D. 20. – 21. maj – På vej gennem blues-deltaet.
Det gik ikke så meget bedre med morgenmaden i dag. Det var 2 indpakkede kanelsnegle og én ditto chokolade muffin, samt en pakke kiks – ingen juice. Så vi fik hurtigt pakket sammen og kørte atter ind mod Memphis centrum. Denne gang for at besøge byens civil-rights-museum. Museet er bygget i og omkring det motel, hvor Martin Luther King blev skudt i d. 4. april 1968. Vi havde besøgt et civil-rights-museum i Montgomery, så en del var naturligvis det samme, men dette museum var mere fokuseret på MLK. Museet var varieret med små film, interviews med sorte, der havde været udsat for brutal racisme samt forskellige ”scener”. De havde for eksempel lavet en rekonstruktion af den bus, Rosa Parks satte sig ind i. Hun og buschaufføren var lavet som bronze-statuer med lydkulissen kørende i baggrunden, hvor han råber ad hende, at hun skal rejse sig. Det virkede ret godt. Til sidst endte vi oppe i det motelværelse på Lorraine Motel, hvor Martin Luther King boede, da han blev skudt på balkonen lige udenfor. Det var blevet bevaret, som det var forladt med fyldte askebægre og halvfyldte kaffekopper. Da vi kom ud fra museet, kunne vi fortsætte over på den anden side af gaden. Her tog vi en elevator op til 2. sal og pludselig stod vi og så ind i det badeværelse, hvorfra James Earl Ray skød og myrdede MLK. Hans udlejer havde fortalt, at han på sit eget værelse havde flyttet kommoden hen under vinduet. Men vinklen var åbenbart ikke god nok, så han havde skudt fra et kummerligt, fælles badeværelse. Der var en hel udstilling om jagten på MLK’s morder, der først sluttede i London, 41 dage efter mordet på MLK.
Vi hoppede atter i bilen og kørte syd mod Jackson. Ikke fordi vi havde spottet, at der sker noget specielt i Jackson, men det var den by, der lå lige midt mellem Memphis og New Orleans😉. Vi fandt vores motel, der lå i et sammensurium af driveinrestauranter og bilforhandlere – sådan et rigtigt parkeringspladshotel. Men de havde en vaskemaskine – juhuuu! Og mens tøjet blev vasket rent, satte vi os udenfor motellet i hver sin gyngestol og nød den lune seneftermiddag (vi havde altså stadig et sæt tøj tilbage, så vi var anstændigt påklædte). Aftensmaden fik vi på et lille Barbecue-sted udenfor byen (Smoke House BBQ). Det var et super hyggeligt sted, hvor amerikanere kom for at spise aftensmad fredag aften, med en fantastisk atmosfære, og vi fik noget af det møreste pulledpork og spareribs, vi endnu har smagt.
Næste morgen gik vi spændte ned i hotellets forhal, for også denne gang var der blevet reklameret med morgenmad. Vi blev dog glædeligt overrasket. Her var både yoghurt, toast, kaffe og ikke mindst ”lav selv” vafler. Så glade og mætte kørte vi videre sydpå mod New Orleans.
Vi kørte ned af highway 55 South – den var opkaldt efter bluessangeren Robert L. Johnson, som skrev ”Sweet home Chicago”. Et nummer vi kender rigtig godt, men ikke vidste, hvem der havde skrevet. Vi brugte lidt af tiden på vejen i at nørde rundt i, hvordan nummeret lød i Roberts version og hans liv – hurra for smartphones og opkobling til bilradioen.
Når man kommer ned af 55 South (man kommer fra nordvest) er det sidste lange stykke ind mod New Orleans gennem floddelta/sump på en lang ”brovej”. Ret sejt område at køre igennem. Vi var lidt tidligt på den i forhold til ankomst på vores airbnb. Da vi viste, at vi havde et køkken de næste 5 dage, slog vi omkring Walmart og købte mad, så vi selv kan lave stå for maden de næste 3-4 dage – det bliver godt med lidt mindre kød/fedt og mere salat ;o).
Da vi kom frem, pakkede vi ud – disciplinen udpakning af rygsæk er heldigvis så simpel og veløvet, at vi kan gå fra alt vores oppakning er i bagagerummet i bilen til fuldt ud pakket på et værelse på under 10 minutter. I øvrigt også hurra for vores køletaske, der betyder, at vi kan rejse rundt med de mest almindelige madvarer til morgenmad og frokost (smør, juice, ost, lidt pålæg mv.), og som leverer kolde drikkevarer på landevejen.
Det blev til en skøn gåtur ind til det franske kvarter gennem et super charmerende beboelsesområde (historic area) – en tur på ca. 40 minutter. Man går bogstaveligt talt fra det ene flotte træhus til det andet. I centrum var der gang i den med fest, jazz og andre musikalske stilarter – vi kikkede lidt rundt og vender frygtløst tilbage over de næste dage.
Vel hjemme igen blev der kokkereret spaghetti cabonara , før der gik ”hvordan planlægger man 14 dage på Hawaii” i den.
Bilen er i øvrigt begyndt at sige ”Routine maintenance required”, når man starter den – vi skal nok lige forbi et AVIS kontor en af de kommende dage… Der ligger et i centrum af New Orleans, så det er ikke en stor opgave.