8. – 10. juli – Waikiki & Pearl Harbor
Efter en lidt turbulent landing i Honolulu (man bliver virkelig glad for, at det er hjemmevante piloter, der kan håndtere de mange luftstrømninger), fandt vi en taxa – eller han fandt os, og vi blev fragtet ind til centrum af Honolulu. Chaufføren var rigtig sød, og han viste os et sted i nærheden af, hvor vi skulle bo, hvor man kunne få autentiske hawainesiske mad. Ved hotellet kom vores udlejer hurtigt og lukkede os ind på vores hotelværelse. Hun virkede noget forvirret, men hun var utrolig sød. Efter hun meget grundigt satte os ind i aircondition, dørkoder og hvordan gardinerne virkede, smuttede hun med et: ”Husk nu at låse døren efter mig!”. Vi pakkede lidt ud, inden vi gik ud for at finde den restaurant, vores chauffør havde anbefalet. Det var et lille og meget hyggeligt sted med meget få borde. Vi bestilte 2 forskellige retter. Som tilbehør skulle vi blandt andet vælge mellem ris og poi. Vi bestilte en af hver, men da tjeneren kunne forstå, at vi ikke kendte poi, kom han med en lille smagsprøve. Poi var en nærmest lilla vællingagtig substans, der ikke smagte af så meget, så vi ændrede bestillingen til to ris. De to retter var begge tilberedt med blade fra laua-planten. Den ene var svinekød indsvøbt i bladene og langtidskogt. Det smagte fint men ikke af særligt meget. I den anden ret var bladene langtidskogt, så de virkede helt blendede i blandet trevlet kylling. Heller ikke dette var den store smagseksplosion. Til gengæld var der små laksestykker i tomatsalaten, hvilket gav salaten et noget andet udtryk. Desserten var et lille firkantet stykke kokosbudding, der smagte dejligt af kokos. Det var sjovt at prøve, men nok ikke retter, der bliver indført på Granhøjen.
Vi gik herefter ned langs stranden, hvor de mange surfere lå på række lang ude, og alle ventede på den helt rigtige bølge. Nogle var superseje og surfede næsten hele vejen ind til land, mens andre væltede skævt ind på bølgen og måtte så padle ud og ligge og vente igen. Der var også en enkelt på et paddelboard. Hun tog det op på et helt nyt level, for hun klarede at lægge sig på toppen af de mange bølger uden at vælte. Bagved surferne oplevede vi den flotteste solnedgang fra en lille mole sammen med en masse andre solnedgangsfotografer.
Efter en dejlig nats søvn i en rigtig seng med hovedpuder gik vi ned i hotelfoyeren, hvor de reklamerede med morgenmad. Men det var åbenbart ikke kommet i gang efter corona, så vi begyndte dagen med et par bananer fra en nærliggende kiosk. Samtidig fik vi købt et dag-buskort, og lidt senere tog vi en bus ud til Pearl Harbour. Det virkede meget uoverskueligt og forvirrende lige til at begynde med, men vi fandt da ud af, at vi burde have booket os ind på en tid, hvis vi skulle se den gratis sektion. Så vi købte i stedet adgang til ubåden USS Bowfin og det tilhørende ubådsmuseum. Først fik vi os dog lige noget frokost blandt andet hawaiiansk nachos, der smagte at noget mere end gårsdagens middag, selv om det var en lidt speciel oplevelse med ananas og oliven. Det var superspændende at komme ned i en ubåd. Vi var udstyret med audioguide, så vi fik forklaret mange af funktionerne og små sjove detaljer under borde. Man skulle i hvert fald ikke have snerten af klaustrofobi, for der har virkelig været mange mennesker på meget lidt plads. Den var samtidig meget flot at se, da mange instrumenter og håndtag er af skinnende messing. Et par ret store torpedoer var der også blevet plads til – mens en del af mandskabet havde senge placeret direkte ovenpå de opmagasinerede torpedoer. Inde på land igen besøgte vi museet, hvor vi fik en masse at vide om livet ombord på ubåden. Udenfor igen var vi henne og se på det imponerende hangarskib, der lå med adskillige fly flyveklar på dækket. Langs vandet var der stillet en række plancher op, der berettede om dagene omkring angrebet i 1941. Det var vildt at læse om, hvor fuldstændig uforberedt amerikanerne var på angrebet.
Vi kørte frem og tilbage med offentlig bus. På vej tilbage hold vi ved et stoppested, da buschaufføren sprang ud af bussen og forsvandt ind på en tankstation. Bussen holdt i tomgang. Efter 5 minutter kom hun glad retur med en kop kaffe – mon ikke hun også havde være på toilettet? Der var ikke nogle som tog notits af dette lille intermezzo, den var nok ikke gået i vores danske effektive samfund, hvor en tidsplan skal holdes uanset hvad ;o)
Tilbage på hotellet fik vi atter pakket vores rygsække til flyveturen til Fiji. Vores søde værtinde havde tilbudt at køre os til lufthavnen kl. 23.30, så vi nåede lige en sidste tur nede ved strandpromenaden i Honolulu. Det var meget hyggeligt med mange optrædende på gaden. Vi så blandt andet en tryllekunstner, der var superdygtig trods det, at han havde publikum stående hele vejen rundt. Så der var ikke mulighed for at gemme noget på ryggen 😉 Der var også levende musik, streetdansere og karikaturtegnere, og én der åbenbart tjente penge på, at folk måtte holde hans kanin. Det kan da godt være, at vi kunne have tjent flere penge på Simba. Vi endte nede ved stranden, hvor vi sad og nød den lune luft, inden vi gik hjem, læssede vores bagage og drog af sted mod lufthavnen – fly kl. 3 om natten er bare ikke super hyggelige…