D. 11. – 13. juli – “Bula!”.
Flyet fra Honolulu til Fiji endte med at være omkring en time forsinket, og da vi havde en aftale i Nadi på Fiji om en coronatest, var der ikke helt så god plads i vores tidsberegning som planlagt. Vi var også lidt spændte på de meget strikse fijianske regler omkring indførsel af biologisk materiale. Vi havde dog anført på de udleverede skemaer, at vi både havde været ude at vandre i skov, samt at vi medbragte vandrestøvler. Det måtte helst ikke tage for lang tid gennem tolden, for så ville vi få problemer med at nå vores Corona aftale. Alt gik dog mere end glat. Vi kom hurtig gennem alt tjek, fandt vores bagage og fik hævet nogle fijianske kontanter. Problemet var så lige at få de nyudleverede sedler vekslet, så vi kunne købe billetter i bussen. Det fiksede Thomas lige ved at købe et Fiji-simkort til sin mobil. Så udstyret med rygsække, penge og net styrede vi mod det anviste busstoppested. Vi havde dog lige glemt at Fiji har venstrekørsel så vi lagde ud med at vente ved busstoppested, hvor trafikken gik mod nord og ikke mod syd, som vi jo skulle. Vi kom over på den rigtige side af vejen. Her stod vi og ventede sammen med alle de andre, der ville spare penge på at tage bussen. Tiden begyndte dog så småt at løbe fra os. Efter at have ventet noget tid på en bus, som ingen vidste hvornår kom, besluttede vi at hyre en taxa. Det var en god beslutning. For i den tætte trafik var vi først ved apoteket et minut i elleve (vores test-tid).Vores taxa-chauffør havde været rigtig sød, og inde på apoteket mødte vi mere af den samme gæstfrihed. Helt generelt er det gæstfrihed og glæde ved andre mennesker, der styrer på Fiji. For det første bliver man alle steder mødt med et smilende ”Bula!”, der betyder ”liv”, men er den fijianske hilsen. Alle hilste på os. Inde på apoteket skulle vi lige vente lidt, og her kom vi til at snakke med en anden ventede Fiji-familie, der også skulle testes. Moderen var noget nervøs, så hun spurgte ind til, om vi havde prøvet det før, og om det gjorde ondt. Da det var den mest forsigtige test i næsen, vi nogensinde har prøvet, kunne vi forsikre hende om, at det absolut ikke gjorde ondt. Efter 2 negative tests (pyha!) styrede vi mod den nærliggende busstation. Igen hilste alle på os, og folk var meget ivrige for at hjælpe os med at finde den rigtige bus, købe billetter, læsse bagage og komme ombord. Vi spurgte senere vores Airbnb-vært, om folk forventede drikkepenge, når de var så ivrige for at hjælpe. ”Nej, nej – endelig ikke! Så ødelægger I det for alle andre. Her hjælpe man bare af et godt hjerte!”. Vi blev hurtige enige om, at Fiji er et meget dejligt sted😊 Busturen var en oplevelse. Vi fandt to sæder helt bagerst i den fyldte bus. Bussen var på størrelse med en standart dansk bus, dog med den forskel, at der var presset 5 sæder ind på hver række og 11 rækker. Så alle sad tæt. Her skulle vi så køre i 4 timer. Så vidt vi kunne se, var vi de eneste ikke-lokale i bussen, så vi blev betragtet meget indgående af to helt små drenge, der sad på sædet foran os. Bortset fra at to blev køresyge og kastede op undervejs (ikke os! Og ikke på os!!), gik turen fint. Men det var rart at komme ud og strække benene ud igen. I Suva hjalp folkene på busstationen os hurtigt med at hyre en taxa, og så kørte vi mod vores overnatning for de næste to nætter.
Det viste sig at være det sødeste ægtepar (tilbage i generationerne fra Indien), der drev deres bolig som et airbnb sted med i alt 4 værelser, som de lejede ud. Specielt manden Agam Mishra var utrolig hjælpsom, sød og ville meget gerne snakke. Da Thomas fortalte ham, at Ulla var pædagog i børnehave og SFO (Ulla var ikke lige i rummet, fordi hun var i gang med noget andet) blev han helt vildt begejstret. Da Ulla kom tilbage udbrød han ”Jeg har så meget respekt for dig og det job du har”. Nå ja – han havde selv været lærer (ligesom sin far i øvrigt) – inden det havde han dog været professionel MMA kæmper (brutal kampsport). Det havde betydet, at han nu havde en kraftig rygskade og var blevet ”sygepensioneret” i en tidlige alder (vel 45 år). Agam hjalp os med at finde de bedste udflugter i Suva og resten af vores tid i Fiji.
