D. 3.-5. juni – Med graffiti og forstenede træer.
Nu ventede nogle lange køredag fra Austin til Williams, der var vores base ved Grand Caynon. Det er en køretur på ca. 1.600 km – hvis man ikke regner diverse detours med. Vi havde planlagt det således, at vi tog strækningen med to overnatninger – altså tre køredage á ca. 600 km.
Så vi tog en dyb indånding og begav os afsted på det, der kom til at blive en helt fantastisk tur.
På køreturen gennem Texas kom vi forbi jumpjacks, der stod op pumpede olie op side om side med kæmpestore vindmøller. Der blev mere og mere øde med kæmpestore indhegnede marker med afgrøder eller køer. Vi holdt pause på en rigtig texas-diner med burgers, røræg & bacon og kaffe med refill. Vi havde spist morgenmad, så vi var mere til kager. Ulla fik et stykke ægte amerikansk cheesecake med kirsebær, og Thomas fik en meget stor onsdagssnegl med ekstra kanel. Det var lige før, man kunne se kanelen støve op, hver gang han tog en bid. For lige at toppe det hele, gemte midten på en lille ekstra bunke kanel, hvis man lige fandt, at den lige manglede lidt pift.
Senere holdt vi pause i en lille by midt i ingenting. Dette var måske lige byen, hvor man sagtens kunne forestille sig, at man kunne finde en del Trump-vælgere. Der boede godt nok folk i alle husene rundt omkring bymidten, men selve bykernen var helt død. Der var en forfalden lukket biograf, der vist engang havde været imponerende flot at se på, samt en masse tilskoddede butikslokaler der vidnede om et for længst dødt forretningsliv. At der pludselig kommer en stor mand, der ser dem, og siger at han godt kan forstå, at de gerne vil have deres driftige by tilbage, kan man måske godt forstå, kan lokke en stemme på Trump ud af en af de tilbageværende folk i denne typer byer. Til gengæld solgte deres lille supermarked nogle helt eminente skumfidus-kager, så vi støttede i hvert fald en af de sidste lokale butikker.
Vores første overnatning var i Lubbock. Vi havde lånt et værelse hos et helt ungt par med et lille barn og to hunde. Da vi skulle afsted næste morgen, holdt de loppemarked i deres forhave. De fortalte, at de ligesom i tv-programmerne tog ud til ikke-tømte depotrum, og gav deres bud på indholdet. Indholdet solgte de så blandt andet ved et have-loppemarked. Fra dem kørte vi nordpå til Amadrillo, hvorfra vi kunne følge Route 66 hele vejen til Williams. På det første stykke kom vi forbi en mark, hvor et kunstkollektiv i 1974 havde lavet en slags interaktiv kunstinstallation. De havde simpelthen begravet 10 Cadillacs halvt nede i jorden med næsen først. Da vi steg ud af vores bil, lugtede der slemt af maling – det var der en forklaring på. En del af kunstinstallationen er nemlig, at publikum kan male graffiti på bilerne. Meget belejligt kunne man lige købe maling på spraydåse i en lille butik ved siden af. Det viste sig nu at være fuldstændigt unødvendigt, da der stod masser af spraydåser med maling henne ved bilerne. Det var en ret sjov oplevelse, for alle var fuldstændig ligeglade med andres kunstværker. Man sprayede bare der, hvor man havde lyst. Så i et par minutter stod der Thomas og Ulla og Denmark på en Cadillac i USA, inden det blev overmalet – eller måske står det der endnu 😊
Vi kørte videre mod vest ud af Texas og ind i New Mexico. En stor del af det stykke Route 66, vi kørte på, er i dag en slags motorvej (Interstate 40), men der findes en del afkørsler – især igennem småbyer – hvor man kan kører på den originale Route 66. Her kan man så enten finde cafeer og souvenirshops, der lever højt på drømmen om det frie liv, eller helt forladte byer med krakelerede skilte og facader, der vidner om en svunden glanstid, hvor al trafik gik igennem byen. Et sted, hvor de i hvert fald ikke led nød, var ved midtvejsskiltet mellem Chicago og Los Angeles. Her var vi inde og spise frokost på en ægte 66-café. Al udsmykning på cafeen omhandlede Route 66. Desværre opdagede vi først deres køledisk med hjemmelavede pies, da vi var færdige med at spise. De så ellers lækre ud. Mange turister kom forbi for at få taget et billede ved midtvejsskiltet, så det skulle vi også. Som ved så mange andre turiststeder i USA er folk utrolig søde til at hjælpe hinanden med at tage billeder, så alle kan være med på billederne. Så en sød familie knipsede os begge ved det berømte skilt.
