D. 22.- 24. august – Gorges.
Auski Roadhouses campingplads – ja hele stedet – var under ombygning. Så det var lidt beskedent med de services, der var tilgængelige, f.ex. ikke noget køkken eller køleskab. Men de havde dejlige varme brusebade – så vi kom glade og rene afsted i vores lille campervan.
Vi kørte de ca. 70 km ind mod Karijini NP og styrede lige mod Visitor Centeret. Her fortalte en sød dame lidt om, hvad vi kunne se i parken, og hvor vi kunne komme frem, når vi nu ikke var i 4 WD. Et af rådene var ”Undgå for gud skyld grusvejen hen gennem parken – it is terrible – tag i stedet den længere tur rundt om parken på asfaltvejen”. Det blev taget til efterretning ;o) Visitor Centeret havde også en fin lille udstilling som fortalte, hvordan parken og gorges (kløfterne) var blevet dannet, samt noget om dyre/plantelivet. Blandt andet kunne udstillingen fortælle, at bjergene i området var nogle af de mest jern- og litiumrige forekomster på hele kloden. Udenfor nationalparken er der således adskillige miner, som udvinder disse ressourcer – så her blev de mange road-train fra turen herned ligesom forklaret.
Efter besøget på Visitor Centeret drønede vi hen på naturcampingpladsen inde i parken. Vi havde bestilt plads på forhånd, hvilket var ret heldigt, da vi blev mødt af et stort skilt ved indgangen, hvor der stor ”All booked”. Da vi bestilte vores plads, var der ikke 3 sammenhængende dage ledige – kun 3 x 1 dage. Det betød, at vi, de tre dage vi var på pladsen, hver morgen forlod vores plads, for at checke ind på en ny plads et andet sted. Lidt omstændigt, men det fungerede fint. Ved indtjekningen fik vi at vide, at vi skulle være obs på dingoerne i området. Så om natten skulle vi sørge for at få alt med ind i vognen – også vores sko. En del havde åbenbart fået snuppet deres sko af en dingo i løbet af natten. Alt mad skulle naturligvis være lukket inde, da dingoerne helst ikke skulle finde mad på pladserne. Desuden var der en udførlig beskrivelse af, hvordan man skulle reagere, hvis der kom en dingo tæt på.
Efter lige at have fundet os selv og fået en bid frokost (uden dingoer), spændte vi vandrestøvlerne og gik ned mod Dales Gorges, som skulle ligge lige op ad campingpladsen. Denne gorge skulle endvidere rumme et vandfald (Fortescue Falls) og en lille selvstændig badesø (Fern Pool). Vi traskede afsted – vi havde ikke set skyggen af en kløft, da vi kørte ind til campingpladsen, og nu gik vi samme vej tilbage, som vi havde kørt ind ad. Det hele var lidt mystisk, da vi samtidig havde læst, at turen til og gennem kløften ikke var speciel lang (2-3 km). Pludselig var der et skilt til et lookout – vi gik i den retning skiltet pegede, og pludselig indenfor ganske få meter åbnede den mest fantastiske udsigt sig. Vi stod på randen af en smal, dyb kløft med en pool i bunden – WOUW. Kanterne på kløften var nok det mest røde, vi endnu har set, i det ellers meget røde landskab vi har bevæget os rundt i. Det var ligt spøjst, at landskabet og kløften var sådan, at det faktisk først var muligt at vide, at kløften var der, når man kom helt tæt på den.
Vi fandt stien, som rimeligt stejlt førte ned i bunden af kløften, og her gik vi en fantastisk tur hen gennem kløften. Ud over at være utrolig smuk var ruten også ret sjov, da der skulle ”klatres” gennem klippeblokke og en del var på grænsen mellem klippevæg og flod, så man skulle finde de bedste trædesten i floden for at komme frem. For enden af ruten ventede Fortescue Falls betagende flot og med bademuligheder foran vandfaldet. Vi fik spændt vandrestøvlerne af, smidt t-shirten og hoppede i det klare, men også lidt kolde vand. Herefter gik turen op på kanten af kløften igen, og vi vandrede tilbage på toppen af kløften (klokken var så fremskreden, at vi gemte Fern Pool til en anden dag).
