D. 27. august – 3. september – Cape Range National Park & Ningaloo Reef
Ningaloo er Australiens andenstørste rev – næst efter Great Barrier, men knap så beskadiget som GB. Exmouth ligger næsten på toppen af den østlige del af en tange. Langs den vestlige side af tangen og videre sydpå breder Ningaloo Reef sig helt inde langs kysten. Langs tangen ligger Ningaloo revet i Cape Range National Park.
Vi havde besluttet at bruge en god uge i og omkring Exmouth og Ningaloo revet. Vi havde ikke nogen adresse på den campingplads, som vi havde booket; blot en instruks om at dreje ind ved den store reje. Det viste sig heldigvis, at Exmouth ikke er en særlig stor by – til gengæld var den orangerøde plastikreje kæmpestor, så vi kørte i fin stil ind på campingpladsen. Vi skulle bo på pladsen i godt en uge, kun afbrudt af en enkelt overnatning ude i Ningaloo-revets nationalpark – Cape Range National Park. Man skulle være ude i god tid for at booke en af de eftertragtede og få overnatningspladser inde i selve parken. Vi havde været heldige at få booket os ind på en enkelt overnatning på en plads, der ikke krævede en 4WD. Heldigvis havde vi så den fine plads i Exmouth, hvor en køretur på omkring en times tid bragte os ned midt på tangen og dermed ud til koralrevet. Men først skulle strandene i Exmouth inspiceres.
Town Beach lød som et lovende bud. Nettet kunne dog ikke rigtig hjælpe os med det bedste sted at parkere, så det måtte vi jo finde ud af, når vi nåede stranden. Vi fandt hurtigt en plads på en lille parkeringsplads lige ved vandet. Herfra kunne vi da lige gå ned og tjekke stranden ud. Vi blev mødt af det flotteste vand samt forklaringen på de manglende parkeringsoplysninger – man parkerede simpelthen bare på stranden. Så vi fik hurtig startet vores lille van og trillede ned på stranden. Det var dejligt varmt og helt skyfrit, men stranden var næsten mennesketom. Der var heller ingen ude at bade, så vi blev helt nervøse for, om der var en grund til, at der næsten ingen mennesker var, og at ingen var ude i de flotte bølger (jelly boxfish, hajer eller lignende). Efterhånden som tiden gik kom der dog flere folk til, også badende, men crowded nåede stranden nu aldrig at blive.
De næste dage stod i Cape Range National Parkens tegn. Vores første mål var den berømte turkise bugt, der både skulle have en flot strand men også gode snoklemuligheder. Vi krydsede tangen nord for Exmouth og kørte videre sydpå. Så kunne vi pludselig se vandet – WOW! Det var lyst, klart og turkisblåt indenfor en stribe kridhvide kæmpebølger, der blev brudt ude ved en ydre revle, og udenfor brændingen havde vandet en dybblå farve. Vi fandt Turquoise Bay, der helt levede op til navnet – vandet her var virkeligt helt og aldeles tyrisblåt. Stranden var ligesom delt op i to sektioner – adskilt af en kridhvid sandtange. På den sydlige side var der relativ stærk strøm og lidt blæsende – til gengæld kunne man vade fra stranden og direkte ud til revet, som lå 20 m ude i vandet. Den nordlige del af stranden var helt i læ med det klareste badevand og hvide sand.
Vi skulle naturligvis først ud at snorkle. Strømmen var dog rimelig stærk, så vi skulle først gå et stykke sydpå ad stranden, før vi gik ud i vandet. Så blev vi ellers ført med strømmen hen over revet. Der var godt gang i strømmen, så Ulla var nødt til at investere i et par svømmefødder for ikke at blive trukket for hurtigt af sted. Der var kun en enkelt ulempe ved hele flyde-afsted-snorklingen, at vi skulle holde godt øje med, hvor langt hen ad kysten vi blev ført af strømmen, for henne ved sandrevlen førte strømmen udad mod åbningen i det ydre rev, så hvis man ikke passede på, var der fare for at blive trukket til havs. Vi fik set en masse flotte fisk; en del var noget større i forhold til, hvad vi har set tidligere. Derudover så Thomas en blåprikket rokke, og Ulla så en havskildpadde. Efter nogle ture i strømmen, gik vi over på den anden side af sandrevlen for at nyde solen. Her var næsten mennesketomt, selvom stranden var ufattelig flot.
