10. – 11. august – Besøg i Hule Hule.
Så gik turen videre vestpå, men først slog vi et lille smut ud forbi den gigantiske dæmning, der er med til at skabe Lake Argyle. Vi kunne køre hen over den meget stejle og høje dæmning, der var helt belagt med rustrøde sten. På den ene side havde vi den flotte sø, og på den anden side fossede vandet i vandrette kæmpestråler ud af to store turbinerør og blev til en stille strømmende flod mellem de høje klipper. Det hele var utroligt malerisk.
Vi fandt ud på hovedvejen igen og kørte til den næste store by – Kununurra. Her fik vi provianteret især i frugt og grønt, da det jo ikke var kommet med over grænsen til Western Australia. Vi havde talt med en del omkring mobildækning, og alle var enige om, at Optus, som Thomas har, er rigtig godt i byerne, men ude i bushen er det kun Telstra, der rigtig virker. Så efter at have brugt lidt tid på byens turistkontor med at booke den næste tur, blev vi vist over til en butik, der solgte simkort. Her fik Ulla installeret et kort med et Telstra-abonnement. Efter lidt startvanskeligheder har det vist sig at dække meget godt de fleste steder. Men der er dog også strækninger i Western Australia, der er så øde, at der ikke er skyggen af signal. Så det er bare at trykke på speederen og køre ligeud og ligeud og …… indtil ens co-driver finder ud af, at der skete så uendelig lidt på navigationsfronten, at det faktisk lykkedes hende at overse et venstredrej. Miseren blev heldigvis opdaget efter ”kun” 20 kilometer mod nord. Så det var bare at vende vognen og finde tilbage på rette spor. Desværre var dagens køretid i forvejen lidt høj, så vi nåede frem til næste overnatningssted ”Spring Creek” noget efter solen var gået ned. Det havde den gode sideeffekt, at vi så nogle virkelig flotte afbrænding af bushen på klipperne. Rød solnedgang og kontrollerede bushbrænde var en ret pæn kombi. Afbrænding af bushen for underskov/græsser er en mange 1000 år gammel tradition, som fastholdes, da den har vist sig at give stor frodighed og samtidig reducerer de ukontrollerede bushbrænde.
Vel fremme ved Spring Creek fandt vi en god plads trods mørket. Spring Creek var et af den slags rest stop, som vi har brugt/kommer til at benytte en del. Det er en slags udvidede parkeringspladser med toiletter, grill og borde/bænke under halvtage. Det er tilladt at campere enten 24 eller 72 timer på disse rest stops. De er ret gode til en kør ind – overnat – kør ud modus, og der er mange, som benytter dem.
Net forbindelsen havde lige de her startvanskeligheder. Vi ville meget gerne have kontakt hjem, så tidlig næste morgen kørte vi videre for at finde noget net forbindelse. Klokken lidt i 8 kom vi til en lille by, der reklamerede med at de, som en af de eneste mindre byer, faktisk havde gratis wi-fi. Vi fandt caféen, hvor folk sagde, at nettet var bedst, fik købt en kop kaffe og var klar til at ringe hjem – INGEN NET!!! Caféejeren sagde, at han aldrig havde oplevet, at nettet ikke var der. En ung dame fra byens kommunekontor forbarmede sig over os. Hun tog Ulla med over på sit kontor og fik os koblet på kommunens wi-fi (det virkede også i caféen). Da Ulla kom tilbage, sad Thomas glad med sin kaffe og mobil – nu virkede byens gratis WIFI igen. Så vi fik ringet hjem og ellers fikset alt det, vi skulle med net, inden vi kørte videre. Om eftermiddagen havde vi booket os på en tur i Mimbi Caves, men der var lige et stykke vej at køre. Nu begyndte der at komme skilte med advarsler om køer og kænguruer på vejen. Køerne var til at få øje på, men kænguruerne er ikke altid lige nemme at spotte, og de hopper bare frisk over vejen. Der lå da også en del påkørte kænguruer på vejen til glæde for de mange rovfugle.
Ved indkørsel til Mimbi Caves mødtes alle vi, der skulle på vandretur i hulerne lidt i to. Her blev vi hentet af vores aboriginal-guide, hvor efter vi kørte i kortege op til hulerne. Han fortalte i øvrigt af Mimbi betyder hule på hans sprog, så nu hed stedet altså Hule Hule. Inden vi skulle ind i hulerne skulle vi først røg-renses. Han tændte et lille bål og dækkede det med grønne grene, han først havde givet lidt vand. Derefter skulle vi alle sammen gå ind igennem røgen – og så var vi næsten klar til huleturen. Vi skulle dog først lige finde en lille sten og komme den i lommen. Så gik vi ind mellem de høje klipper mod huleindgangen. Foran indgang var der en meget lille sø. Her skulle vi alle sammen kaste vores sten i, og så var vi klar til huleturen – eller næsten klar. Vi skulle først iføre os sikkerhedshjelme, da den første hule var noget lavloftet. Det var en spændende vandring igennem de mange gange. Der var et vandhul i en af passagerne vi kom igennem. I dette lå en 2 meter lang slange. Guiden fortalte, at det var en brun vand-pyton, der ikke var farlig for mennesker. En af mændene skulle lige se ekstra grundigt på slangen og tabte sin pandelampe ned i vandet – lige oven på slangen. Han tog det vist ikke helt for gode varer, at slangen ikke var farlig, for han blev vældig glad, da han fik lov til at låne en vandrestav af en af de andre til at fiske lampen op med.
Der var to hulesystemer, som vi skulle igennem. Efter den første tur tændte vores guide et bål under et par gamle kedler med vand. Han var så vant til at lave det, at han slet ikke tjekkede at ilden fik fat – det skal nok virke! Hule to var også imponerende med en masse små søer. Endvidere var der hulemalerier, som vores guide forklarede om – blandt andet var der et billede af en emu, en regnmager og en, som han ikke måtte sige navnet på, da det ville bringe stor ulykke.
Vel ude af hulerne fik vi te (ja bålet havde selvfølgelig kogt vandet) og dampers (en blanding mellem en franskbrødsskive og en bolle med syltetøj). Mens vi fik dette, fortalte guiden lidt om Aborigine kulturen, deres religion og vi fik en historie om moderens bånd til hendes børn, som vores guide havde fået overleveret fra sin bedstemor. Endelig viste det sig, at han var lidt af en multikunstner, som elskede at spille på guitar og skrive sange, så han sluttede lige af med at spille en af sine egne sange.
Vel ude ved vores bil igen blev det til en meget kort køretur (8 km) hen til dagens overnatningssted; Ngumban Cliff. Dette var endnu et rest stop, men det var placeret virkeligt flot på toppen af et klippe fremspring. Vores aftensmad blev kokkereret på gasblus udenfor bilen med en udsigt/placering der ville gøre enhver producer på optagelse til et Jamie Oliver mad program misundelig.