På 2. dagen stod Thomas lidt tidligere op og sad uden for camperen og nød solen og en kop morgenkaffe. Pludselig hørte han noget pusle og kiggede bag sig. En meter bag stolen stod en dingo og kiggede på ham. ”Hvis du møder en dingo, skal du hurtigt rejse dig op i din fulde højde” lød det første af pladsens dingo-råd. Så hurtigt rejste Thomas sig op, og dingoen luskede ganske rigtigt hurtigt sin vej. Ovre fra naboens campingvogn lød en stemme: ”Er den gået?” Det viste sig, at nabokonen havde stået uden for sin vogn og havde set dingoen komme listende hen imod Thomas. I stedet for lige at varsko ham, var hun i stedet flygtet ind i sin campingvogn – så meget for nabohjælp! Efter en gang morgenmad kørte vi til den anden ende af nationalparken, end der hvor campingpladsen lå. Her var den største samling af gorges. Vi var dog lidt begrænsede af, at vi ikke havde en 4-hjuls-trækker. Det er som om 2×13 km rå grusvej ikke rigtig rimer på gammel Toyota Hiace (et lille tip, hvis man kommer denne vej – overvej om du skal komme i 4WD). Nå men pyt, vi skulle se det, der kunne ses, med de muligheder vi havde.
Vi stoppede på parkeringspladsen til Joffre Gorge og kikkede ud over landskabet – igen ikke en kløft i sigte. Lidt for sjov snakkede vi om, at den garanteret var mellem os og den ”mark”, som var ca. 150 m foran bilen. Vi hoppede ud af bilen og fulgte skiltene hen til et lookout. Det var ganske rigtigt, de havde minsandten ”gemt” Joffre Gorgen mellem parkeringspladsen og landskabet, vi kikkede ud på – faktisk fandt vi fra den anden side af kløften ud af, at man parkerede urimelig tæt på kløftens ene væg. Igen åbenbarede der sig den mest fantastiske kløft for os – denne gang lidt mere som 3 store bade-pools og et vandfald i den ene ende. Dem skulle vi da ned til!!! I øvrigt var denne lookout next level, da man gik ud på et metal-riste-gulv, som de yderste 2 meter var frit svævende ude over kløften således, at man ved at kikke ned på sine fødder også kikkede de ca. 100 m ned på kløftens bund. Ulla synes selvfølgelig det var fedt, men Thomas var lidt mere blød i knæene, mens han med hvide knoer holdt fast i gelænderet.
Vi fik badetøjet på og rygsækken spændt på ryggen, og så gik vi ellers ned i landskabet og over den bæk, som leverede vand til vandfaldet (det er tørtid, så det var en bæk, mon ikke det er en flod i regntiden?). Den sidste nedstigning foregik ad et system af metalstiger, der gik lodret ned mod kløftens bund. Vel nede ved den midterste af de tre pools fandt vi et godt sted at stille vores rygsæk. For at komme hen til vandfaldet skulle man ud igennem denne midterste pool – vandet var ret koldt, men dejligt klart og friskt. Vi gik gennem en smal klippeåbning og kom ind i den del af kløften, hvor vandfaldet var. Vi var helt alene på dette utroligt smukke sted – ret vildt. Vi ville lige svømme over til vandfaldet i det fjerneste hjørne, men da vi satte fusserne i vandet, ændrede vi ret hurtigt mening – vandet var helt utroligt koldt. Det blev til en kort svømmetur, før vi søgte tilbage mod det nu helt varme vand i den midterste pool. Oppe på klipperne fandt vi en dejlig plads i solen, hvor vi kunne sidde og lade os varme igennem af solen. Thomas skulle dog lige hen i den anden ende af poolen, hvor vandet forsvandt. Her faldt vandet igen 3-4 meter ned til den næste pool, der dog ikke var til at komme til, medmindre man var utrolig ferm i klippevandring. Da vi havde fået varmen efter det kølige bad, gik vi atter op på kanten af