En anden seværdighed på Route 66 skulle være en forladt western-by. Heldigvis lå den på vores vej, for hvis vi havde kørt langt efter at se den, var vi måske nok blevet lidt skuffede. Den var så forfalden, at de faktisk var ved at fjerne den fra jordens overflade med en bulldozer. Husene var halvt revet ned, så det var umuligt at forstille sig, hvordan den har taget sig ud i sin storhedstid. På vej ind mod Albuquerque (der hvor Jeff Bezos kommer fra – eneste kendte person fra byen på wiki) blev landskabet mere tørt og ørkenagtigt – dog stadig med køer samt lidt grønne buske mellem sand og klippestykker.
Efter en overnatning i Albuquerque i et åbenbart lidt belastet kvarter (der var i hvert fald dobbeltvagt på i Walmart, og vores værtinde havde et baseballbat stående indenfor døren) kørte vi ud af New Mexico og ind i Arizona. Nu ændrede landskabet sig markant fra de store marker til røde klipper og dybe kløfter. Der var lange flotte udsyn, hvor vi kunne se vejen mange mil frem. Når vi så kom over en bakketop eller rundt om et klippefremspring åbnede der sig et nyt fantastisk landskab. Det var utroligt smukt og helt klart noget af det, vi havde håbet at opleve ved at køre hele vejen fra atlanterhavs- til stillehavskysten.
Samtidig er den del af Arizona, der ligger op mod Route 66, et område med en del og store indianer reservater (der er vist 22 stk. i hele Arizona). Det er som sådan, ikke noget man mærker, men der er salg af alle former for smykker, mokkasiner mv. i alle forretninger på motorvejsafkørsler.
Vi fandt en model, hvor vi skiftede chauffør ca. hver time. Når vi ikke lige skulle købe en kop kaffe eller på toilet, så tog vi en motorvejsafkørsel og drejede væk fra butikkerne ved afkørslen. På den måde var vi i løbet af 1-2 kilometer ud midt i det helt øde land, hvor man kan føle sig helt lille midt i intetheden.
Det blev også i dag, hvor vi begyndte at besøge National parker – på vejen ind mod Williams lå ”Patrified Forest National Park”. Vi havde valgt at besøge denne, mest fordi den lå på vejen, så det passede godt med rytmen i køreturen. Det viste sig at være et rigtigt godt valg, da vi fik set en super national park. Vi kørte fra Route 66 og ind i parken i et lidt kedeligt gråt ørkenlandskab. Efter at have købt et årskort, som gælder til alle nationale naturparker (80$) kørte vi ca. 1 km ind i parken. Her åbnede en stor kløft med de smukkest røde klippeformationer sig – wow. Vi stoppede ved mange udsigtspunkter og blev lige betagede hver gang. Fra det røde landskab gik turen i parken videre til hvide og blå klippeformationer, som var mindst lige så spektakulære – enkelte steder kunne man gå ned i dalene mellem klipperne. I dette område af parken var der også det, som har givet parken sit navn nemlig ”Forstenet skov national park”. Det lyder lidt mærkeligt men træstammer, som væltede for over 200 millioner år siden og efterfølgende har ligget i mudder/dynd og senere klippe, er blevet til sten – selv om de stadig ligner mørnet træ. Ret sjovt at se. Endelig kunne parken ”fremvise” inskriptioner i nogle klippevægge som var skrevet af områdets ”beboere” for mellem 10.000 og 6.000 år siden. Alt i alt en super god oplevelse at besøge parken, og det vi troede skulle være et lille stop på vejen kom til at tage 2½-3 timer.
Vi drønede de sidste 250 km og ankom til Williams godt hen under aftenen.