1.-5. august – Krokodiller og fugle i massevis.
Nu skulle vores campervan-liv stå sin prøve, da vi nu skulle forlade campingpladsen med kurs mod Kakadu National Park. Først skulle vi dog lige gøre et par stop. Først var vi ude på Thorak Regional Cemetery og besøge Niels Antons gravsted. Vi havde samlet papegøjefjer i Palmerston aftenen før (N.A. pyntede altid sine breve hjem med flotte fjer), så de blev lagt på stedet sammen med et par bush-sten. Kirkegården ligger næsten ude i bushen – ikke så langt fra, hvor Niels Anton boede. På krikegården talte Thomas med et par, der lige havde spottet en ret giftig slange, så vi så os noget bedre for på vej ud end på vejen ind.
Så gik turen til et stort byggemarked. Vores sidste naboer havde vist os et smart mygge/fluenet, men det kunne kun købes over nettet. Vi ville meget nødig være afhængige af at skulle samle en pakke op på et posthus på en bestemt tid, så vi tænkte, at vi nok kunne bikse noget sammen i byggemarkedet, der kunne bruges. Vi fandt et myggenet til en terrassedør. Så var det ellers bare at gå i gang , og med en saks. Sammen med det nu tilrettede myggenet og en bunke magneter, som vi også havde fra byggemarkedet, og en saks endte vi op med net for både sidedøren og begge vinduer foran – endda væsentlig billigere end det på nettet 😉
Over på den anden side af vejen lå Palmerston Center. Her fik vi shoppet mad til en uge i naturen (sådan lidt en blanding af brød, pålæg som kan klare sig uden køl og masser af vand – langtidsholdbart ”dåsemad” havde vi allerede tanket). Centeret bød også på en forretning med solbriller, sandaler og ikke mindst hatte. Her fandt Thomas den australske ”Niels Anton hat”, som han har fablet om lige siden, vi forlod Danmark. Efter lidt overvejelser – kan man virkelig bære sådan en hat og bevare sin værdighed??? – blev den købt. Ikke så snart vi var tilbage i bilen, blev hatten taget i brug, så det var da godt, at han fik den. Det er også ligesom om, hans australske udtale af det engelske er blevet bedre, siden hatten kom på hovedet ;o)
Med myggenet, mad, vand og hat gik turen mod Kakadu. Første stop var Bird Billabong. Efter lidt kørsel på rød grusvej – noget vores bil ikke virker specielt glad for – stoppede vi på en lille parkeringsplads. Der var kun to andre biler. Vi fik pakket lidt vand og kameraer og gik ud af den lille sti, som førte frem til billabongen. Det viste sig at være det mest fredfyldte sted med vildt mange fugle og en hel del wallabies. Vi må sige, at naturen i Australien lagde godt fra land!
Efter nogle timer sadlede vi bilen igen og kørte mod vores overnatning, som var en lille naturcampingplads lidt længere inde i Kakadu. Det viste sig imidlertid, at der var 16 km grusvejs kørsel for at komme ud til pladsen (og jo så det samme næste dag for at komme retur igen). Det virkede lidt voldsomt, så vi ændrede planerne og kørte i stedet frem til en mere civiliseret campingplads i Jabiru ca. 135 km ekstra kørsel. Det var dog helt fint, da Jabiru fungerede super udgangspunkt for vores videre tur gennem til de flotte naturoplevelser i Kakadu. På vejen spottede vi ikke mindre end to dingoer, der luskede rundt i vejkanten. Vi overnattede på Kakadu Lodge, der heldigvis stadig havde åben. Så i halvmørket fik vi parkeret vores bil nogenlunde i det område, vi havde fået anvist. Næsten morgen må man sige, at campingpladsen levede op til sit navn. Der var kakaduer alle steder. En stor flok på en 14 – 15 stykker gik og spiste ikke så langt fra vores bil. Det kan godt være, at de ser flotte og søde ud men hold da helt op, hvor de larmer meget, når de ”snakker sammen”.
For læsere der tidligere har været i Kakadu skal det nævnes, at nogle af lokaliteterne har fået deres Aborigine navne tilbage. Det navne, som tidligere blev benyttet, er i parentes.