kløften. Lidt længere fremme var endnu et imponerende lookout over det sidste del af kløften. Her kunne vi se vores bil lige over på den anden side; men nu var vi jo blevet lidt klogere og vidste, at turen retur gik hele vejen rundt om kløften. Vi havde talt med et andet par, der skulle videre ud til en anden kløft Knox Gorges, der lå omkring 7 kilometer længere fremme; desværre af en rød grusvej. Vi blev enige om lige at teste vejen et stykke, for at se om den egnede sig til en Toyota Hiace. Efter 500 meter hoppen og bumpen blev vi enige om at vende kareten og køre tilbage. ”Har man set en kløft, har man jo nok set alle”, blev vi hurtigt enige med hinanden om. (Æv, at vi ikke lige havde 4WD). På vejen tilbage stod en ung fyr i vejkanten med et kamerastativ på en helt øde vejstrækning. Vi stoppede for at høre, om han var okay og eventuelt manglede et lift. Han havde det helt fint, og han fortalte, at han var ved at lave en film om at hitchhiking i Australien. Han var meget glad for, at vi stoppede, men han var altså bare ved at filme.
Tilbage i campen gik vi i gang med at lave mad, mens der endnu var lidt dagslys. Vi fik hakket og snittet det vi skulle bruge, og så stod Thomas ved bilens bagende og kokkererede over vores ene gasblus. Han var lige blevet færdig, da han råbte: ”Ulla, skynd dig lige herud og hjælp mig med at få maden ind i vognen!” Få meter bag ham i kanten af vores plads stod en dingo og fulgte interesseret med i madlavningen. Hurtig fik vi det hele ind i bilen, og så sad vi ellers og spiste dingosikkert indenfor. Vi nåede at se en del dingoer strejfe rundt på pladserne, så det var meget rart, vi ikke skulle sove i telt. I øvrigt er det også pludseligt blevet hundekoldt om natten – ned til 10 grader. Så de ekstra soveposer, der fulgte med bilen, er kommet i god brug.
Den sidste hele dag i parken ville vi bruge på at se og bade i Fern Pool og så gå den flotte tur igennem Dales kløften den anden vej fra. Da vi stod op, indbød temperaturene dog ikke lige til badning. Så vi fik lavet morgenmad, flyttet til vores nye plads og endelig var varmen kommet igen. Vi trak i badetøj, tøj og sandaler og gik mod Fern Pool. Dette sted er et helligt sted for aboriginals, så det skulle behandles respektfuldt. Ingen råben og skrigen. Dette tiltrak åbenbart også et lidt ældre segment end ellers – vi følte os i hvert fald blandt de unge, da vi kom til stedet. Det var i øvrigt en utrolig klar sø med de sammen rustrøde klippeformationer rundt om. Det var godt vi havde ventet lidt på solen, for søen var ikke lige frem varm. Men det var dejligt at svømme i det klare vand. I den ene ende væltede vandet ned over klippen, og det var sjovt at svømme ind under faldene. Da vi var blevet tørre i solen, vandrede vi gennem Dales Gorge tilbage til camperen. Denne tur endte med en ret brat men flot opstigning af kløften på en ”natur-trappe” – altså en opstigning, hvor der var fundet en naturlig trappeopgang ad bjergsiden. Vi var gået ned ad trappen for 2 dage siden, men måtte konstatere, at det var væsentlig lettere rent motorisk at gå opad end nedad trods det, at det krævede noget mere af åndedrættet at gå opad kløften end ned ;o)
I øvrigt bragte Dales Gorge Thomas i arbejds-mode. Et af de klippelag, der var aflejret i kløften, var blå asbest – faktisk var der skilte om, at man skulle passe på ikke at rode med dette lag, da det jo er farligt (lex. Aalborg Etanit og stenlunger). Hvad mon rådgivning på sanering af sådan en kløft ville kunne gøres for???