Turquoise Bay var helt utrolig smuk og god at snorkle på – det blev således vores favoritsted, mens vi var i Exmouth. Vi kom således til at besøge denne bugt flere gange. Den ene gang, hvor vi sad og nød solen, kom der pludselig nogle folk slæbende på noget, der lignede brede stiger. Så fulgte adskillige stativer, kasser og boxe, der blev slæbt hen ad stranden forbi os og hen til sandrevlen, der delte nord og syd stranden. Det viste sig at være et filmhold, der åbenbart skulle lave en sekvens med en mand med en blød hat, som gik og talte til kameraet (sådan helt a la David Attenborough). Baggrunden var den flotte bugt og et ungt par, der var ude at snorkle. Første opsætning af kameraskinner havde ikke taget højde for det stigende tidevand og til tider lidt høje bølger. Holdet blev således lidt overraskede over vandstanden, så alle skinnerne til kameraet måtte trækkes længere op på land. Der var også en del problemer med, at mandens hat var ved at blæse af, og imens den måtte fæstnes med nåle, padlede de to stakkels snorklere rundt ude i vandet. Vi gik, inden de rigtig kom i gang med at filme (og der havde de været i gang en times tid). Da vi passerede deres vogn på p-pladsen, stod to af fyrene og talte om, at det nok kom til af tage yderligere 2 – 3 timer. Vi håber, de lod de stakkels snorklere komme lidt op på land en gang i mellem for at få varmen.
Vores 20-års bryllupsdag skulle vi fejre ude på en primitiv campingplads inde i naturparken. Vi fandt vores plads under nogle store træer lige ved nedgangen til stranden. Vi pakkede strand – og badeting og fandt hurtigt en fin plads i læ blandt klitterne. Revet lå en smule længere ude, så vi besluttede først at snuppe en badetur. Vandet var dejligt og klart, og vi nød det skønne vand. Oppe igen så Thomas pludselig noget stikke op over vandoverfladen – i det område, hvor vi lige havde badet. Det viste sig at være finnen fra en haj. Desværre fulgte hajen med nedenunder, ja faktisk var der to, så det blev ikke til mere badning den dag. Heldigvis havde vi jo vores strandstole, bøger og vand/kaffe og te, så det var helt fint. Mens Thomas sad oppe på en klit (bedre net) og talte med Jonathan, sad Ulla lige så stille i sin stol og læste. Pludselig snoede en meter lang, brun slange sig forbi foran Ullas stol og videre ind i stråbevoksningen. Hurtigt fik hun trukket fødder op under sig, men da var slangen allerede langt væk. Vi kunne dog se på sporene i sandet, at den havde været helt henne under stolen, inden Ulla fik øje på den.
I anledning af bryllupsdagen havde vi en flaske champagne med ned til solnedgangen. På vej ned til stranden så vi endnu en slange – denne gang en beige. Slangen forsvandt fra stien da den så os, og vi fandt en fin solnedgangsbænk, hvor vi kunne sidde med fødderne oppe. Det var superhyggeligt at sidde og nyde et glas bobler, mens solen gik ned i Det Indiske Ocean, og samtidig værdsætte at vi havde overlevet alle dagens farer. Så vi er klar til 20 år mere – MINDST!!!
I den mindre farlige ende af dyreriget, var der pludselig noget støj ved bilen, da vi skulle til at i seng. Vi snakkede lidt om det og støjen forsvandt. Så var det nok bare en fugl eller lignende. Vi var kommet til at efterlade lidt ris rester på jorden under bilen – mon ikke det var disse rester, som indgik i naturens kredsløb? Da vi igen blev stille, kom lyden igen – det kom da vist inde fra bilen. Vi fik slået bagklappen op og en lille mus drønede væk fra vores kasse med kiks, chips og andet guf og ned til venstre i vores ”køkken”. Så gik jagten ellers med at tømme alle rum. Nederst fandt vi et lille hul i bunden, som musen helt klart havde undsluppet igennem. Vi fik lukket hullet med gaffa, stablet alting tilbage i bilen, som vi nu betragter som være muse-sikkert.