Så gik turen til Ubirr Rock. Dette sted havde især Ulla glædet sig meget til. Det er, som navnet antyder, en kæmpe klippe med den mest fantastiske udsigt ud over den australske savanne. På vej op til den skønne udsigt så vi en masse aborigine-kunst på de skrå klippevægge. Aborigine-folket brugte hulemalerierne til at overlevere historien videre i generationerne. Mange af historierne er ret grusomme, hvor folk bliver spist af ånder og lignende, men det har helt sikkert været en effektiv børneopdragelse. Efter de flotte malerier gik turen opad ad lagdelte klippeplateauer. Det var med at holde tungen lige i munden for at finde de rette steder at kravle opad. Heldigvis var der hjælpe-pile på klipperne, så vi kom den bedste vej op, men med knap 40 graders varme krævede det en del vand. Det var dog alt bøvl værd. Fra toppen af klippen var der den flotteste panoramaudsigt ud over græssletter og klipper. Som Thomas sagde, ville selv den side, hvor udsigten var mindst flot, være helt fantastisk alle andre steder. Efter Ubirr slog vi et smut ind omkring Cahills Crossing. Her går en bro over til Homeland (de indfødtes land), hvor man skal have en tilladelse for at køre over. Det er også et sted med mange og store krokodiller. Niels Anton så engang en fisker blive angrebet af en krokodille her. Der stod da også to og fiskede, men de stod sikkert bag en væltet træstamme. Ude i floden så vi 3 krokodiller, der stille gled frem og tilbage i søgen efter noget af spise. Det var vores første – men bestemt ikke sidste – krokodiller i Australien.
Det var meningen, at vi skulle overnatte i nærheden af Ubirr, men da vi var nået frem, var klokken kun 14. Vi blev derfor enige om at køre videre til en lille naturcampingplads Djarradjin Billabong Campground, der ikke lå så langt fra Burrungkuy (Nourlangie Rock), der var næste dags mål. På denne plads var der en toiletbygning med bad, 2 køkkenvaske og en grill, der egentlig bare var en plade, der kunne drejes hen over et bålsted. I sin jagt efter brænde lykkedes det Thomas at blive bidt – hårdt – at en myre i storetåen. Han havde ellers på hele turen prædiket ”IKKE gå ud i den Australske bush i åbne sko”, og så tog han selv turen i badesandaler – flot. Ideen om bålet forsvandt med myrebiddet, og i stedet fik vi så indviet vores lille gasblus, som fulgte med bilen. De optøede kyllingelår, der skulle have været grillet, blev nu omdannet til små kyllingefilletter, der gjorde sig helt fint sammen med ris, løg, rød peber og majs på panden. Madlavningen var dog noget udfordret af ufatteligt mange fluer. De var overalt på os og på maden. Det lykkedes os dog at få det hele tilberedt, men vi blev hurtig enige om, at vi spiste inde ved bordet i bilen – hurra for vores mygge/fluenet. Lige da vi havde sat os til at spise, kom opkrævningspatruljen forbi. Det var to aborigines, der gik rundt og krævede penge op for overnatning. De kunne ikke helt bestemme sig for, om vi boede i en trailer eller en campingvogn, men vi endte da op med at betale 30$ og få en kvittering med køretøjets type påført.
Efter en meget stille nat gik vi tidligt næste morgen en 5 km vandrerute rundt om Djarradjin Billabong. Da vi havde gået på stien et lille stykke, blev vi mødt af et skilt, der advarede os om krokodiller og vandbøfler. Det var en flot tur med mange gæs, ænder og ”de hvide fugle med lang hals”, men selv om vi så godt efter, spottede vi ingen krokodiller eller vandbøfler. Til gengæld så vi en hel flok vildsvin, der gik og rodede i jorden. Vi talte lidt om, om sådan nogle vilde grise kunne være farlige, da vi opdagede, at flokken gik lige ved siden af, hvor vores sti gik længere fremme. Vi listede os stille frem, så vi ikke hidsede dem op. Men vi havde intet at frygte. Lige så snart vi kom for tæt på, styrtede griseflokken afsted. En lille gris kom dog ikke hurtigt nok med, så den kom med de sødeste små forskrækkede grynt, inden den endelig fandt den rigtige retning efter flokken. Den var en dejlig tur at starte dagen med, og efter lidt morgenmad og et bad var vi klar til at køre videre mod Burrungkuy (Nourlangie Rock).
