D. 22. – 25. maj – Med gumbo og jazz.
Man sover åbenbart godt i New Orleans – vi sov i hvert fald længe. Og hurra for køkken. Nu kunne vi igen lave æg og bacon til morgenmad. Det var ret lækkert. Efter at have talt i telefon med hele familien pakkede vi den lille rygsæk og gik ned mod det nærmeste busstoppested. Vi havde fået at vide på turistkontoret. at vi kunne købe en-dags-pas i bussen, bare vi havde lige penge. Så vi stod klar med vores 6 dollars, da bussen kort efter kom kørende. Billetsystemet var åbenbart nede, så vi kom med uden billet eller dagspas. Vi stod af tæt på Louis Armstrong Parken. Her var, udover en statue af manden selv, en del andre musikstatuer. Parken havde også en del små søer med broer over, så den var meget fin og hyggelig. Ud over nogle gæs og egern så vi også en skildpadde, der lå og nød solen. Fra parken forsatte vi igennem det franske kvarter ned til Mississippi-floden, hvor vi sad og så en af de store hjuldampere lægge til ved kajen. Øverst på trappen sad en fyr og spillede på klarinet, så det hele var meget stemningsfyldt. En af New Orleans mest berømte cafeer, Café du Monde, lå lige i nærheden. Hvis man er rigtig hip, er det det eneste rigtige sted at købe en kop kaffe og 3 beignets (En beignet er et lille stykke friturestegt wienerbrød med et ordentlig lag flormelis drysset udover). Det var vi åbenbart ikke de eneste, der havde læst, for to meget lange køer bugtede sig på hver sin side af caféen. Så det må nok blive en anden dag, eller et andet mindre hipt sted.
Vi fortsatte langs floden ned til Farmers Marked. På vejen kom vi forbi en dame, der lavede noget slik med en masse nødder i. Vi stod lidt og kiggede på, men så skulle slikmassen åbenbart køle ned, for damen gik sin vej, og vi slentrede videre. Vi havde nok forestillet os, at Farmers Marked nok var et slags grøntsagsmarked for områdets landmænd, men da tog vi helt fejl. Det var bare en helt masse forskellige madboder, hvor meget indbefattede en friturekoger. Senere fandt vi ud af, at det faktisk hedder French Marked, og så passende det hele måske noget bedre. Vi var ikke just sultne efter vores solide morgenmad, så vi gik videre mod Frenchman Street for at finde noget musik.
Der er to gader i New Orleans, hvor den får musikalsk gas med livemusik – men hele byen emmer af musik fra hvert et lille værtshus. Nå, men det er som om meget er samlet omkring Bourbon Street og Frenchman Street. Det er som Jomfruane gade i Aalborg eller Skolegade i Aarhus blot med spillesteder med live musik i hver en bygning på vejen. Bourbon Street er lidt mere vild og turistet, mens Frenchman Street virker som lidt mere laid-back (vi er nok mest fan af Frenchman Street).
Vi endte på Banboulas, hvor et band på fem mand spillede New Orleans jazz. Det var virkelig hyggeligt, så vi endte med at blive siddende og lytte til den swingende musik over et par kolde øl.
De næste par dage fik vi styr på vores bil, der ønskede værkstedsopmærksomhed. Thomas havde fundet et Avis-kontor inde i byen, så vi troppede op med papirerne på bilen og et billede af, hvad der lyste op og stod på instrumentbrættet. Først mente damen i skranken, at vi da lige skulle køre til lufthavnen med bilen. Men efter at vi fik understreget, at det jo faktisk var deres bil, som vi jo bare havde lejet, havde de faktisk et værksted meget tættere på, som vi kunne besøge – de havde åbent fra 8 – 16. Næste dag tøffede vi så afsted til værkstedet, der viste sig at ligge på en noget skummel adresse (og i øvrigt var skiltet som et ”tow away” firma, altså nogle der indsamler biler, som er parkeret ulovligt…). Thomas gik ind, og Ulla stod klar til at flytte bilen, da vi kun kunne holde på tværs midt imellem en masse andre biler. Indenfor blev Thomas nærmest overfuset af manden derinde. De havde godt nok pause (klokken var 11), men vi kunne komme igen kl. 13.00. Så der stod vi midt i New Orleans med en bil, der skulle parkeres i 2 timer. Resolut kørte vi tilbage til Avis og parkerede der. Det gik de dog også med til. Da vi to timer senere kom tilbage til værkstedet, havde det åbenbart hjulpet på mandens humør at får noget frokost, for nu var han vældig flink. De gav bilen olie og et nyt filter, mens han fortalte om, hvor farlig en by New Orleans var. Hvis man ikke passede på, kunne man blive truet til at aflevere sin bil, mens man holdt for rødt – og folk blev skudt, hvis de ikke makkede ret. Vi blev hurtigt enige om, at vi skal huske at låse dørene, når vi kører rundt i byen.
Vejrudsigten har været noget blandet, mens vi har været i byen (typisk noget med at ”true med” 20-40 mm regn om eftermiddagen), men der var endnu ikke kommet regn. Nu så det imidlertid ud som om skyerne trak sammen, så vi blev enige om at besøge byens akvarie. Det var lidt sjovt bygget op over Mayaruinerne som tema. Så fiskene i de kæmpestore akvarier svømmede rundt mellem pyramidesten med mayamønstre. Lidt pudsigt, da de mayaruiner, man har fundet i bl.a. Mexico, ligger ret langt fra havet. Det var et fint museum med både hajer, klovnefisk, rokker og den største havskildpadde, vi nogensinde har set. Der var også akvarier med gopler og søheste, og ovenpå var temaet regnskov med farverige fisk og papegøjer. Der var også et kæmpe område med pingviner, som måske nok faldt lidt udenfor temaet.
