D. 30. september – 5. oktober – Med bryllupskage og wombats.
Nu hvor vi siden sidst i juli har fortalt alle, vi talte med, at vi var på vej til Perth, er det lidt underligt at nå til destinationen. Den sidste tid i Australien skal bruges dels på Perth by men især på området syd for Perth, der skulle være ret fantastisk – især her i forsommeren.
Thomas havde booket plads på en campingplads, der hverken skulle bruge navn, depositum eller noget. Hvis bare han vidste, at vi kom i en Toyota Hiace i 3 dage, så havde han det, han skulle bruge. Det var underligt at køre i en storby med skyskrabere og noget mere trafik, end vi har været vant til i Australien, men vi fandt dog fint frem til campingpladsen. Den havde det flotte navn Queens park beliggende på Tresure Road (flot navn til en campingplads, som viste sig at være noget skramlet). Der holdt to biler og spærrede indkørslen, da vi kom, mens de talte ud ad vinduet med en mand. Heldigvis nåede vi ikke at give et forsigtigt ”flyt-jer-lige-dyt”, før bilerne kørte ind på pladsen. Ud sprang 4 politifolk, som alle stillede sig hen omkring én campingvogn. Det viste sig, at de var på jagt efter en fyr, der havde forsøgt at tømme en postkasse, og som derefter var flygtet ind på pladsen. Thomas spurgte politibetjentene, om det var et sikkert nok sted at bo, men det mente betjenten nu nok, det var. Receptionen var lukket, men vi blev af et skilt henvist til huset bagved. Her mødte vi en ung fyr, der ledte os hen til John, en gammel mand, der styrede stedet. Han havde da godt nok noget fyldt op, men vi kunne da bo på et lille stykke græs på hjørnet af toiletbygningen. Han tog kun mod kontanter, og kvitteringer brugte han ikke rigtig – til gengæld var det billigt (20$/nat). Det skal til pladsens fordel siges, at toiletbygningen var helt ny og super flot ;o)
Det var et spøjst sted at bo. De fleste beboere var fastliggere, men uendelig langt fra de fastliggere vi tidligere har set med blomsterkummer og havenisser. Her lå tingene i bunker under presenninger, og vores nabo havde så meget i sin campingvogn, at vinduerne var helt dækket til af glas, bøtter, blade og tøj. Det mest sørgelige var dog børnene, der boede der. De så noget forsømte ud, når de løb rundt på pladsen. Vi lå lige op ad køkkenet, men da det kun var to håndvaske og et noget ulækkert køleskab, bestemte vi at køre efter nogle pizzaer. Thomas havde fundet et sted i nærheden ved en meget sød dame, der bagte gode pizzaer med så meget fyld, at vi også havde mad til aftenen efter.
Næste dag kørte vi ind til Kings Park, som også rummer Perths botaniske have. Vi fandt ud af, at det faktisk var havens 150 års jubilæum. Dette blev blandt andet fejret med en udstilling af imponerende biler fra 1903 og frem til en Tesla – ret sjovt at se. Den botaniske have var kæmpestor med områder inddelt efter de australske territorier, så der var masser at se. Vi genså mange af de flotte blomster fra nationalparkerne, mens vi gik rundt i haven på de mange små stier. Nu var de jo belejligt flankeret af små skilte, så vi kunne læse lidt mere om de planter og blomster, vi havde set. Haven havde også et DNA-tårn, så det skulle vi da også lige se. Vi fulgte de små stier i den formodede rigtige retning, og da vi drejede om et hjørne, løb vi ind i en masse festklædte mennesker. Vi sneg os forsigtig forbi det, der lignede en bryllupsreception, da vi blev indhentet af en sød dame, der lige syntes, at vi da også skulle have et stykke bryllupskage. Vi takkede mange gange for de to store stykker kage og fandt et sted i solen, hvor vi sad og nød vores kage samt udsigten udover Perth. Så gik vi videre mod DNA-tårnet. Det var virkelig flot lavet. Helt i hvidt snoede to vindeltrapper sig om hinanden som to dna-strenge. Oppe fra toppen var der en flot udsigt udover Perth og den botaniske have. Der stod en gut oppe i toppen, som klatrede ud over gelænderet, da vi kom op – han spurgte, om vi troede at det gjorde ondt, hvis han hoppede ned. Det troede vi nu nok – underlig fyr. Det gjorde helt rart i maven, da han klatrede ind på den rigtige side igen.
Efter Kings Park med udsigt over Perth midtby og skyline drønede vi ind i centrum, hvor vi parkerede og så museums-området og Northbridge med mange barer. Så fik jo også set lidt af centrum i Perth.