Vi gik en tur ned til et center med en food court, hvor vi fik proppet et simkort i Ullas telefon. Det var samme firma som Thomas’ (Digicel), med samme datamængde (125 GB) men var 10 $ billigere end Thomas’ (20 $ mod 30 $ – heldigvis er en doller kun 3,3 DKK, så skaden er ikke så stor). Det viste sig, at den pakke, man kunne købe i lufthavnen, var anderledes end den, man købte i andre butikker. Det er sådan set ok, men nu skal en af os så konstant høre på, at Ulla har 10 $, som kan bruges til tant og fjas ;o) Bagefter spiste vi kinesisk og tog en taxi hjem. Taxi er billige på Fiji. I Suva koster det under 5 $ (17 DKK) lige meget, hvor man skal hen i midtbyen.
Næste morgen fandt vi ud af, at det der, med at gå rundt i relativt små sidegader uden mange andre mennesker efter mørkets frembrud (kl. 18) – jf. Agam – nok var noget, som vi ikke skulle gøre mere. Der er åbenbart ikke så trygt i Suva pga. mange hjemløse.
Efter en god morgenmad tog vi en taxi ud til Colo-I-Suva Forest Park, der er et område i regnskoven, hvor der er vandrestier i forbindelse med vandløb, damme man kan bade i og vandfald. Her gik vi en rute rundt i området på 8-10 km. Der var ikke sådan et mega fantastisk must-see sted, men hele området var bare så grundflot. Vi var meget glade og begejstrede – og så var vi stort set helt alene hele turen rundt bortset fra en flok unge fyre i en af dammene, som morede sig med vilde udspring fra træer ned i dammen – måske nok mest fordi, der var 2 piger, som også var ude for at bade. Turen ind til byen foregik i en lokalbus – igen var der ikke andre turister at få øje på. Vi betalte den fyrstelige sum af 2 $ for at komme ind til byen. Bussystemet på Fiji fungerer virkelig godt. Vi ”landede” på busstationen, som er nabo til byens madmarked. Dette var dog lidt skuffende, måske fordi vi kom lidt ud på eftermiddagen? Men det var stadig sjovt at gå rundt og kigge. Vi følte os lidt, som semikendte mennesker må have det. Vi var nogle af de eneste med en lysere hudfarve i bybilledet, og overalt hilste folk på os. Selv nogle arbejdere, der stod oppe på et stillads, vinkede vildt med armene og råbte storsmilende ”Bula!”, da vi gik forbi. For så bagefter at juble helt vildt, fordi vi hilste tilbage. Den eneste negative oplevelse vi havde, var en lidt subsistensløs udseende fyr, der kom hen til os og sagde:” There are to many pigs around her! Go home to where you came from!”. Det var naturligvis meget ubehageligt, men straks kom nogle andre hen til os, og undskyldte på hans vegne. ”Han hører nu heller ikke til her”, sagde en af dem smilende. Den dårlige oplevelse blev dog hurtigt skyllet væk, da vi gik langs stranden tilbage. Hilsende, søde, smilende mennesker alle steder. Vi gik forbi Grand Pacific, hvor der i de dage, vi var i Suva, var topmøde for lederne af østaterne i Pacific området. Her var man da i hvert tilfælde i sikkerhed – der var politi over alt. En afdeling af Fijis politi har en hvid ”nederdel” med trekantet udklipning i bundkanten, som en del af deres uniform. De var mægtig flotte, men vi havde ikke mod til at bede om et billede sammen med dem. Vi endte ved gårsdagens foodcourt, hvor vi spiste aftensmad. Derefter tog vi glade men trætte (vi havde gået omkring 16 km) en taxi hjem.
Næste morgens morgenmad bestod blandt af en papaya, vi havde købt i byen. Vi forklarede Agam, at de ikke kunne dyrkes i Danmark. ”Så I har aldrig smagt en nyplukket papaya?, spurgte han, og uden at vente på svar hev han os med ud i haven, hvor han ved hjælp af en lang pind og Thomas’ lange arme, fik fisket en papaya ned fra et højt træ i haven. Den smagte virkelig fantastisk – vel lidt som når man smager et solmodent jordbær fra haven efter kun at have smagt italienske jordbær, der er modnet under transporten.
Det var nu tid, at sige farvel til Agam og hans søde kone. Agam havde lidt sødt trukket på det, da vi sagde, at vi nu skulle bo på Fiji Hideaway Resort. Det var ikke den helt rigtige strand, tror vi, han tænkte. Da vi sagde, at vi meget gerne ville snorkle, brød han dog ud i et smil og sagde, at så var Coral Coast, hvor resortet ligger, det helt rigtige sted. Han var dog mere til de helt hvide sandstrande, hvor man kunne bade, men dem har vi planer om at besøge lidt senere.
Vi fik stoppet en taxa, læsset vores bagage og kørt ind til busstationen. Igen var alle søde til at hjælpe med cargobags og læsningen af dem på bussen. Og vupti sad vi atter i en proppet bus mod næste overnatning.