Generelt har vi selv lavet mad, mens vi har været i Australien – det har været dejligt selv at have muligheden for at kokkerere og spise i helt egne omgivelser og ikke på en restaurant. Det er selvfølgelig nemmest, når vi er i et køkken på en campingplads, men vi er også blevet ret ferme til at strikke en middag sammen på et gasblus. Det er noget med lige at time, hvornår der bliver ”produceret” pastasovs i forhold til, hvornår pastaen skal koge og lignende. I Exmouth fandt vi også en ny/gammel løsning. At købe en grillet kylling i et supermarkeds delikatesseafdeling – det nye tiltag var at bestille 2xpommesfrites til take-away på restauranten på campingpladsen. Vupti så var der kylling med pommes uden noget arbejde og til budgetpris.
Hvad var nu det? Vejrudsigten sagde overskyet og regn sidst på dagen – vi har kun set regn på vores tur to gange; i New Orleans (hvor det så til gengæld regnede helt vildt) og i Suva på Fiji (som ligger i regnskov, så det var vel ok). Nå men snorkling og gråvejr er ikke en optimal oplevelse, så i stedet brugte vi dagen med en langsom start. Derefter en pie ved bageren på torvet i Exmouth (Ningaloo Bakehouse & Cafe) som frokost. Nu har vi ikke spist mange pies i vores liv, men dem vi fik her, var sand for dyden meget gode. Mætte og glade tog vi til Mandu Mandu Gorge, hvor vi gik turen gennem kløften og retur på kanten. Det var en super tur, hvor der var mulighed for et flot kik ud over Ningaloo revet fra toppen af ruten. Turen var lige præcis så vanskelig at gå/klatre, at det blev sjovt at finde sin vej gennem det til tider meget kuperede landskab. Specielt i begyndelsen af kløften var der et flot fugleliv med en del lyserøde kakaduer. Vi så også Australian ringneck, der er en fin grøn parpegøje.
På vej retur til Exmouth så vi dingoer, og hvad vi troede, var emuer – dette har vi gjort stort set hver dag, når vi er kørt hjem fra Cape Range National Park. Vel hjemme kom vi dog til at diskutere, om det virkelig var emuer, vi så – efter lidt forskning med google fandt vi ud af, at det var ikke emu – det var Australian bustard. Den var da også flot, men ikke en emu, som vi så stadig manglede at se.
Vel hjemme på campingpladsen kom regnen – så det blev en aften, hvor vi holdt os indendørs.
Næste morgen var regnen væk, og der var igen dejlig varm solskin. Sidste hele dag i Exmouth – hvad skulle den bruge på? Vi havde lidt hængepartier, og så skulle vi nok også lige nå endnu en snorkeltur. Først fik vi kikket på vraget af et skib, som var sunket i 1909 og siden brugt som træning for bombeflyvere under 2. verdenskrig. Ingen af os er skibsvrag fetichister, men så har vi da set det ;o) Derefter gik det slag i slag på et par strande, som vi ikke havde fået besøgt tidligere. En strand hvor skildpadder kommer op og lægger æg i perioden omkring april – flot, men jo ikke nogen skildpadder lige nu. En mangrovestrand hvor der skulle være godt at se fugle – ikke en fugl indenfor miles omkreds.
Så gik det bedre med den turkise bugt, som var blevet vores favorit-snorkle-sted. Trods lidt blæst var der flot udsyn over revet og de mange fisk og koraler var imponerende. Thomas så en rev hej på 60-80 cm under en af turene.
Sidste sted, som skulle besøges, var fyrtårnet ved Vlamingh Head. Vi har kørt forbi dette stort set hver dag, men nu skulle vi altså op ad bakken for at se på herlighederne. Det var ret nemt – der var en fin asfalteret vej hele vejen op til fyrtårnet, så Hiacen kunne køre hele vejen uden problemer. Stedet viste sig at være en lille perle – ikke på grund af fyrtårnet, men når man vendte ryggen til dette, var der panorama udsigt over havet fra en position højt oppe. Ikke nok med det, så kunne vi se pukkelhvalerne trække sydover – de kom op og hoppede ud af vandet så tæt på land, at det kunne ses med det bare øje (men det var ekstra spektakulært gennem vores fine kikkert).
Undervejs hjem til campingpladsen nåede Ulla lige at få sagt, at nu manglede vi da bare lige af få set den der pokkers emu og hopla, i vejkanten gik to emuer roligt og fouragerede. Vi fik stoppet bilen og trukket kameraer frem. De to kæmpe fugle lod sig ikke gå videre på af, at vi knipsede løs – det var også en stor oplevelse.
Så hvilken sidste dag i Exmouth blev det ikke – vi gik ud på haj, pukkelhval og emu ;o)