Da det var lørdag, var der Sunset Marked ved en af strandene i Perth, så det skulle da også lige tjekkes ud. Trods de mange mennesker og dermed mange biler lykkedes det os at få en parkeringsplads lige ved siden af. I modsætning til det mere afslappede sunset-marked i Darwin, var der noget mere gang i den i Perth. Der var mulighed for både at køre skateboard (på en ret stor bane), spille volley, surfe, kitesurfe og løbe på løbehjul, samtidig med at der var gang i en masse små madboder. Der var også livemusik, så vi satte os ned og hørte et ret sejt lidt funket band. Bagefter gik vi ned og satte os på stranden. Her var nogle fyre ved at øve at slå en baglæns flikflak. De var meget ihærdige, og da det pludselig lykkedes for den ene at lande sikkert på benene, ville begejstringen da heller ingen ende tage. Det skulle da videofilmes. Vi sad længe på stranden, mens solen gik ned, og trods mange forsøg lykkedes det ikke fyren at komme helt rundt igen 😉 Hjemme fik vi pizzarester opvarmet på en pande over gas – det kan godt lade sig gøre.
Det var blevet mandag, og vi ville besøge Caversham Wildlife Park, der er en dyrepark med næsten udelukkende australske dyr. Trods en masse vejarbejde (Perth skal have en ny metro) ledte Google Maps os sikkert frem. Ved indgangen fik vi en plan med parkens program, og vi kunne se, at vi kom i rette tid til, at vi kunne møde en wombat. Vi havde dog god tid, så henne ved området med wombats gik vi stille rundt og så på de andre dyr lige omkring. Pludselig opdagede vi, at der, hvor der ikke havde været ret mange mennesker, da vi kom, nu var dannet en lang kø foran indgangen til en stor lade. Æv, at vi ikke gik i kø med det samme, nåede vi lige at tænke, inden dørene blev åbnet. Folk strømmede ind, uden nogen hensyntagen til køen, og inde i laden var der rigeligt med plads, så det var fuldstændig ligegyldigt, om man havde stået i den kø 😉 De fleste stillede sig straks i køen, hvor man kunne blive fotograferet med en wombat, men da der var mange andre spændende dyr, gik vi efter ikke-kø-stederne. Så vi fik både rørt ved en busket possum, en blåtunget skinke og en bobtail. Alle steder stod der søde dyrepassere, der kunne fortælle om dyrene og svare på spørgsmål. Efter noget tid var den lange kø til wombat fotograferingen skrumpet meget ind, så vi stillede os i kø. Fremme kunne vi selv bestemme, hvilken wombat vi helst ville have et billede af. Den ene lå i dyrepasserens arme og sov, mens den anden lå op ad sin dyrepasser på ryggen og så meget veltilfreds ud. Så valget var ikke så svært. Vi fik også lov til at ae den på benene – åh, hvor var den bare blød.
Så gik vi ellers rundt og så de mange forskellige dyr. Parken var bygget op med en masse små stier, så det var meget hyggeligt at gå rundt og se de mange flotte fugle, pattedyr og reptiler. Nu var tiden ifølge parkens program kommet til at se koalaerne. De var bare så nuttede, mens de kravlede rundt og fandt de lækreste blade. Nu var det også muligt at blive fotograferet ved siden af en koala. For at det er okay for koalaerne, sidder de kun til fotografering, så længe de har lyst, og der er en dyrepasser, som styrer løjerne ved hver koala. Den koala, vi kom hen til, var ved at nå slutningen på, hvad den synes var sjovt. Den var hele tiden på vej ned fra ”fotostammen”, så de billeder, der blev taget, var ikke de allerbedste. Den blev da også båret tilbage til buret, lige bagefter vi havde ”besøgt” den. Vi blev lidt ved koalaområdet, da de var utrolig søde at se på. Pludselig var der næsten ingen kø ved fotograferingen, så vi tog chancen og stillede os i kø igen, så vi måske kunne få et bedre billede. Damen, der styrede køen, kunne godt genkende os, men vi kunne lige komme med som de sidste. Denne gang kom vi hen til parkens ældste koala, der hed Sunshine. Han var 14 år gammel. Han havde helt styr på det med fotografering, så vi fik nogle fine billeder med os videre. Ligesom man i danske dyreparker har et ”klap- geder-område”, havde de her i stedet et ”klap- kænguruer-område”. Man kunne også hente lidt foder i en spand og fodre kænguruerne. Hvis vi gerne ville have gjort det, skulle vi nok have været kommet tidligere på dagen. Nu lå kænguruerne henslængte på græsset og sov omgivet af små bunker af foderpiller, som håbefulde børn havde prøvet at få dyrene til at spise. De fleste af kænguruer var derudover fortrukket til et publikumsfrit område, hvor der blev holdt fælles siesta. Der var dog stadig rigeligt med kænguruer ude i området, til at vi kunne få taget nogle gode selfies med udvalgte dyr. Vi brugte en del tid i parken, som klart kan anbefales, hvis man kommer på de kanter.
