Ocala

D. 7.-8. maj – Ocala National Forest.

Efter en god nats søvn og dejlig morgenmad ved siden af poolen pakkede vi atter bilen og kørte nordpå. I udkanten af Orlando standsede vi ved et kæmpestort outlet. Her var alle de mærkebutikker, man kunne drømme om – æv, at vi kun havde en rygsæk at pakke i 😉 Selvom vi ikke kunne købe vildt ind, fandt vi dog lidt. Blandt andet fik Thomas nye sko (fuldstændig mage til de gamle); til gengæld fandt han sig et par længe savnede sandaler. Det var sjovt at gå rundt i et amerikansk outlet. Alle butikkerne ligger i små huse ved siden af hinanden, så det virker som en lille om end noget travl by.

Vi fortsatte videre nordpå til Ocala, hvor vores næste overnatning var booket. Fyren, der ejer lejligheden, var på ferie i Peru, men hans kammerat skulle lukke os ind. Der var dog ingen ved huset, da vi ankom. Efter at have ventet lidt, skrev jeg til Oscar i Peru, at vi tog i Walmart og var tilbage om en halv time. Da vi kom tilbage, stod en lidt fedladen men meget flink fyr og ventede på os med nøglerne. Normalt kunne man kun leje bare værelset, men da Oscar ikke var der, var vi velkommen til at bruge køkken og stue. Det var dejligt selv at kunne lave mad. Han havde desværre intet spisebord, så aftensmaden blev indtaget siddende i sengen.

Næste morgen kørte vi ud til Ocala National Forest, der er et af de største naturreservater i Florida. Vi kørte ad en grusvej midt ind i en skov, hvorfra der udgik vandreruter. Vi snørede vandrestøvlerne, tog rygsækken med vand og myggespray og gik afsted. Der stod et skilt, der advarede om, at man skulle blive på stien, og hvis vi mødte en bjørn, skulle man ”bare” lave en masse larm og for gud skyld ikke løbe (så det var jo nemt at huske). Vandrestien var fin at følge. Det var en meget anderledes skov med palmer men ikke så mange fugle og andre dyr. På vejen kom vi tæt på en sø, hvor man kunne gå ud på en boardwalk. Her havde vi det flotteste udsyn ud over søen. Søen var helt lysegrøn af andemad inde ved bredden og fuld af søanemoner længere ude. Pludselig kom en ret lang alligator svømmende forbi. Heldigvis havde vi kikkerten med, så vi kunne følge den ud i søen. Det var vist godt, vi ikke havde taget badetøjet med. Vi hørte også en rød iris, men den gemte sig godt mellem søanemonerne. Da vi kom tilbage til bilen, spiste vi vores medbragte mad i skyggen, inden vi kørte videre til et af de mange ”springs”, som er vandhuller fra kildevæld, som man kan bade i. Om det var, fordi klokken var 14, eller at det var søndag, eller at det var fordi, det var mors dag (en meget stor dag i USA), ved vi ikke, men da vi havde været ved 2 springs, og begge var lukkede for flere besøgende, valgte vi at køre hjem og slappe af (og skrive dagbog 😊).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *