D. 14. – 15. juni – I trit med de kendte.
Vi forlod Las Vegas mod øst – ja det er måske lidt dumt, men vi ville gerne se Hoover Dæmningen, som altså ligger øst for Vegas, selv om dagens tur skulle gå mod Vest…
Men det vigtigste først – vi havde opstøvet en dansk bager på vej ud mod dæmningen. Vi gjorde et holdt og delte en god bolle, en overraskende god croissant, en virkelig-virkelig god træstamme (danish log).
Hoover dæmningen er imponerede. Men før vi kunne få lov til at køre hen over dæmningen, skulle vi forbi en kontrolpost med to betjente – alle vinduer i bilen rulles ned, og vi skulle svarer på spørgsmål, om vi havde våben i bilen. Det var nærtliggende at komme med en kæk kommentar om, at vi var pacifistiske danskere, men det var, som om deres strenge miner ikke rigtig indbød til spas. Men mon ikke der er god grund til at passe på dæmningen, som må være et oplagt mål for terrorister. Opstrøms dæmningen kan man se, hvor højt vandstanden i vandmagasinet har været, da der var meget vand til rådighed. Nu er der en meget lavere vandstand, og har været det konstant siden 2011. Der falder ikke vand nok til, at magasinet kan blive fyldt op igen, så det går hele tiden den gale vej med kapaciteten af vand. Da dette magasin forsyner Las Vegas samt til dels San Diego, Los Angeles og San Fransisco, forstår man godt bekymringen ved dem, der skal ”dele vand ud” til de mange mennesker i forsyningsområdet.
Fra Hoover Dæmningen skulle vi så mod vest ud til Los Angeles. Vi trodsede Google Maps krav om at køre den hurtigste vej og valgte i stedet en anden og lidt mere øde vej – til Googles store fortrydelse. Og vi skal da lige sige, at det blev en øde vej. Vi kom ud på en vej, hvor vi mutters alene bevægede os gennem Mojave Ørkenen. Heldigvis havde vi fra de tidligere ture gennem Texas, New Mexico og Arizona lært, at bilen skal tankes helt op fra morgenstunden uanset, hvor meget benzin der er i tanken allerede. Det er rart at vide, at der er benzin nok, når du er helt alene ude i den store ørken og ikke har nogen ide om, hvornår du møder en by eller tankstation igen. Vi kørte glad afsted og så et skilt til næste by – Goffs. Dejligt her kunne vi nok få en is og en kop kaffe. Men Goffs viste sig at være en spøgelsesby med kun 13 indbyggere tilbage. Engang har Goffs ligget på Routhe 66 og ved togbanen tværs over US. Da vi kom frem, var store dele af byen raseret, og der var stort set kun udtjente biler og autocampere tilbage, som for længst var blevet forladte. Det var et sørgeligt syn. Lidt længere fremme ad vejen dukkede Ruth’s Oase op. En noget ramponeret tankstation – is og kaffe var af en sådan beskaffenhed, at vi sprang over for denne gang og spiste et par kiks fra bagsædet i stedet.
Vi ramte I-40 (den nye Routhe 66) og drønede gennem den del af Mojave ørkenen, som er indianer reservat. Det er som om, at de indianer-reservater, vi har set, har været i områder, hvor jorden ikke har været til at dyrke – mon ikke der er en sammenhæng i, hvad man har kunnet afse til de oprindelige folk?
Vi ankom til vores Airbnb i Alhambra, der er en bydel i Los Angeles. Vores vært var en sød kinesisk dame, som kun kunne snakke kinesisk. Thomas forsøgte at spørge hende, om hun kendte en god restaurant. Resolut hev hun mobiltelefonen op af lommen og startede google translate. Samtalen blev ca. sådan (gennem telefonen):
Vært: ”Jeg kan desværre ikke forstå amerikansk”
Thomas: ”Kan du anbefale en god restaurant?”
Vært: ”Der er et triumfpalads på nytårsaftensdag”
Og så sluttede den samtale med en masse gestikulerende fra den søde kinesiske vært inklusiv en vejanvisning på mandarin. Til sidst nikkende hun glad – fuldstændig overbevist om, at hun havde ydet os den bedste service.
Det blev vi jo ikke så meget klogere af, men vi gik gennem det kvarter, som vi boede i og til en ”hovedgade” i Alhambra, hvor vi fik en aftensmad, der bestod af utrolig lækker kylling og ris på en restaurant. Kvarteret var i øvrigt utroligt fint med flotte forstadshuse – en del af LA, som man godt gad at bo i (især hvis man kunne tale mandarin).
Næste morgen besluttede vi os for at ”besøge” Hollywood Boulevard og Kodak Theatre (der hvor Oscar uddelingen foregår). Vi googlede os frem til en parkeringsplads lige i nærheden af alle herlighederne, startede google maps og kørte afsted. Vi fandt parkeringshuset, og da vi kom op fra p-kælderen, var det intet mindre end den bygning, som Kodak Theatre ligger i, som vi havde parkeret under – det var da nemt ;o)
Vi slentrede op ad trappen, som alle stjernerne går op ad til Oscar uddelingen. Langs trappen er navnet på vinderen af bedste film fra alle årene listet på søjlerne i hallen. Det starter med 1927, og der er allerede gjort plads til kommende vindere frem til 2070 – man er vel forberedt. Herefter var vi ude og hoppe på stjerner med kendte skuespillere ude på Hollywood Boulevards Walk of Fame. Det blev også til en tur hen for at finde ynglings hånd/fod-aftryk udenfor Chineese Theatre. Her har kendte skuespillere sat deres aftryk i cement helt tilbage fra 40érne. Det er blevet til en ret sjov forplads foran biografen, hvor man går rundt på fliserne med alle aftrykkene. Til sidst havde Ulla lokaliseret den stige, som Richard Gere ”bestiger” i slutningen af Pretty Women – det skulle vi også lige se. Tilbage til parkeringskælderen – det blev 8$ for en super central parkering og sjov tur i centrum af Hollywood; det var da et godt tilbud.
Vel ude af parkeringskælderen tog vi Sunset Bouldevard ud til kysten. Her bliver man ledt gennem Hollywood, Beverly Hills og Bell Air. Til sidst lå Stille Havet foran os – tænk engang at vi for 1½ måned siden stod med fødderne i Atlanterhavet i Miami og nu kunne vi parkere bilen og stikke de selv samme fusser ned i Stillehavet her på den anden side af kontinentet. Det har dulme være en god tur hen over USA med supermange gode oplevelser undervejs.