Burrungkuy er et fantastisk kultursted for Aboriginerne. De har haft disse klipper som fast base for deres vandringer i mindst 10.000 år. Faktisk har folket boet i området i over 20.000 år, hvilket gør det til det område i verden, hvor en civilisation har være længst sammenhængende tid. Som ved Ubirr er der ved Burrungkuy en stor ”samling” af malerier på klippevæggene. Det hele er pakket ind i den vildeste og smukkeste natur – samt ufattelig varme, så der blev drukket rigeligt med vand. Man bør faktisk drikke en liter vand i timen, hvilket faktisk er lidt af en udfordring, men vi bliver bedre og bedre.
På vejen væk fra Burrungkuy stoppede vi ved Anbangbang Billabong – en sø med et helt utroligt fugleliv. Som det ældre camping-ægtepar vi er, slæbte et par campingstole og en kop kaffe/te frem og placerede os i første række med panorama udsigt over billabongen. Ulla udstyret med kikkert, mens Thomas futtede rundt med kamera og forsøgte at få gode billeder af fuglene. Desværre var de ikke altid villige til at stå stille for fotografen. Vi brugte et par gode timer ved Anbangbang Billabong, hvorpå vi smed campingstolene ind i camperen og drønede til vores overnatningssted en campingplads ved Ngurrungurrudjba (Yellow Water). Aftensmaden blev en pizza og en burger med en (dejlig kold) øl til på campingpladsens bistro.
En af de udflugter, som vi helt hjemme fra Danmark havde glædet os meget til oprandt. Vi havde bestilt en to timers sejltur på Yellow Water. Vi har været på denne tur tidligere – med Niels Anton – og Yellow Water er i sandheden et helt utroligt sted. Det er kernelandet i Kakadu Nationalparken, hvor wetlands udgør broderparten af områderne. Vi var så heldige, at vores guide og bådfører var Dennis – med to n’er. Dennis var fantastisk. Han kunne alle de gode historier og fakta om området samt spotte og forklare om alle dyr og planter. Samtidig var han af Aboriginer afstamning, så der kom lidt kulturforklaringer med ind på turen også. Sidst men ikke mindst, så var han utrolig madglad, så vi fik også forklaringer på, hvordan man skulle tilberede de dyr, vi så, når man nu havde jaget dem (karry indgik i de fleste retter) – og hvor lækkert de smagte ;o)
Yellow Water er et af de områder i verden, hvor der er den højeste tæthed af krokodiller – ca. 35 stk. pr. løbende km flod. Det lod sig ikke skjule – lige fra start til slut på turen så vi krokodiller i massevis; både i vand og på land. Flere gange truede Dennis med, at vi burde lokke flere til med en ægtefælde som madding – heldigvis tilbød Ulla ikke Thomas i denne situation.
Ud over krokodillerne så vi masser af fugle f.eks. Jabiru (Australiens sorthovedet stork), havørn, fløjte ænder, gøg, og mange mange flere, bøfler, heste og vildsvin – men det er dog krokodillerne, som står mest fantastisk tilbage sammen med hele Yellow Water området. Det er i sandhed en virkelig naturperle.
Med til området historie hører også, at i regntiden stiger vandstanden 3-4 m og mange af de træer og buske, som vi sejlede rundt mellem, er fuldstændig under vand i 4-6 måneder. Her har planterne adopteret en metode, så de kan overleve disse voldsomme udsving.
Hjemme på campingpladsen igen var temperaturen steget til omkring 40 grader, så det blev ikke til meget aktivitet i den stillestående varme. Lidt senere på eftermiddagen, da temperaturen var faldet en anelse, gik vi en tur ned til en nærliggende billabong. Vi ville gerne have fulgt en vandrerute langs floden ned til bådene ved Yellow Water, men da vi stod udenfor campingpladsen og forsøgte at vende vores kort rigtigt, kom Dennis (med 2 n’er) kørende forbi og spurgte, om han kunne hjælpe os. Han kunne fortælle at vandrestien var lukket, men vi sagtens kunne gå ned til den nærliggende billabong. En stor krokodille ved navn Blackie holdt i øvrigt til dernede. Hurtigt fandt vi vejen derned. Der var en utrolig flot udsigt ud over vandet, men vi fik ikke øje på Blackie. Nu da vandrestien var lukket, besluttede vi at gå langs vejen ned til Yellow Water. Her er nemlig lavet en lang boardwalk langs med vandet, hvor der er god mulighed for at se fugle – og krokodiller. Så med kikkert og kamera gik vi langs det stille vand. Vi mødte en familie, der var på vej den modsatte vej på cykler. De kunne fortælle, at der i hvert fald var 2 krokodiller længere ude. Vi forsatte ud ad broen, og snart så vi de to krokodiller, der lå på den anden bred og slikkede sol. Vi så også en masse fugle og fisk. På vejen tilbage tænkte vi, at vi kunne tage en genvej ad stierne gennem bushen. Det gik rigtig fint, indtil stien pludselig stoppede inde midt i bushkrattet. Med tanke på slanger, edderkopper og andet australsk kryb fik vi forsigtigt arbejdet os videre i den formodede retning mod campingpladsen. Helt sikker er man jo aldrig, så glæden var stor, da vi så enden af en pickup truck med tilhørende telt. Da vi kom tilbage, tog vi badetøj på og hoppede i poolen, der var dejlig afkølende. At vi ikke var gået derned i middagsheden, undrede vi os også over. Efter et hurtigt bad og rent tøj, gik vi op i baren og nød en kold øl og et glas bobler. Det var skønt at sidde i den lune aften under palmer og lyskæder.