Ude igen gik vi hen mod centrum langs floden. Ulla fik dyppet den en fod i Mississippi-floden – man må da lige røre den 😉Vi kunne høre én, der spillede på lirekasse længere fremme, men vi kunne simpelthen ikke få øje på personen. Det blev højere og højere, og pludselig gik det op for os, at det var en dame, der spillede oppe på floddampbåden, der var ved at gøre klar til at lukke et nyt hold gæster om bord. Hun spillede på et klaviatur, men lyden kom ud af rækker af rør. Vi talte om, at det sikkert blev drevet af damp. Det var i hvert tilfælde højt. Længere fremme ved Café du Monde var alle køer nu fordampet – klokken var også 17.30. Så vi købte os en pose breignets og en kaffe og en kakao. De kalder breignets for franske doughnuts, og det var godt, vi havde læst, at man sagtens kan dele en portion på 3 stk. Det smagte meget godt, men det tykke lag flormelis gav lige sukkersmagen et ekstra nyk opad. Caféen har ligget der i 150 år og holder altid åbent (altså 24/7/365), så der må ryge en del breignets over disken. Vi har vist aldrig stødt på dem i Paris, men det må vi se efter, næste gang vi er på de kanter.
Thomas havde fundet et spisested, der hedder ”The Gumbo Shop”, der skulle servere typisk sydstatsmad. Vi fandt stedet, og efter en meget kort ventetid fik vi et 5 personers bord helt for os selv. Restauranten har ellers ry for at placere folk meget tæt, men vi havde i hvert fald god plads. Vi fik kyllinge-gumbo og jambalaya serveret med friskbagt brød med rigeligt smør. Det smagte anderledes, end noget vi har fået tidligere, men det var virkeligt lækkert og lige tilpas stærkt krydret. Da vi godt mætte kom ud fra restauranten, var der kø langt hen ad gaden, så vi havde åbenbart timet det rigtigt.
New Orleans er jo kendt for sin musik, og mange steder sidder eller står folk og spiller. Nogle unge drenge tjener for eksempel penge på at spille på en omvendt plastikspand med et par trommestikker, og når man er så god, som de er, er der bestemt penge at tjene der.
Vi kastede os glad over musikken i de dage, vi var i New Orleans. Måske er vi ikke dem, der hører jazz hjemme i Skanderborg, men niveauet er virkeligt meget højt, og så er det supergodt at høre velspillet musik, næsten uanset genre. Sætter du dig for at få en kop kaffe, ja så er der masser af steder lige i nærheden af der, hvor du står, hvor du kan høre live musik mens du slubre i din kaffe. Vores oplevelse var, at alle der spillede, selv disse mindre pretiøse steder, var utrolig dygtige.
Musikerne spiller typisk i relativt lange skift (op til 4 sæt á 1 time). Som tidligere skrevet hørte vi megagod eftermiddags jazz på Banboulas, mere solo præget jazz en anden eftermiddag/tidlig aften på ”The Spotted Cat” – der er lidt mere et kult sted. I øvrigt med samme trommeslager som var med i bandet på Banboulas. En aften hørte vi blues jam på Cafe Negril. På vej mod bussen gik vi forbi ”The Spotted Cat” – vi tog lige musikken udefra, da der var ret proppet indenfor. Det var et super sejt jazzband, der spillede og gæt engang hvem der spillede trommer. Jeps, det var så åbenbart 3. band konstellation vores trommeslager fra tidligere var med i. Da bandet sluttede, var det næste band allerede kommet, de fleste på cykler med anhænger til kontrabas mv; dog lige med undtagelse af ham med sousafonen – han var i bil. Bandet, der sluttede, pakkede hurtigt sammen for at gøre plads til det næste; dog minus én – rigtigt gættet vores ynglings trommeslager tog lige et job mere med band nr. 4 ;o)
New Orleans har et Jazz Museum – vi havde dette i baghånden, hvis der skulle komme regn. Man er vel forberedt på forskellige vejrlig som dansker. En eftermiddag gik vi tilfældigt forbi museet. En dame stod udenfor og sagde ”Kom ind – kom ind” altså på sydstats amerikansk, ikke på dansk ”Der er gratis koncert på balkonen, det begynder om 10 minutter”. Der gik ikke mange minutter, før vi sad på plænen foran balkonen og hørte et super dygtigt orkester kaste sig rundt i jazz klassikere. Dagen efter kom regnen for fuld plask og vi besøgte museet – en noget tam oplevelse, ikke meget at skrive hjem om ;o(. Meenn også denne dag bød museet på jazzkoncert (heldigvis indendørs). Da koncerten var slut, styrtede regnen stadig ned, så hurra for bus 88, der kørte tæt på, hvor vi bor. Da det stadig var ustadigt vejr, fik vi hentet take-away mad fra en bix i nærheden. Det blev til endnu en gang kyllinge gumbo og så en po-boy (en sandwich med masser af stegte krebs i).
Mens vi skriver dette, bliver der truttet i tog-horn i nærheden. Ud over jazzmusik er toghorn lyden af New Orleans. Der er en del togtrafik med mega-lange tog – Ulla talte over 120 vogne en dag. Togene krydser nogle steder vejene eller fodgænger passager, og så bliver der ellers truttet i hornet for fuldt drøn; det giver en sådan lidt hyggelig lydkulisse til byen.
Vi tager glade afsted fra New Orleans – fyldt op med god musik og ditto mad. Det er helt sikker en by, der er et besøg værd!