Efter at have set dyr, måtte vi have noget kultur – og hvad er mere passende end vin og øl? Vi tøffede igennem Swan Vally, der er vinområdet umiddelbart i den yderste østlige del af Perth. Her var vinruten blevet turistgjort, så det var nemt at besøge ”kælderdøre” på vingårde. De fleste havde samtidig en flot restaurant kørende. Da vi var i bil – og havde et bryggeri i ærmet til aftensmad, nøjedes vi med at kikke på herlighederne. Det blev også til et besøg på en chokoladefabrik/udsalg. Her var priserne dog stukket så meget af, at vi også her kun ”spiste med øjnene”.
Vi sluttede dagen af med et besøg på Homested bryggeriet, hvor aftensmaden blev en god burger. Thomas smagte på deres fortrinlige øl – Ulla, der var selv-udråb chauffør, fik en cola.
Næste dag var det blevet tid til at tage afsked med Queens Park – Det skete uden de helt store tårer. Vi flyttede videre til en campingplads i Fremantle, som ligger ude ved kysten ca. 30 km vest for Perth centrum. Dejlig campingplads – men også 45 $/nat. Det spøjse var, at toiletbygning faktisk mere lignede en som kunne passe ind på Queens og modsat. Pyt, her var dejligt at bo.
Først havde vi dog lige et besøg ved Travellers Autobarn, som skulle gennemføres. Vi havde skrevet til dem, at vi synes, at der var lidt udfordringer med den bil, vi havde fået (benzinlugt i kabinen ved tankning, træk fra skydedøren pga. buler (fra tidligere brugere) samt en del støj ved kørsel). Måske vi kunne blive enige om, at vi skulle have en reduktion i lejen? De havde bedt os om at komme forbi deres Perth kontor, når vi var på de kanter. Vi mødte en utrolig sød bestyrer af deres afdeling i Perth. Hun havde en ny bil stående til os – og efter lidt flytten vores hjem fra en bil til en anden, var vi kørende i en noget nyere Toyota Hiace. Vi tror, at de havde besluttet sig for, at vi bare skulle have en ny bil og så undgå reduktion i lejen. Alle de småting, der var med bilen – ikke fyldt helt op, ikke rengjort, stenslag i forruden mv. – blev blot fejet til side med et ja-ja fra firmaets side ;o)
Vi nåede således Fremantle i en ny bil. Byen var virkelig et skønt område/by. Her var alt meget cool, afslappet og sådan lidt bohemeagtigt. En del bygninger havde fransk karakter, ligesom vi havde set i New Orleans med gelænder, altaner mv. Vi tog en vandretur fra campingpladsen ind i byen – der skulle også lige købes ind til aftensmad. Vi gik forbi en lagerhal, som havde et skilt ”Running with Thieves” – HMM, det skulle da undersøges. Det vist sig at være en kombi af et bryggeri og destilleri (gin). Vi hoppede ind og fik en øl – lækkert. I øvrigt tilbyder disse mikro-bryggerier, at man kan få en smagsprøve af deres øltyper, inden man køber. Det er en fin måde at få smagt lidt forskellige typer øl, inden man vælger – fin service (og så behøver man ikke købe det gængse ”smagsbræt” med 4 eller 6 af deres øl i mini glas). I stedet kan man få en lille smagsprøve af et par øltyper og så købe en hel pint af det, man bedst kan lide ;o)
Vi havde tirsdagen til at se Fremantle. Byen har en gratis bus, som kører en lille rundtur i byens centrum (cat-bus). Det er en super fin service, som vi benyttede – så kunne man smage på varerne fra byens bryggerier uden at skulle i bil hjem ;o).
Vi begyndte dagen med at besøge Fremantle Prison, som er lavet om til museum. Fængslet lukkede i oktober 1991 og åbnede som museum i starten af 1992 – de lokale siger, at man stadig kunne lugte stanken fra toiletspandende i cellerne, da muset åbnede. Man skulle vælge én af tre guidede ture – vi valgte en tur som omfattede dagligdagen i fængslet frem til lukningen i 1991. Vores guide var en noget spøjs person, desværre uden den charme, som andre spøjse guider, vi har stødt på, har været i besiddelse af. Pyt – vi fik en fin rundvisning i fængselsceller, dødsgang (og der hvor man blev hængt), køkken mv. samt en masse info om, hvordan fængslet blev bygget og drevet.
Efter at være blevet løsladt gik vi gennem den charmerede bymidte til havnen, hvor vi havde booket os på en rundvisning på ”Little Creature”, som er et bryggeri, der engang var mikro, men nu nok mere er et midi-bryggeri. Vi fik forklaret brygprocessen, en tur gennem produktionen og sluttede af med at smage på alle deres ca. 12 øl – selv om det kun var små smagsprøver, var det helt fint med bussen hjem ;o)