Næste morgen pakkede vi alt sammen i bilen (vi er blevet ret skrappe til at pakke ud og ned). Først tog vi til Mirray Lookout, der var en 800 meters tur op til et udsigtspunkt. Pludselig begyndte vores mobil at dirre og bibbe. Herude i midten af ingenting var der pludselig net. Så selv om det var midt om natten i Danmark, sendte vi alligevel en lille ”her-går-det-godt”-besked. Vi havde da været uden net i 5 dage, så mon ikke forældre og børn gerne vil høre at alt er vel? Fra Mirray Lookout kunne vi skue ud over de skovområder med Ubirr og Burrungkuy. Vi blev også underholdt af et par store sorte ravne, der lige skulle se, om vi da ikke havde noget godt at spise. Videre sydpå holdt vi ind ved Bukbukluk (ja det lyder som noget fra Casper og Mandril aftalen). Her var der også en lille tur op til endnu et flot lookout. Her var samtidig mange fugle, så vi havde god brug af kikkerten. Vi endte op ved Harriet Creek, hvor vi havde planer om at overnatte. Egentlig ville vi gerne til Leliyn campground ved Edith Falls i Nitmiluk National Park, men her skulle man booke plads online, og da vi ikke havde skyggen af signal, kunne det ikke lade sig gøre. Harriet Creek var dog en meget primitiv plads uden andet end borde og bålpladser. Samtidig var der ikke meget at se på. Da klokken ikke var så meget, blev vi enige om at forsøge os med Leliyn campground. Vi ville først køre til den nærmeste by Pine Creek, hvor vi også kunne få tanket op. Hvis de også havde net, kunne vi måske booke en plads ved Edith Falls. Pine Creek var lige sådan en by i Northern Territory, som man forstiller sig, der hvor to veje mødes. Det var en gammel mineby. I dag var der få huse og en campingplads og en ”landhandel” med en benzinstander udenfor. Vi fik tanket og købet lidt brød. Net – nja, der var lidt dækning, men det var fra et andet firma, end det vi har simkort fra, så ingen held der.
Vi fortsatte ufortrødent til Leliyn campground. Her var der mærkeligt nok net fra Optus (vores teleselskab), en ingen mulighed for at booke en campingplads, da alt var booket. Campingpladsen skulle bestille via statens side for naturparker. Den søde mand i informationen kunne i øvrigt fortælle, at denne side ikke rigtig virkede fra browseren på en mobiltelefon for Leliyn campground, da de lige var kommet på siden ;o( En sød kvinde, der var gæst på campingpladsen, sprang til med et telefonnummer, som man kunne ringe til for at booke en plads. Campingmanden kunne dog meddele, at telefonpasserne desværre gået hjem for i dag – og måske hele weekenden – da det var fredag. OK, vi er som bekendt på planlægning, mens vi bygger vejen. Vi havde set en mulighed for at overnatte på en rasteplads 20 km nede ad vejen. Vi besluttede at gøre besøget ved Edith Falls, Nitmiluk National Park til en endagsbegivenhed og tage en overnatning på rastepladsen – Edith River Rest Area. Vi var en god samling af campister på pladsen (15-20 stykker), der var super fine parkeringsforhold men ingen vand, toilet og lignende faciliteter. Vi fik sat bord og stole op, gasblusset stod for pasta med tomat/bacon sovs. Da mørket faldt på (kl. 19) fik vi en fantastisk solnedgang og efterfølgende flot stjernehimmel. Da der kom myg, rykkede vi ind i bilen og hyggede – endnu engang hurra for vores hjemmegjorte myggenet.