad den, mødte vi et par, der havde spottet et par delfiner 10 meter ude fra stranden. Det var en mor med sin unge, og de var nemme at følge i det klare turkise vand. Midt på stranden lå en kæmpestor rund stenblok. Et skilt forklarede, at bølgerne nogle gange kunne slå ind mod stranden på en måde, så de forstærkede hinanden. Så ind i mellem kunne der forekomme bølger, der var 4 gange så høje og kraftige som normale bølger. Så den store sten var faktisk slynget i land af sådanne kæmpebølger.
Så gik turen langs kysten mod Bornholm. Det er helt sikkert første og eneste gang, at vi i bil kører forbi et skilt, der viser, at der er 5 kilometer til Bornholm. Helt hvornår Bornholm begyndte og sluttede er dog lidt tvivlsomt, for der var ikke så mange bygninger, men vi fandt dog en aflukket brandstation og et forsamlingshus, der ifølge et skilt en gang imellem havde country-and-western-aften. Vi fortsatte mod Denmark. Vejret var faktisk også blevet meget dansk med ”byger, der går og kommer”. 10 kilometer før byen stod der et stort flot ”Velkommen til Denmark”-skilt, men da det regnede (vildt), ville vi vente med fotos til næste dag.