D. 11. juni – Med fødderne i vand.
Så gik turen mod sydvest til Zion Nationalpark. Vi begyndte turen blandt de golde ørkensletter, men pludselig rejste høje hvide og røde klipper sig foran os. Vi kørte igennem en lang tunnel i den ene side af en enorm klippe. Undervejs i tunnelen var der hugget en slags store vinduer i klippevæggen udadtil, så sollyset indimellem strømmede ind i den mørke tunnel. Wow for en udsigt, der mødte os på den anden side. Høje, rustrøde klipper tårnede sig op på alle sider. Vejen snoede sig simpelthen mellem kæmpehøje klipper. Klipperne og udsigten ændrede sig hele tiden, mens vi kørte frem mod Zions besøgscenter. Da vi nåede den ikke særlig store parkeringsplads, blev vi mødt af et skilt med, at p-pladsen var fyldt op, men vi kunne parkere i byen. Problemet var bare, at vi ikke lige var klar over, hvor byen var. Så i stedet for cirklede vi lige et par gange rundt på p-pladsen i håb om, at der kom en ledig plads. Og sandelig, om vi ikke lige var heldige. Et ægtepar styrede lige mod deres bil lige ved siden af besøgscenteret. Vi fik signaleret til dem, at vi da gerne ville overtage deres plads. Vupti – pludselig holdt vores bil fint, gratis og super-centralt. Vi fandt senere ud af, at byen lå et stykke ude på den anden side af parken, hvorefter man så skulle med en shuttlebus ind i parken igen. Derude var der kun betalingsparkering, så det var godt, vi kom ind i parken fra ”bagsiden”. Fra besøgscenteret kørte der en shuttlebus-route ud til forskellige steder i parken. Vi tog bussen helt ud til endestationen, hvorfra vi kunne gå ind til The Narrows. For at komme ind til The Narrows skulle vi gå af en fin flisebelagt sti ca. 800 meter. Der var mange andre på samme mission som os. De fleste var dog udstyret med lejede vandresko og ditto vandrestav. Vi gik også turen, sidst vi var her, så vi vidste egentlig godt, at en vandrestav var smart. Det havde været så nemt at finde en på en af de sidste dages mange ture, men det kom vi altså først til at tænke på nu. Det gik jo fint så længe vi kunne gå på stien, men snart stoppede den, og vi måtte alle ud at gå i floden Virgin River. Vandet var iskoldt, men da temperaturen var nær de 40 grader, gjorde det ikke noget. Det var så her, det havde været smart med en vandrestav. Bunden af floden var nemlig dækket af sten i alle størrelser, så vi tog godt fast i hinandens hænder og begav os op ad floden. Det er en ret fantastisk oplevelse at gå i den smalle kløft mellem høje klipper. Det meste af turen gik vi på ret lavt vand, men der var enkelte steder, hvor vandet gik til hoften. Det var en meget blandet gruppe mennesker, der gik her i floden. De fleste var nok yngre end os, men vi blev da også overhalet aldersmæssigt af en del. Fælles for alle var den dybe koncentration om at balancere afsted på de mange sten uden at vælte. Belønningen med en iskold dukkert holdt de fleste oprejst. Vi mødte også en gruppe mænd på vej imod os. De havde store rygsække med alverdens pikpak med på ryggen. Så de har nok været på den lange tur fra den anden side af kløften. Vi fandt os dog fint til rette med vores program, og da vi syntes, vi havde gået langt nok ind i kløften, vendte vi om og balancerede tilbage i sikkerhed på stien. Vi havde ikke gået langt på land, før den føntørre-agtige varme havde tørret vores tøj. Vi ville lige tage et billede på vejen tilbage. Vores mobiler havde vi sikret i en plasticpose under turen, hvis vi skulle skvatte. Ikke så snart havde vi åbnet plastikposen, før et af de mange små egern stod og tikkede om mad. Man kender vel lyden af en poseåbning. Vi har engang set billeder af folk, der havde fået skambidt deres hænder, fordi de havde prøvet at fodre egern. Der stod da også skilte med ”fodring forbudt”; det gav faktisk en bøde på 100 dollars. Da vi kom op til vejen holdt shuttlebussen lige klar til at køre os tilbage til vores noget varme bil.
Så gik turen videre til Las Vegas. Vi kørte i fladt ørkenlandskab og snart sneg temperaturen sig helt op på 114 F – det er over 45 grader C. Vi tankede bilen undervejs, og heldigvis blæste det noget, så det føltes som at stå i verden største føntørrer.
Vi havde egentligt snakket om at slå et smut omkring ”Valley of Fire” som er en naturpark på vej ind mod Las Vegas, men med de meget høje temperaturer, droppede vi den tanke. Det var bedre at komme ind på et airconditioneret hotel.